Rio(plus)20

Dagbøger fra projektet

Nøglepersoner fra Rio(plus)20-projektet har løbende gennem projektets tilblivelse skrevet om de oplevelser, (tonsvis af) frustrationer og (forhåbentligt endnu flere) glæder arbejdet har budt på. Det er en slags uformel dagbog så den skal heller ikke tages for højtideligt. Opdateringer følger løbende – også fra nye ansigter. God læsning.

Se også Kim og Camilla Carstensens picasa album fra Rio her.

Indtryk fra en side-event på PrepComs første dag! Lancering af Peoples Sustainability Treaties i Rio Centro.

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Uchita de Zoysa, Centre for Environment and Development, er idemand bag Peoples Sustainability Treaties. Han har faciliteret en virtuel proces, hvor engagerede deltagere har kunnet byde ind og deltage I både udformning og fokus. Rio(plus)20 må ikke være forgæves, og Peoples Treaties er et forsøg på at skabe et resultat af diskussioner i civilsamfundet, som vi selv kan bære videre, uafhængigt af udviklingen i forhandlingslokalerne.
Lanceringen var præget af Uchitas fantastiske gejst og vilje til at skabe handling, der kan føre til bæredygtighed. Men paneldeltagerne satte også spot på, hvilken kæmpe udfordring det er at ændre samfundene af i dag – samfund, som i stigende grad bygger på, at too much is not enough. Det vil også kræve meget af den enkelte, en personlig transformation, og det er vigtigt at huske, at mennesket ikke er hævet over og adskilt fra jorden - vi er en del af de økologiske systemer.
Interesserede kan læse mere på: www.sustainabilitytreaties.org

Indtryk fra en 2. vinkel – Freedom to Pollute!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Selv forurenende frihedsgudinder kan have brug for en hjælpende hånd til at komme i gang med udledningen af sort røg og giftige gasser. AIDOH (Art in Defense of Humanism), som deltager i Rio med skulptur-events kunne ikke få skulpturerne med flyet i hel figur, så frihedsgudinden blev skåret i flere stykker. Hun er lavet af glasfiber, og i dag skiftedes Sofus Markus og jeg til at ligge inde i hende og sy hende sammen igen med plastic-strips. Det foregik på en tagterrasse i strålende solskin, mens TV-stationen Odense ser rødt, som også er med i projektet, filmede det hele.

I morgen skal Frihedsgudinden løftes ned fra tagterrassen sammen med to vogne og flere andre af Jens Galschiøts skulpturer. De skal stå i Flamengo Park i Future Territories-teltet og danne ramme om flere forskellige arrangementer derude, bl.a. en reception på lørdag aften kl. 19. for folk, som har været involverede i udarbejdelsen af Peoples Sustainability Treaties og en større reception onsdag aften. Og d. 22 kl. 9 kommer Ida Auken på besøg derude. Desuden skal alle skulpturerne med i demonstrationer og optog undervejs, bl.a. den store demonstration d. 20. kl. 14.

Indtryk fra en 3. vinkel – Bornholm i direkte tale!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

I dag var første dag for direkte TV-udveksling via en lille bærbar computer med folkemødet på Bornholm. Lasse Markus og Jens Galschiøt styrede fra hver sit kontinent, og Kirsten og Kim kommenterede og svarede på spørgsmål fra Bornholm. Vores opsætning så åbenbart virkelig interessant ud, for pludselig var vi nærmest centrum i medierummet og blev omringet af folk, som fotograferede os, herunder også en brasiliansk TV-kanal, som straks udbad sig et interview med mig om alt det spændende, der skete – lige ved siden af Bornholmer-transmissionen, som så også kom også med i brasiliansk TV!

Så det blev til noget mere TV-udveksling end umiddelbart forventet – vældigt fint, men dog også en anelse trist, at der er så ringe resultater og fremdrift at skrive om fra forhandlingerne, at det er SÅ interessant at lave optagelser af mediekolleger i medierummet…

Se første udsendelse fra Rio til Bornholm.

