Skamstøtten i
Berlin
Til minde om massemord og anti-humanisme 1933-1945
Indhold:
Et skulpturelt opråb
ide
Den gyldne platform
Symbolikken
Baggrund
Historiske overvejelser
En 'husker' i historien
Første gang i Hong Kong
Opstilling mod massakrer
Ophavsmanden
Største kunsthappening i Europa
Fokus på dobbeltmoral
Yderligere oplysninger
Den 4. juni 1997 blev der rejst en Skamstøtte i Hong Kong. Dermed havde den danske billedhugger Jens Galschiøt sat en kunstmanifestation i gang som er ved at brede sig ud over jordkloden. Ca. én gang årligt opstilles en Skamstøtte for at markere et groft overgreb mod humanismen. Støtten er en otte meter høj mørk skulptur bygget op af over 50 smerteligt forvredne menneskekroppe.
Monumenter af den kaliber rejses normalt til minde om ’heltegerninger'. Men her sættes skulpturen ind for at fastholde erindringen om en skændselsgerning som aldrig må gentage sig. Skamstøtten er en slags Overgrebenes Nobelpris.
Den næste Skamstøtte rejses på et centralt sted i Berlin som et monument over ofrene for den nazistiske terror, en terror som kulminerede i den systematiserede, industrielle masseudryddelse af mennesker. Vi satser på at opstille skulpturen i 2002.
Skulpturen er skabt af Jens Galschiøt. Den opstilles på et fundament af bronze som er blevet skabt af overlevende kz-fanger (og fanger fra andre interneringssteder), ved at de har indgraveret ca. 10 millioner streger. Stregerne symboliserer deres myrdede medfanger og andre ofre for masseudryddelsen. Erindringen om ofrene bliver således en integreret del af mindesmærket.
Skamstøtten skal ikke ses som et indlæg i den stående diskussion om et officielt holocaust-monument, men som et personligt udsagn fra en kunstner i tæt samarbejde med de overlevende ofre. Vi opstiller med andre ord skulpturen inden for rammerne for vor egen dagsorden. Den bliver et mindesmærke for alle offergrupper: jøder, sigøjnere, tvangsarbejdere, Jehovas vidner, homoseksuelle, politiske fanger osv.
Skamstøtten placeres på en kvadratisk platform som måler 10 x 10 m. Platformen dækkes fuldstændigt med gyldne bronzeplader. Ned i disse ætses 10 millioner streger, én for hvert af ofrene for masseudryddelsen. Stregerne optræder i grupper på fem, 4 på række og en på tværs, lige som dem man bruger når man vil tælle noget op. Disse streger vil fylde platformens areal helt ud.
Overlevende fra dødslejrene tegner de mange millioner streger på store ark som ved en fotografisk proces overføres til bronzepladerne. På denne måde nærmest mejsler de deres medfangers skæbne ned i pladen, som et vidnesbyrd fra historiens dyb som på denne måde videregives til fremtidens børn. Hver af de tidligere fanger ’underskriver’ med fangenummeret, navnet på kz-lejren og det symbol den pågældende bar i lejren, på jakken eller brændemærket på huden (symboler som markerede de forskellige kategorier: jøder, sigøjnere, homoseksuelle osv.). Stregernes monotoni bliver kun afbrudt af disse ’underskrifter’.
På hvert ark er der plads til 10.000 streger. Det kan være en vanskelig opgave at sætte så mange streger, hvis man har et svigtende helbred eller stive fingre. Men arbejdet kan gøres overkommeligt, ved at den tidligere kz-fange udfylder arket sammen med en yngre person, f.eks. et familiemedlem. Netop det at gamle og unge udfører arbejdet sammen indeholder en stærk symbolværdi. Derved bliver det understreget at erfaringerne fra fortiden gives videre til de yngre generationer.
Monumentets symbolik kan tolkes på utallige måder, alt efter den enkelte beskuers forudsætninger. Her er nogle bud på mulige tolkninger:
Platformens og stregernes symbolik
Den store gyldne bronzeplatform vil fremmane forestillingen om en gravplads, et helligt sted med historisk reference.
Selve planlægningen af indgraveringen af stregerne bringer en uhyggelig symbolik for dagen. En elementær beregning viser, at hvis der kan indgraveres én streg i sekundet, vil opgaven tage ca. syv uger, hvis en person arbejder uden afbrydelse, dag og nat. Så for at gennemføre opgaven inden for en overskuelig tidsramme er det nødvendigt omhyggeligt at organisere og systematisere arbejdet, lige som det var tilfældet med den opgave som stregerne symboliserer: tilintetgørelsen af 10 millioner mennesker.
Navnene på kz-lejrene sætter adresser på stregerne, og forankrer dermed massemordene geografisk.
