De grønne billeder

-Arne Gregersen

Til eksistentialister på Strynø hovedindex

Hvad skal man gøre, hvis tilværelsen er meningsløs?

Hvis alt det affald vi omhyggeligt sorterer alligevel bliver kørt samme sted hen og behandlet ens - smidt i havet, brændt, gravet ned, sendt ud i rummet eller knust til atomer og omdannet til pølse?

På tredje dag opstanden….

Hvis vi i sidste ende, trods alle behjertede forsøg på at være gode og lovlydige, havner i Fandens store kødhakke- og benknusermaskine, tænders gnidsel, bål og brand?

Skal vi trods det fortsætte med at sortere, - og i sidste ende spise pølsen?

Der er ikke facitliste til den slags spørgsmål, - og selvom der var, kunne den ikke bruges, for den ville næppe accepteres af alle. Det kunne jo være, de tog fejl - dem der lavede listen. Og selvom den var korrekt, - så kunne det være man ikke selv var overbevist. Og selvom man troede den var korrekt, - så kunne det være man tog fejl selv. Og selvom man var overbevist om det modsatte, - så kunne det jo være, at man blev ved med at leve og foretage sig det, man plejer - bare fordi man er sammen med nogle mennesker, man holder af. Og det er jo ikke sikkert, de har opdaget, at tilværelsen er meningsløs. Og selvom……

Hvad skal man gøre, hvis tilværelsen er meningsløs?

Der er så mange spørgsmål. Hvem sidder der bag skærmen?.

Den stakkels Jens Vejmand, der muligvis aldrig har eksisteret, men som ikke desto mindre vil tilbringe århundreder bag skærmen, i klude svøbt og alt det dér. Havde han været medlem af en A-kasse, havde vi aldrig hørt om ham - eller sunget for den sags skyld.

Og hvad med Sisyfos, der måtte ende sine dage uden at nå sit mål? Han opdagede aldrig, at hans arbejde var dømt til at mislykkes og mistede aldrig troen på hensigten med sit liv. Vi andre kan se, at projektet var håbløst, - men kan samtidig konstatere, at han var målrettet, ikke blot til sine dages ende, - men vil være det, så længe hans historie bliver fortalt.

Det afgørende er ikke kendsgerninger, men vores opfattelse af dem. Når alt kommer til alt - og det gør det, trods alt - så må der en erkendelse bag en kendsgerning for at give den liv. Hvis der ikke er en fod i skoen, så går den bare ikke. Og hvis en papegøje påstår den kan tale, - så det garanteret bare noget, den siger. Og det bolsje, der ligger i vindueskarmen er der noget galt med, - det er i hvert fald ikke sødt.

Der er mennesker, der kan få byttet sig frem til en pose rådne æbler i stedet for en hest - og endda være tilfredse med det gode bytte. Og der er konen i muddergrøften, som uden tvivl ville finde fejl ved hesten - uden derfor at savne sine rådne æbler. (Og som - gudskelov for dén retfærdighed - må leve uden det privilegium dét er: at savne).

At finde fejl ved hesten er som at finde dem ved næsten. Det er nemmere end at finde dem hos sig selv som skrevet står: bjælken i dit eget øje ser du ikke, - men splinten i din næstes. Netop forholdet mellem én selv og næsten - mellem det enkelte menneske og det almene - er et afgørende vilkår for alle mennesker.

Jeg har mange gange oplevet at det, jeg troede var helt specielt for mig, i virkeligheden var noget ganske alment. Det er beklageligt, hvis man tror noget særlig godt om sig selv, - men en fortøstning, hvis man føler sig utilstrækkelig. Og jeg er næppe den eneste, der har sendt en taknemmelig tanke til den, der turde stille netop dét dumme spørgsmål, som lå alle på læben.

Netop dette, at det enkelte menneske kan genkende sig selv - eller rettere dele af sig selv - i sine medmennesker og tillige kan finde deres træk i sig selv…netop dét gør os til medmennesker i egentlig forstand. At vi alle er beslægtede betyder, at navlebeskuelse ikke er så ynkværdigt endda: man søger ikke kun sin egen, men hele Verdens navle i spejlet.

Som et holografi i sin helhed er indeholdt i enhver af sine dele, - som den enkelte celle indeholder den samlede kode for et menneske, - og som et lille ø-samfund indeholder alle Verdens kulturelle elementer, lige fra den japanske hilsetradition til kørsel i begge sider af vejen.

Her, som overalt, er det, som kan give os en mening fællesskabet - denne uhåndtérlige størrelse, lige så vigtig som hullet i en LP, hvorom alt sig drejer.

For noget tid siden indkaldte jeg til fællesgravning af et meningsløst hul, som skulle dækkes den følgende dag. Det blev en interessant oplevelse, som vi fejrede om aftenen. I en stresset og værdiforringende tid er det måske netop af betydning at kunne foretage sig noget meningsløst.

Desværre blev projektet mistolket af nogen. Måske man har ment, der var tale om en provokation.

Men hvorfor skulle man provokere i en kultur som vores? At provokere er som at vælte et korthus, og det giver ingen mening, hvis kortene allerede ligger på bordet. At kejseren er nøgen kan kun én gang afsløres.

Vi er ikke nødvendigvis så fjernt fra hinanden, selv midt i vores ensomhed og fundamentale isolation på vandring af livets smalle planke. Den korteste vej mellem fødsel og død en tilværelsen selv, - og vi trækker så lang dens lyd, at den kan lyse.

Erotikken kan måske være vores trøst på vej ud ad planken, - men humoren er vores redning. Som bekendt er smilet den korteste afstand mellem to mennesker. Men mindre kan også gøre det.

Skønt alle alene i Verden, kan vi finde os i hinanden. Vi ses i spejlet.

Til Eksistentialister på Strynø hovedindex  |   Til Galleri Galschiot hovedindex

Til Jens Galschiots index side