Indtryk fra en 4. vinkel – første gang i Flamengo Park!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Torsdag var planlagt som dagen, hvor alle skulpturerne skulle køres ud på Peoples Summit i procession som en impulsiv demo, men dagen blev pludselig fyldt med forberedelser, reparationer og andre forsinkelser. Flere uheld med udstyret, punkterede dæk, generator itu – Lasse mener, at Gud har straffet os for at udstille den gravide teenager på korset… Og der var heller ikke helt styr på, hvor vi skulle være…

Så i stedet blev alt gjort færdigt med skulpturerne på tagterrassen, og der blev indkøbt endnu flere stænger til opsætning på vognene, boret endnu flere huller i jern- og træplader, lavet optagelser og interviews, og Lasse og Lars transmitterede til Bornholm med fokus på Uddannelse for Bæredygtig Udvikling fra tagterrassen i bagende sol med Dorthe siddende bag ved Frihedsgudinden under en paraply mod solen, mens hun styrede røgkanonen.

Senere på dagen tog Lars, Niller og undertegnede ud for at rekognoscere i parken. Vi mødte en festival i forberedelse – med talere i halvtomme telte, regnskovsindianere i fuldt ornat, klappende spejdere for bæredygtighed, telteboder med smykkesalg, facere, der uddelte reklamer for alt muligt og umuligt, en masse militærpoliti med og uden heste, generel forvirring og ikke mindst, forventningens glæde.

Indtryk fra en 5. vinkel – Skulpturel Ankomst!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

I dag transmitterede vi til Bornholm fra Lasses hostel. Nanna og jeg var gæster i studiet i dag – ærgerligt, at det var sidste dag, for der var god lyd og flere deltagere end de foregående dage. Og derefter skulle skulpturer og vogne og maskiner og hjul og røgkanoner og stænger og ledninger og tonsvis af flyers og brochurer bæres ned fra tagterrassen af en stejl og smal trappe…

Og vi kom herud med alle tingene!! Rosa hjalp os med at hyre en pick-up til transporten, så nu er vi her alle sammen, og skulpturerne er samlede og sat op på vognene her på vores lille græsplet lige ved vandet. En græsplet, som vi faktisk bare har okkuperet på sand aktivistvis, for vi ved stadig ikke, hvor vi skal være... Men vi behøver heller ikke et sted, synes vi, for der er allerede virkelig gang i den her – folk stimler sammen om os og fotograferer og spørger interesserede til opstillingen, og vi er allerede blevet interviewet af både en brasiliansk og en tysk avis. Og nu kom der lige pludselig en TV-kanal. Og hov, nu en mere!

Og jeg sidder her under træet sammen med Lars og Nanna og skriver om det hele, mens fuglene synger, og er faktisk alligevel rigtig glad for at være lige her lige nu. Måske der viser sig noget godt med topmødet trods det hele? Det føles i hvert fald som håb lige nu, og det er det vigtigste.

Indtryk fra en 6. Vinkel – Stille Søndag med Røg i Gudinden!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Søndagen begyndte stille og roligt, og Kim og jeg tog til stranden på Copacabana. 350.org og AVAAZ havde arrangeret en aktion på stranden, One Trillion Dirty Dollars, en protest mod de skadelige subsidier til fossile brændsler – penge, som kunne gøre fantastisk gavn andetsteds. Desværre var der også ret så stille og roligt på stranden, trods et kæmpestort og flot banner og alle gode intentioner. Der var mødt et TV-hold op, men udover det emmede stranden af søndagssjov og folk i badetøj og knap så megen aktivisme…

Vi har stadig ikke fundet vores telt, men den okkuperede græsplet fungerer heldigvis perfekt. Folk stimler sammen og spørger og fotograferer og vil også gerne fotograferes sammen med skulpturerne – og også sammen med os. Hen på eftermiddagen trænede vi til denne uges demoer og trak vognene en lille tur rundt i parken. Og endelig lykkedes det at sætte strøm til Gudinden og få røg ud!

Et af de aftalte arrangementer har vi dog fundet frem til – en aflåst container, hvor skulpturerne kan sættes ind om natten. Der er ovenikøbet en vagt på hele natten i området. Herunder er Sofus ved at lægge dem allesammen i seng.

Med undtagelse af koncert-teltene, bliver der ret hurtigt stille i Flamengo Park efter mørkets frembrud, og de flyvende hunde vover sig ud at flyve imellem trækronerne. Kim var virkelig heldig med et par billeder (se nedenfor).