Når Skamstøtten stilles på den gyldne platform med de 10 millioner optællingsstreger, knyttes der en direkte forbindelse imellem ofrene og skulpturen.
Ved at lade tidligere kz-fanger indgravere stregerne bygges en direkte bro fra fortidens udryddelseslejrene til dette nutidige mindesmærke over ofrene.
De overlevende mejsler næsten i ordets bogstavelige betydning erindringen om deres medfangers skæbne. For hver streg vil der symbolsk komme til at stå Vi glemmer dig ikke!
De mange millioner streger visualiserer på én gang det ufattelige antal af døde og den kyniske og industrielle måde hvorpå masseudryddelsen var sat i system: én streg for hver ’veludført’ tilintetgørelse, som om det var en optælling af kartofler.
Fangenummeret og symbolet som afbryder stregernes monotoni sætter på en gang fokus på et enkelt individs skæbne og udtrykker den kyniske kategorisering og nummerering af mennesker, som var det kreaturer.
Når den der ridser stregerne underskriver med fangenummer og symbol, kommer det til at fremstå som et autentisk vidnesbyrd fra et øjenvidne som selv har oplevet barbariet på egen krop.
Skulpturens symbolik
Ved at opstille Skamstøtten som monument for Nazi-tidens masseudryddelse, inddrager vi vor egen kulturkreds i den kæde af forbrydelser mod humanismen som skulpturen skal repræsentere. Afskyen og den negative kraft fra denne kolossale forbrydelse bruges dermed offensivt til at minde os om hvad fravalg af moral og anstændighed kan føre til.
Når Skamstøtten opstilles i et netværk af skulpturer for at markere overgreb rundt omkring på kloden, kædes tilsyneladende helt forskellige begivenheder sammen. F.eks. udtrykker skulpturen symbolsk, at de mekanismer der i Tyskland førte til oppiskning af et ubændigt had mod visse grupper med massemord til følge, har meget tilfælles med de mekanismer som på Balkan har ført til massakrer og etnisk udrensning.
Ved hver opstilling bliver skulpturen opladet med nye symbolværdier. I Hong Kong blev skulpturen et symbol på kampen for de borgerlige frihedsrettigheder. Opstillingen i Berlin føjer endnu et symbol til: menneskeforagt og den kynisk planlagte industrielle masseudryddelse, begrundet i videnskabens og rationalitetens logik.
Ved at gøre Skamstøtten til et symbol på masseudryddelsen bruger vi vor egen civilisations største forbrydelse til at minde om hvor langt civiliserede mennesker kan være parate til at gå i videnskabens og rationalitetens navn. Når en civilisation vælger at give køb på det humanistiske menneskesyn, fører det uvægerligt til afstumpethed og moralsk fordærv.
Skulpturens opbygning af forvredne menneskekroppe, symboliserer fornedrelsen, dekvalificeringen og manglen på respekt for det enkelte menneskelige individ.
Skamstøttens arkitektur med menneskekroppe der er sammenpresset i en trekant leder tankerne hen på det syn som mødte beskueren når gaskamrene blev åbnet efter en gasning. Da lå ligene nogle gange på denne måde, presset sammen i det ene hjørne hvor der var et hul som ofrene troede man kunne trække vejret igennem. Alle prøvede at komme op til hullet for at få luft.
Nazi-regimets masseudryddelse af uønskede individer fremstår som den største forbrydelse i menneskehedens historie - en forbrydelse som er unik i kraft af sin organiserede, industrielle planlægning. Det er en forbrydelse som fremtræder som et produkt af den europæiske civilisation, og som havde sit udspring i Europas hjerte. Planlægningen og organiseringen udgik fra Tyskland, et land som blev anset for højt civiliseret og som havde frembragt nogle af de mest betydelige skikkelser i Europas åndshistorie: komponister, digtere, filosoffer osv. Det var i dette centrum for europæisk kultur og humanisme at vor Indre Svinehund fandt føde og udklækkedes som en dæmon, som med forbløffende fart voksede sig stor og mægtig. Resultatet blev en forbrydelse uden fortilfælde, en forbrydelse som kom til at chokere samtiden og især eftertiden.
