Til læserbrevsredaktionen,

Åbent brev til politimesteren i Odense

 

 

Odense, 14. november 1997.

 

 

Kære politimester!

I 1996 gav du mig Ungdommens gejst og glædes pris i samarbejde med Korsløkke Ungdomsskole. Begrundelse var at mine kunstinstallationer og happeninger aktiverede bl.a. unge til at tage del i sam­fundsdebatten. - Tak for det.

Som du nok ved har jeg netop haft et samarbejde med 500 gymnasieelever fra Tornbjerg Gymna­si­um, hvor vi opstillede en korspark på Engen bestående af 2500 trækors med elevernes udsagn om foru­rening. Korsparken som fyldte hele Engen var meget smuk. Installationen bragte de vidtstrakte krigs­kirkegårde fra krigen i erindring. Den var en kraftig visualisering om foru­re­nin­gens truende kata­stro­fer.

Vi havde brugt flere måneder til at forberede korsparken.

Korsparken blev mandag den 10. november rejst af 500 elever og lærere fra Tornbjerg. Det var  menin­gen at installationen skulle blive stående til den 19. november. Men næppe havde korsene stået der et døgn, før ukendte gerningsmænd, uvist af hvilken grund, natten til onsdag rev alle korse­ne op og samlede dem i fire bunker på Engen.

De unges umiddelbare reaktion på det organiserede og nøje planlagte hærværk var “De har under­trykt vores ytrings­fri­hed. Hær­vær­ket har ødelagt det værk som vi har lagt både sjæl og kræfter i!” De opfatte­de det som en mang­len­de respekt for deres indsats - for deres meninger og holdninger. Eleverne følte af­magt.

Hærværket har ødelagt elevernes muligheder for at komme ud med deres synspunkter. Syns­punk­ter som ikke kan komme ud risikerer let at gro fast som indestængt aggression. De inde­stæng­te aggres­sioner i samfundet danner grobund for en følelse af afmagt som i sidste ende kan udarte til vold. Når ytringsfriheden undertrykkes tilføjes der yderligere et par vindinger til den volds­spiral vi i de senere år har været vidne til.

Jeg betragter det som en forbrydelse mod elevernes udsagn og deres ytringsfrihed. At tage ytrings­fri­heden fra 500 unge mennesker ved at fjerne deres udsagn i ly af natten er en lige så stor for­bry­del­se som at stjæle penge fra Arbejdernes Landsbank . Måske er forbrydelsen i virkeligheden endnu stør­re i og med at den blokerer for vores kommunikation, vores vigtigste redskab i et demokratisk sam­fund til at forebygge vold og afmagt. Jeg formoder at du er enig med mig i disse synspunkter og at det bl.a. var det der var baggrunden for at du var med til at give mig Ungdommes gejst og glædes pris.

Bente Dalgård FS beskrev elevernes opsætning af korsparken således: “Den vestlige verdens ulti­ma­tive symbol på håb og død blev banket ned i plænen.” Eleverne havde glædet sig til at vise værket frem, og efter den forbryderiske vandalisme var en elevs umiddelbare kommentar: “Jeg er næsten mest ked af at min mormor ikke nåede at se det”. De ønskede at vise deres værk frem, at vise at også de har en holdning til samfundet og forureningen, men fik frataget den mulighed.

Man spørger sig selv, hvem der tillader sig at træde ytringsfriheden under fode på denne forbry­de­ri­ske måde. Jeg formoder du ser alvoren i denne sag og får dine medarbejdere til at prioritere efter­forsk­ningen højt.

 

 

Venlig hilsen

Jens Galschiøt