Det er magisk at stå midt under træerne og mærke de lydløse pust fra dem, når de flyver rundt om ørerne på en. Men uanset, hvor indbydende man prøver at strække sin arm op, er der desværre ingen af dem, der hænger sig til at sove på den…

Indtryk fra en 7. Vinkel – Første forsøg med Demo!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Jeg sidder på en juicebar lige rundt om hjørnet fra vores lejlighed og drikker en juice, coco speciale ovenpå en anden juice, graviola. Trafikken brøler lige bag mig, juicefolkene smiler og snakker, Brasilien spiller mod Paraguay på den store fladskærm, og jeg føler mig rigtig festivalbeskidt ovenpå en lang dag med første forsøg med at køre i demonstration med skulpturerne!

Der var en del at blive klogere af i dag. Der er høje fortovskanter inde i parken. Der hænger ledninger fra træ til træ på tværs af alt, og det er betydningsfuldt at vide, når man kommer kørende med flere meget høje skulpturer.

Der er store rødder, som vokser ud af jorden og giver meget ujævne skråninger – som det kan være nødvendigt at forcere, hvis man skal udenom ledningerne i træerne. Der er mange folk i en demonstration, og de går tæt sammen. Og de går meget ivrigt til – til tider i et tempo, der er lige kvikt nok for et ustabilt 3-vognstog med tunge skulpturer! Og så er der alle de dansende regnskovsindianere og Hare Krishnaer.

Vores græsplet blev hugget i dag, for vi var på vandring hele tiden. Først på jagt efter vores demonstration, som gik så hurtigt til, at vi blev tabt allerede kort fra start. Så på jagt efter et godt sted at stå og puste ud og puste røg. Så videre i demonstrationen, som kom tilbage til os på et tidspunkt. Men på trods af mistet græsplet fik vi lige så meget opmærksomhed som altid – alle vil fotografere hele tiden, også demonstranterne, og her til aften blev Lasse interviewet fornemt af en amerikansk TV-mand, som satte stærk lysspot på Frihedsgudinden foran Gaia Home teltet – Ross og Hildur Jacksons sted.

Frihedsgudinden er stadig i et stykke, også der hvor hun er sat sammen med plastik strips. Det er ret utroligt – i ugens løb har hun været udsat for en del: hun er væltet på tagterrassen et par gange, og hun er væltet med vognen, og hun bliver dagligt udsat for massive bump og stød. Og i dag blev hun ovenikøbet interviewet!

Men intet kan slå hende ud! Der er kun tilbage at håbe, at det ikke er et billede på, hvor umuligt det er for os og Topmødet at ændre verden i ny og bæredygtig retning …

Indtryk fra en 8. Vinkel – Hvad Gør Vi?

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

- I am so happy to be here – it is so interesting and it shows the fantastic diversity of life. And you can feel it – people want change! sagde en repræsentant for Brahma Kumaris til mig for lidt siden. Jeg er gået en tur helt ned i den anden ende af parken for at tjekke den del ud. Og ja, sikken diversitet – udover utallige små festivalagtige boder langs stierne med farverigt varesalg og de dansende Hare Krishnaer og flot malede regnskovsindianere og larmende aktioner for fri hash på hele vejen herned, sidder jeg her omgivet af Gaia Education – Global Ecovillage Network, lokale miljøorganisationer og sågar en Conselho federal de psicologia! De vil alle noget godt. Det store spørgsmål er, hvordan man finder en fællesnævner og en fælles kurs for alle disse gode intentioner, så det kan blive et reelt alternativ til det, der foregår i Rio Centro.

Den store fællesdemonstration i morgen er der vist heller ikke enighed om pt. Rygterne går om, at der ikke bare vil være en men flere forskellige. Og nogle kan måske også risikere at blive aggressive pga. de store sociale bevægelser, der er her i landet. Der er særligt to ting, som kan spille ind på graden af vrede og konfrontationslyst – den ene er den planlagte lukning af en favelha, den anden er lukningen af en TV-station, som sendte anti-FN-programmer.

Vi er selv usikre på, hvor meget vi vil kunne deltage i store fællesdemonstrationer sammen med skulpturerne. Rygtet går, at der vil blive opgivet et mødested ved bus eller metro, og det vil i hvert fald ødelægge vores muligheder for at medbringe vogne. Men så bliver vi i parken og snakker med folk – Jens Galschiøt er nu kommet ned til os med frisk energi og er straks blevet interviewet igen og igen i løbet af dagen. Der er nok at sige, og der er heldigvis mange lige omkring, som vil lytte.