Det var en dæmon
som søgte - og i stor udstrækning nåede - sine mål i kraft af en djævelsk blanding af det emotionelle og det rationelle: oppiskning af et ubændigt had som blev instrumentaliseret gennem en iskold kalkule på et rationelt, videnskabeligt grundlag.
som fandt genklang i det tyske folk og vakte beundring i brede kredse i det øvrige Europa.
som mente på videnskabeligt grundlag at kunne sortere mennesker i A-, B- og C-individer. Den ’forskning’ som lå til grund for sorteringen nød stor anseelse, også i andre lande, hvor den dannede grundlag for en racehygiejnisk praksis, f.eks. tvangssterilisering af afvigere. Denne praksis blev i samtiden anset for ’progressiv’.
som mente at menneskeheden kun skulle bestå af de genetisk rene og stærke, mens de andre blev betragtet som affald, med mindre de kunne anvendes til medicinske forsøg.
som på rationalitetens og videnskabens grundlag opbyggede en masseudryddelsesmaskine der skulle udrense Europa genetisk - et stykke ’ingeniørkunst’ som formåede at tilintetgøre 10 millioner mennesker.
som fik opbygget en indoktrinerings- og propaganda-maskine af uhyrlige dimensioner. Maskinen udspyede en hadefuld agitation, som med den tyske socialdemokrat Kurt Schuhmachers ord var ’en permanent appel til den indre svinehund i mennesket’. Størstedelen af befolkningen blev hjernevasket til at betragte visse grupper som folkefjender og skadedyr, der nådeløst skulle bekæmpes.
som v.hj.a. et frygtindgydende terror-apparat fik skræmt mindretallet af rettænkende humanister, så de ikke turde gøre indsigelse mod overgrebene.
som voksede sig stærk, fordi alt for mange, både i og uden for Tyskland, forsømte at bekæmpe den i tide, mens det endnu kunne gøres uden særlige omkostninger.
Den europæiske civilisation bygger på den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab. Civilisationens grundlag er humanismen, men den bærer også sin modpol i sig. Det er denne antihumane kim som i nazismens skikkelse kom til fuld udfoldelse.
Derfor skal Skamstøtten opstilles i Berlin, Europas nye hjerte, for at minde os om at vores dæmoniske side, den Indre Svinehund, aldrig må tage overhånd igen, så den tager magten over hele befolkninger.
Både blandt faghistorikere og lægfolk findes der to hovedretninger i vurderingen af årsagerne til masseudryddelsen under nazismen. Den ene anskuer mellemkrigstidens udvikling i Tyskland som en undtagelse – en unormal afvigelse i Europas generelle udvikling i retning mod demokrati og større humanitet. Afvigelsen beror angiveligt på en helt speciel tysk tradition, og måske også på den særegne tyske folkesjæl (karakteriseret ved egenskaber som herrefolksmentalitet, aggressivitet, blind lydighed og autoritetstro), som dermed får hele skylden for tragedien.
Den anden hovedretning ser udviklingen i Tyskland som kulminationen af en generel tendens i samtiden i retning mod totalitære styreformer. Rundt omkring i Europa skød totalitære regimer op som paddehatte - regimer som mere eller mindre markant byggede på fascistisk ideologi. Selv i tilsyneladende rodfæstede demokratier fik autoritære og fascistiske bevægelser vind i seglene. I flere lande med solid demokratisk tradition var der i brede kredse af befolkningen en ikke ringe sympati - eller ligefrem beundring - for de nye autoritære regimers effektivitet m.h.t. at organisere tilsyneladende harmoniske og velordnede samfund.
Spørgsmålet har i årtier givet anledning til lidenskabelig diskussion. Bølgerne går højt, ikke kun blandt faghistorikere, men også i den offentlige debat. Det skyldes utvivlsomt en fornemmelse af at tolkningen af fortiden har stærke implikationer for vores håndtering af nutiden. Vurderingen af årsagerne til masseudryddelsen er uløseligt forbundet med spørgsmålet om ansvar og skyld, og dermed spørgsmålet: hvem skal lære hvad af historien?
Tilhængerne af sidstnævnte tese (Tysklands historie set som normalitet) beskyldes undertiden for at ville ’relativere’ massemordet og benægte dets enestående karakter og derved ødelægge muligheden for at nutiden kan lære af historien. I modsætning hertil mener kunstneren, at drage lære af historien kan man kun ved at erkende de alment menneskelige svagheder som muliggjorde barbariet og dermed påtage sig sin del af det fælles ansvar. Derimod vil en forklaringsmodel som tager udgangspunkt i den særegne tyske folkesjæl, ikke engang for tyskerne selv, være et brugbart grundlag for at drage lære af historien.
Historien om masseudryddelsen har på én gang almene og specifikke træk. De psykologiske mekanismer som førte frem til den uhyrlige forbrydelse er alment menneskelige, men den konkrete udførelse blev organiseret af tyske ledere med bred støtte i den tyske befolkning. Den tyske nation kan derfor ikke unddrage sig sit særlige ansvar.
