Peder Søegaard var kz-fange under krigen. Nu bidrager han sammen med 1.000 andre tidligere kz-fanger fra hele verden til at rejse en Skamstøtte i Berlin.

Det kommer til at tage op imod 2.000 timer at sætte en streg for hvert menneske, som omkom under Hitlers udryddelsesprogram.

Som en af de danske overlevende fra Hitler-Tysklands koncentrationslejre er Peder Søegaard med til at sætte disse streger. Stregerne er en del af den Skam-støtte over det nazistiske regime, som den danske billedhugger Jens Galschiøt vil rejse i Berlin, snarest muligt.

I dag er Peder Søegaard 82 år. “Snart 83,” siger han, men retter straks sig selv: ”I min alder kan man ikke længere tage den næste fødselsdag som en selvfølge.” Som læge ved han, hvad han taler om og ser uden ironi på intervieweren, som selv havde gættet ham 10 år yngre.

Under krigen arbejdede Peder Søegaard som medlem af De danske Studenter med tryk-ning af det illegale blad, Frit Danmark. I 1943 blev han arresteret af tyskerne og efter tre måneder i Vestre Fængsel sendt til kz-lejren Sachsenhausen ved Berlin, hvor han var fange indtil afslutningen af krigen. Han fik på den måde en meget stærk og personlig oplevelse af Hitlers udryddelsesmaskine.

“Selv om forbrydelser har eksisteret lige så længe, der har været magtmennesker til, så var nazisternes ugerninger noget ganske enestående. For det var den hidtil mest gennem-før-te industrialisering af politiske forbrydelser, vi har oplevet. Auschwitz var mord på samlebånd, og i de andre lejre foregik en lige så systema-tisk udsultning og udmattelse af fangerne med utallige dødsfald til følge.”

Selv mener Peder Søegaard, at han kun overlevede opholdet, fordi der blevet sendt Røde Kors-pakker med fødevarer. Alligevel var han stærkt udhungret, da befrielsen endelig kom.

Han mener, at der fortsat er behov for at fastholde erindringen om nazisternes uhyrlig--he-der. At rejse en Skamstøtte i Berlin vil minde verden om de mindst 10 millioner menne-sker, der blev systematisk udryddet. Ikke blot jøder, men også sigøjnere, homoseksuelle, slaviske østeuropæere samt regimets modstandere i bred forstand.

Den tyske stat har nu besluttet sig for at rejse et monument over de mange millioner jø-der, som blev myrdet af nazisterne. Og det er kun ret og rimeligt, at sådan et monu-ment rejses, mener Peder Søegaard. Men fordi den tyske stats monument alene skal mindes de jødiske ofre, er der så meget mere brug for Skam-støtten, som vil erindre ikke blot om jøderne, men også om alle andre grupper og folkeslag, som blev ofre for nazisternes racis-me.

“I dag, hvor man i tankeløshed sammenligner alt muligt med en koncen-tra-tions-lejr, er der behov for at huske på, hvor uhyrligt det virkelig var,” siger han.

Hans bidrag til Skamstøtten i Berlin er at sætte 10.000 streger til minde om 10.000 omkomne medfanger. Stregerne sættes på et stort papirark, som derefter via fototeknik overføres til en kobberplade. Pladen signerer Peder Søegaard med sit fangenummer fra Sachsenhausen. 10.000 streger er mange, når man sætter hver streg med hånden. Men Peder Søegaard fordelte arbejdet over to dage. Pladen er opdelt i 20 felter med 500 streger i hvert. “Det tager 5 minutter at udfylde et felt, og hvis man nøjes med et felt ad gangen og foretager sig noget andet ind imellem, kan man i ro og mag gøre arbejdet uden at få krampe i hånden,” siger han. I alt 1.000 sådanne kobberplader skal indgå i monumentet i Berlin for at erindre om de flere end 10 millioner mennesker, der omkom som ofre for Hitlers udryd-del-ses-program. Der bliver en streg for hver af de omkomne.

Peder Søegaard er den første, som har gjort en plade færdig. Hvornår den sidste plade er fyldt med minde-streger, er det ikke til at overskue endnu. For det er en del af ideen, at over-levende koncentrationslejrfanger fra hele verden skal deltage i projektet. Foreløbig har tyske og norske kz-organisationer taget godt imod ideen. Og ikke mindst sigøj-ner-orga-nisationer i Europa og USA har været meget positive for at deltage i, hvad de betrag-ter som et led i rehabiliteringen af deres folk.

Efterhånden er der gået så mange år siden krigen, at de overlevende fra lejrene falder fra en efter en på grund af alder. Blandt de flere hundrede overlevende danskere fra Sach-sen-hausen er der i dag kun et halvt hundrede tilbage. Og kun hos de færreste er hel-bre-det godt. Derfor mener Peder Søegaard, at det ville frem-me færdig-gørelsen af de man-ge plader, hvis nogle yngre hjælpere kunne kla-re nogle praktiske ting med at instru-e-re og bringe de uhåndterlige ark på post-huset.