Indtryk fra en 9. vinkel – Den Store Demonstrationsdag!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Dagen begyndte lidt problematisk for trods grundig containerovervågning, var den ene skulpturvogn forsvundet, da vi kom ud til Flamengo Park. Men det lykkedes at opspore den – containervagten havde bare lige lånt den til sit arbejde…! Og der var endnu mere opmuntring, for trods al frygt for bøvl med vognene til demoen, var det intet problem at få dem med. Mødestedet var kun 2 km fra parken. Men til gengæld så det ud til regn…

Demoen var præcis ligeså farverig som Flamengo Park – naturmanden var der og holdt sig tæt til Frihedsgudinden, indianerne var der, Hare Krishnaerne var der, og oveni var der fantastiske sambadansere. Der var liv og glade dage og ingen fornemmelse af aggressioner.

Det var svært at vurdere størrelsen af demoen, når man var midt i den, og vi havde også fundet en slags helle, hvor der ikke var så mange lige omkring os – i hvert fald for det meste. Men hvis man stillede sig op på en skulpturvogn, virkede den meget lang til begge sider, og rygtet ville også vide, at da vi var nået halvvejs tilbage til Flamengo Park, havde den bagerste del end ikke forladt mødestedet endnu.

Efter et par timer gjorde vores del af demoen et langt ophold ved en plads ved det store teater, og larmen blev øresønderrivende. 2-3 store vogne med endnu større højtalere parkerede lige omkring os, og der blev skreget ind i mikrofonerne fra alle sider i forsøget på at overdøve hinanden. På dette tidspunkt ændrede demoen sig fra at være fokuseret på Rio+20 til nationale problemstillinger i Brasilien, herunder utilfredshed med uddannelsessystemet og arbejdstagerrettigheder.

Stemningen blev også lidt anderledes, og da der gik en gruppe REDD-modstandere forbi med elefanthuer på, og en kolonne politi- og militærbiler indtog gaden og begyndte at bevæge sig langsomt frem mod os fra begge sider som en sandwich med lydløse, truende blink og let tilgængelige knipler, valgte vi lige så stille at trille væk. Og vi kom hjem i et stykke…

Indtryk fra en 10. vinkel – fra Flamengo Park til Rio Centro!

Camilla Carstensen, FairGreenSolutions

Nu var det tid at vise utilfredshed med en lukket tekst, som slukkede håb, og skulpturerne skulle til Rio Centro. Galschiøt og Co. var derude meget tidligt, så på trods af det massive opbud af militær og politi, som var kaldt ud pga. statsledernes ankomst til topmødet, havde de simpelthen held til at stille vognene op på hver side af indgangen, lige hvor alle delegerede skulle forbi.

Opstillingen fik ligeså stor opmærksomhed som alle andre steder – desværre også fra vagterne, som bad dem om flytte sig. På et tidspunkt var vi bekymrede for, om hele turen derud var spildt pga. en simpel fodfejl – det viste sig, at vi bare skulle have søgt om tilladelse – men vagterne var virkelig venlige og tillod, at skulpturerne blev, hvis de bare blev rykket over på den anden side af gaden under træerne, umiddelbart overfor indgangen.

Lasse fik så meget blod på tanden af al den medgang, at han forsøgte at få Frihedsgudinden med ind i selve bygningen! Et par af vagterne støttede det og gav oveni købet V-tegn og storsmilede, men nogle meter indenfor blev han desværre mødt af en anden vagt med en anden holdning. Trods Lasses argumenter om, at alle andre jo også tog ”a lot of stuff” med ind, gik den ikke: ”This is not just a lot of stuff, this is a very specific object!”, og det var så det.

Imens var Kim og jeg ovre ved den danske stand i Parque do Atletes overfor Rio Centro – Kim skulle holde oplæg ved en side-event om omstillingen fra en oliebaseret til en biobaseret økonomi, arrangeret af Novozymes og Århus Universitet. Og herovre ved Parque do Atletes viste der sig flere uudnyttede muligheder for skulpturerne – en time efter dette arrangement havde 92-gruppen sammesteds arrangeret en side-event i samarbejde med Grundfos for danske deltagere om vejen fremad efter Rio-topmødet, med deltagelse på tværs af sektorer og interesser.

Så optoget blev rullet over gaden for at modtage hele den danske folketingsdelegation lige ved indgangen.

Og nu er topmødet snart slut. I skrivende stund er de sidste stats- og regeringschefer i gang med deres taler ude i Rio Centro. Himmelen er grå, og det småregner, vi ved ikke helt, hvad vi skal synes om det hele, og hvor og hvordan vi skal tage fat fremover. Vi har en enkelt event tilbage, nemlig Ida Aukens besøg hos Flamengo Park i eftermiddag – måske vi kan finde gensidig inspiration ved den lejlighed? Men den historie får I først i morgen.