Denne måde at anskue masseudryddelsen på, indebærer det at Skamstøtten sættes ind som en civilisationskritik, så læren af katastrofen føres op til i dag. Hvis ikke vi som medlemmer af den europæiske civilisation tager ansvar for vores Indre Svinehund, kan det få skæbnesvangre konsekvenser for fremtidens valg. Vi må indse, at hvis vi slipper visse tendenser i vor psyke løs og giver næring til vor Indre Svinehund, kan det ende med en ny katastrofe. Kun ved at tage ansvaret for fortiden kan vi forpligte os på fremtiden.
Vor erindring bliver stadig kortere fordi vores bevidsthed overbebyrdes af mediernes uafladelige informationsstrøm. Liglugten og døden er forduftet så snart billederne er flimret væk. Her er det Skamstøttens opgave at fastholde erindringen om overgrebet og dets ofre - at fungere som en ’husker’ i historien.
Netop i kraft af at skulpturen indgår i et verdensomspændende netværk af lignende skulpturer, lades den med en meget stærk symbolik som gør det svært at fortrænge de overgreb, den skal symbolisere.
I november 1996 blev den første Skamstøtte præsenteret for verdensoffentligheden. Det skete på FAOs topmøde i Rom, hvor den kom til at fungere som et symbol på konferencen for NGOer (Non Government Organizations).
Den 4. juni ’97 blev projektet sat i gang. Det skete da 55.000 mennesker samledes i Victoria Park i Hong Kong for med tændte stearinlys at mindes massakren i Beijing i ’89. Her var Skamstøtten midtpunktet for højtideligheden. Herefter opstilledes den på skift på alle syv universiteter, indtil den 4. juni ’98, hvor den igen dannede midtpunkt for højtideligheden i Victoria Park. Efter årelangt tovtrækkeri med myndighederne ser det nu ud til at Skamstøtten endelig har fundet ’hvile’ på Hong Kong Universitet.
Åben anklage mod regimet
Ved at opstille Skamstøtten i Hong Kong lige før genforeningen med Kina 1. juli, er det lykkedes at få den anbragt på kinesisk territorium. Her står skulpturen en som en åben anklage mod de gamle mænds regime i Beijing. Den er med til at afprøve magthavernes løfter om at respektere menneskerettighederne og ytringsfriheden i Hong Kong.
Den anden Skamstøtte blev opstillet Mexico i foråret 1999 som en anklage mod regeringens håndtering af konflikten med den indfødte befolkning. Denne konflikt fik en uhyggelig aktualitet den 22. december 1997, da 45 mennesker blev dræbt i landsbyen Acteal ved en koldblodig massakre.
I foråret 2000 opstillede vi en Skamstøtte i Brasilien for at markere en massakre mod jordløse landarbejdere.
Skamstøtten er skabt af den danske billedhugger Jens Galschiøt. Han er født 1954 og bor i Odense med sin kone og tre børn. Har udstillet i Danmark, Grønland, Belgien, Brasilien, England, Frankrig, Italien, Kina, Mexico, Schweiz, Spanien, Tjekkiet og Tyskland. Galschiøt sætter sin kunst ind til forsvar for vort samfunds etiske værdigrundlag, uden skelen til politiske, religiøse og økonomiske interesser.
Kunstneren finansierer selv sine kunst-manifestationer ved salg af sine ’konventionelle’ skulpturer i kobber og bronze. Desuden støttes han i begrænset omfang af filantropiske fonde.
Projekterne udføres ved hjælp af ulønnet arbejdskraft. Den frivillige indsats understreger vort fælles ansvar for klodens sociale og økologiske udvikling. Dette ansvar skal ikke kun overlades til politikere, eksperter, kunstnere etc.
Største kunsthappening i Europa
Sådan beskrev pressen Min Indre Svinehund som Galschiøt gennemførte i ’93. I 20 storbyer blev der uden myndighedernes vidende opstillet en skulptur af et svin i menneskeklæder som symbol på den stigende racisme.
Galschiøt har ofte været akkrediteret som NGO på internationale konferencer, bl.a. på FNs sociale topmøde i København ’95. Her arrangerede han happeningen Den Stille Død for at sætte fokus på den rige verdens dobbeltmoral. Vi betragter individets ret til livet som ukrænkeligt samtidig med at vi tillader en global ubalance som hvert år har millioner af børn som ofre.
750 børnedukker (i alt 15 t) blev ophængt i det offentlige rum og der blev uddelt 13.000.000 ’værdibeviser', ét for hvert barn som hvert år dør af sult og let helbredelige sygdomme.
samt en masse billeder kan findes på vores Internet-side: www.aidoh.dk
eller hos
Jens Galschiøt
Banevænget 22 - 5270 Odense N
Tlf.: 6618 4058 - Privat: 6614 4038
Fax: 6618 4158
E-mail: aidoh@aidoh.dk
eller hos
international sekretær Vagn Frausing
Privat tlf.: 6615 4506
