Lystænding på Flakhaven
for de afviste irakiske asylansøgere
Det foregår den 13. august kl. 18
19 irakiske flygtninge er i nat blevet hentet af
politiet i Brorsons Kirke i København.
Kl. 18.00 i aften på Flakhaven (foran rådhuset) i Odense vil der være
lystænding for at markere den voldsomme afhentning og for at sende en appel til
politikerne om at give de irakiske asylansøgere opholdstilladelse. –
Politikerne kan nå at handle endnu.
Vi protesterer mod de voldsomme hændelser, der er udtryk for umenneskelighed og
kynisme. De irakiske flygtninge har brug for al den støtte vi kan give dem.
Så sent som i går aftes nægtede den irakiske premierminister Nuri al-Maliki at
tage imod de afviste irakiske asylansøgere. Få timer efter ryddede politiet på
voldsom vis alligevel Brorsons Kirke.
I aften kl. 18.00 er der lystænding overalt i landet. I Odense vil der være en
manifestation på Flakhaven arrangeret af borgerinitiativet Kirkeasyl og
kunstneren Jens Galschiøt, som udtaler:
Jeg er meget forbavset over politiets
rydning af kirken. Jeg havde håbet at Danmark i det mindste ville have vist
respekt for det århundrede gamle kirkeasyl. Det skræmmer mig at frygten og
manglen på rummelighed har fået så godt tag i danskerne at vi ikke kan vise
lidt storsind over for de irakiske asylansøgere. For mig er den ægte danskhed
kendetegnet ved tolerance, storsind og menneskelig anstændighed. Så derfor vil
jeg også tage mit store danske flag med til demonstrationen og tænde lys for et
anstændigt Danmark. Jeg håber at mange vil slutte sig til os på Flakhaven.
Mød
op kl. 18.00, tænd et lys og vis din støtte til de afviste irakiske
asylansøgere.
For mere information kontakt:
Jens Galschiøt, 6618
4058, 4044 7058 - aidoh@aidoh.dk, internet www.aidoh.dk
Fakta:
De danske myndigheders tvangsudsendelse er i strid med FN’s børnekonvention, FN’s
anbefalinger om flygtninge i Irak, som sidst blev opdateret i slutningen af
april 2009, og den er stærkt kritiseret af Amnesty International (http://www.amnesty.dk/artikel/unhcr/hjemsendelsesaftale-med-irak-er-dybt-bekymrende).
Desuden harmonerer den overhovedet ikke med Udenrigsministeriets
rejsevejledning, som fraråder danskere at tage til Irak: http://www.um.dk/da/menu/Borgerservice/FoerRejsen/Rejsevejledninger/RejsevejledningIrak
Læs mere på kirkeasyl.dk