Januar

Ved Lasse Markus

Såning af et frø: Sidder på Galschiøts værksted og scanner billeder da Jens G nævner, at der er Rio(plus)20 konference i juni. Han gør det hurtigt klart, at han faktisk ikke har tid til at tage dertil - og OSR-TVs kameramand Niller har det på samme måde.

Men frøet er blevet lagt og vi er alle pinligt bevidste om vigtigheden af Rio-topmødet om bæredygtig udvikling. Topmødet markerer 20 året for det første topmøde om bæredygtig udvikling, Rio92, og til Rio(plus)20 skal man bl.a. evaluere og følge op på de flotte løfter om en bæredygtig verden der dengang blev givet. Men verden er ikke et mere bæredygtigt sted end den var i 1992 – tværtimod bevæger vi os bogstaveligt talt mod ukontrollable og selvforstærkende klimaforandringer, hvilket er noget dommedagsprofetisk og uforståeligt men ikke mindst skræmmende rigtigt. Miljøet har det i øvrigt ikke meget bedre.

Rio92 udgør på en måde afslutningen på en epoke, og fra AIDOHs synspunkt har det lagt grund for adskillige skulpturer og happeninger. Ikke mindst på COP15 i København hvor undertegnede arbejdede som projektleder på Galschiøts SevenMeters.net-projekt som tog Kbh. med storm - så der er rigeligt at bygge videre på. Og det står klart at vi for relativt få ressourcer kan få topmødet og bæredygtighed på den danske dagsorden og gøre vores for at hjælpe til at vores børn får samme muligheder for at leve deres liv som vi har i dag.

Februar -

Et hårdt forår: Nej, vi kan sku ikke spilde muligheden. Vi giver håndslag på at give Rio(plus)20 en chance, hvis vi i øvrigt kan skaffe penge til at gennemføre projektet.

Sammen bliver der tænkt stort, drømt og diskuteret. Og efter en tid ligger der en projektbeskrivelse og et budget klart. Vi afsøger mulighederne og ansøger bl.a. Fonden Roskilde Festival, Oticon fonden og Himmelblå fonden om penge, og vi snakker med masser af NGOer om deres planer og mulighed for at lave et fælles projekt. Desuden hjælper projektets – og vores - nye venner Camilla og Kim Carstensen med at slå et slag for projektet, og de holder lovende møder med kontakter fra Rockefeller fonden og Veluxfonden i New York.

Men lige meget hjælper det – fondene giver (meget sene) afslag, NGOerne synes godt om projektet, men kan ikke støtte det og tiden nærmer sig faretruende vores deadline for, hvornår projektet senest kan sættes i gang. Og da jeg ansøger, og får, en halvårig stilling i Ægypten afskriver jeg Rio.

Februar -

Et hårdt forår: Nej, vi kan sku ikke spilde muligheden. Vi giver håndslag på at give Rio(plus)20 en chance, hvis vi i øvrigt kan skaffe penge til at gennemføre projektet.

Sammen bliver der tænkt stort, drømt og diskuteret. Og efter en tid ligger der en projektbeskrivelse og et budget klart. Vi afsøger mulighederne og ansøger bl.a. Fonden Roskilde Festival, Oticon fonden og Himmelblå fonden om penge, og vi snakker med masser af NGOer om deres planer og mulighed for at lave et fælles projekt. Desuden hjælper projektets – og vores - nye venner Camilla og Kim Carstensen med at slå et slag for projektet, og de holder lovende møder med kontakter fra Rockefeller fonden og Veluxfonden i New York.

Men lige meget hjælper det – fonderne giver (meget sene) afslag, NGOerne synes godt om projektet, men kan ikke støtte det og tiden nærmer sig faretruende vores deadline for, hvornår projektet senest kan sættes i gang. Og da jeg ansøger, og får, en halvårig stilling i Ægypten afskriver jeg Rio.

April 1

Men.... Halvanden uge inden mit nye job starter, kommer meddelelsen så om at 92-Gruppen har indvilliget i at stille penge til rådighed, så vi kan sende skulpturerne til Rio i container. Dilemma, dilemma.

Jeg bruger de næste dage på at granske mit sind. Skal den stå på Ægypten, job og løn i ½ år eller frivilligt arbejde og fattigdom i Rio? I sidste ende står det klart, at jeg ikke kan sidde i Ægypten, og se det projekt, vi har arbejdet så hårdt for, løbe af staben uden selv at være med – og nogen skal jo prøve at redde den verden... (og det er jo monster spændende og sjovt).

Vi går i gang på et budget, der ligger på under en tiendedel af hvad vi havde håbet på. Men vi er fulde af optimisme og forventninger og glade for støtten. Der bliver lagt planer og skabt kontakter, og vi planlægger at fylde den container, der er omdrejningspunktet for projektet i Rio, med grej og skulpturer.

April 2

Aflysning i 11.time En af de absolut største udfordringer er containeren. Det viser sig at Brasilien sammen med Rusland holder 1.pladsen i protektionisme og besværlige regler der umuliggør import og eksport. Det lykkes dog med hjælp fra den danske ambassade i Brasilien at få papirer og alting i orden, og da jeg tirsdag sidder og oversætter pakkelisten til containeren, der skal af sted med sidste skib onsdag, får jeg øje på noget.

Det viser sig nemlig at import/eksport-afgifterne ikke er ca. 10.000 kroner men 10.000 US Dollars.

Krisemøde med Jens G, og det tager ikke mange sekunder at konkludere, at det ikke er økonomisk forsvarligt at sende containeren til Rio. Også selvom Jens allerede står til at financiere størstedelen af projektet af egen lomme.

Vi ringer rundt og fortæller den kedelige nyhed. Og på bedste Disney vis finder Kim og Camilla faktisk 10.000 ekstra til at støtte til projektet med, og samme aften ringer vores kameramand og siger, at han vil give 20.000 så vi kan komme af sted! (det er den dag i dag usikkert om det var en æv-bajer og sentimentalitet der fik ham til det – men smukt var det).

Men slaget er slået, datoen er overskredet og trods de flotte tilbud om støtte, holder økonomien simpelthen ikke.

Samme gælder i øvrigt for den private ditto. Nedtur at have sagt nej til et job i en krisetid for et nu aflyst projekt. Røvtur er faktisk et bedre ord. Vi gør det eneste rigtige og bruger hele tirsdagen i kollektiv depri-mode i forskellige dele af landet.

Maj 1

Fugl Føniks. Men for kreative hoveder er den slags nedture heldigvis kort. Og da vi har været gnavne i et døgns tid er det igen tid til beslutninger.

Hele værkstedet har knoklet røven ud af b....... for at forberede containeren og alt er jo klart.

Sgu, vi sender indholdet til folkemødet på Bornholm som allerede havde en mindre rolle i projektet. Og så laver vi en mindre udgave af projektet i Rio. Tager simpelthen skulpturerne med i rygsækken til Rio og bruger container-ressourcerne til at købe det fornødne og tunge grej ind i Rio.

I sidste ende lykkedes det faktisk at definere et projekt, der på mange måder er endnu bedre end det gamle. Planen er nu at tage folkemødet med storm – og det er jo den danske opmærksomhed omkring bæredygtig udvikling der skal boostes.

At Rio-delen bliver mindre er ganske vist brandærgerligt, men vi slipper også for en usikker containertransport, der pga. vejrforhold og griske toldere kunne forplumre hele projektet. Desuden fik jeg i går en mail om at vi desværre ikke kunne have en container på den ønskede plads.

Jeg er ikke religiøs – og det er måske netop derfor Gud prøver dette projekt så meget. Det er efterhånden hverdag at se projektet blive aflyst hvorefter det alligevel bliver til noget.

For eksempel får vi mirakuløst de to sidste betalelige flybilletter på et vigtigt fly. Og 3 dage før jeg skal af sted finder jeg ud af hvorfor der står på etiketterne til afløbsrens, at det ikke skal i øjet.

Så da jeg i slut maj skal til Rio er det med lægeordineret klap for øjet. I disse pirattider, hvor kapringer er en frygtet realitet, er det svært at finde en passende grimasse, da jeg går gennem flyets gang med piratklappen for øjet. Jeg er vel vidende om, at en hvilken som helst noia-passager til enhver en tid kan kaste sig over mig i den tro, at han redder 300 liv - og ikke mindst sig selv - fra den trussel, jeg sandsynligvis udgør. Jeg sender en kærlig tanke til de kære muslimer, der nok har den følelse temmelig tit - og til alt held forløber flyturen, som den skal.