Torsdag den 12. maj 2011 kl. 23.00 på DR2
Jens Galschiøt er smagsdommer
sammen med Caroline Henderson
og Kaspar Colling Nielsen
De vil diskutere disse emner:
ONE MAN SHOW: DE FLESTE ULYKKER SKER MED LEMMET med Martin Brygman
En sælsom
flok af besynderlige eksistenser har på frækkeste beskub tiltvunget sig ophold
i komikeren Martin Brygmanns krop.
Og ikke nok med det! Alle forlanger de nu at komme til orde, og det endda på
selveste Bellevue Teatrets sagnomspundne scene.
Der er endvidere forlydender om at disse vulgære personager vil ty til så nederdrægtige og tarvelige kneb som sang og dans, og det endda til originalkomponeret og stærkt rytmisk populærmusik i tidens toner.
Showet har premiere på Bellevue Teatret den 5. maj (udsolgt). Billetter kan rekvireres via Anne Winberg på telefon 3963 4900 eller mail billetter@bellevueteatret.dk
ROMAN:
HOVEDLØS SOMMER af ERLING JEPSEN
”Hovedløs
Sommer” er et gotisk familiedrama, komplet med utæmmet natur, underjordiske
hemmeligheder og afskårne hoveder. For der er så hyggeligt ude på landet.
Emilies
forældre er blevet skilt, og sammen med sin mor og lillebror er hun flyttet til
et gammelt hus uden for byen. En aften dukker der en ung mand op i haven. Moren
slår ham godt nok først ned med et boldbat, men han har boet i huset tidligere
og tilbyder at hjælpe med at få skik på haven. Den unge mand flytter ind og
kurtiserer snart både mor og datter, der på hver sin vis lader sig charmere.
Men Emilie er nu engang kun 14 år, så da hendes far hører om den nye logerende,
bliver han knap så begejstret.
KUNSTUDSTILLING:
Misconceivable af ERWIN WURM
Kunsthallen Brandts i Odense udstiller værker af kunstneren Erwin
Wurm under titlen ”Misconceivable”. Med humor og vid vender han verden på
hovedet og sætter spørgsmålstegn ved vores indgroede opfattelser af ting og
begreber. Allerede i udstillingstitlen med det konstruerede ord misconceivable
placerer han udstillingen midt mellem dét at forstå og misforstå. For Erwin
Wurm er skulpturen et medie, hvor han kan arbejde med både volumen, masse og
form og derigennem diskutere aktuelle emner som kulturværdier, sociale normer,
politik og identitet.
Kunsthallen Brandts (Brandts Torv 1, Odense) åbningstider: tirsdag – søndag
kl. 10 – 17 og torsdag kl. 12 – 21. Mandag lukket.
FILM: ENTER THE VOID
Gaspar
Noés nye og længe ventede film er helt bogstaveligt en filmisk ud-af-kroppen-oplevelse.
Et hallucinatorisk, neonfarvet hjernedødstrip gennem Tokyos underverden og
natklubber, udelukkende oplevet gennem øjnene på en ung, amerikansk småpusher,
som oven i købet dør en halv time inde i filmen. Oscar og hans søster Linda deler
en lejlighed i Tokyo, hvor hun arbejder som stripper, og han lever af at sælge
dope. Det nyeste nye på markedet er DMT - et stof, som hjernen selv producerer
i dødsøjeblikket, og som giver en oplevelse derefter. Da Oscar bliver skudt i
et baghold, bliver han fanget mellem liv og død af sit løfte til Linda om at
passe på hende, uanset hvad der måtte ske. Kameraarbejdet er nærmest uden
filmhistorisk sidestykke i Noés selvlysende mindfuck, som er inspireret af ”Den
tibetanske dødebog”, bevidsthedsudvidende eksperimentalfilm og moderne kemi.
”Enter the Void” er en af vor tids mest visuelt ambitiøse film og har allerede
opnået status som en slags ”Rumrejsen år 2001” for ecstasy-generationen. Se den
i biografen!
Filmen vises fredag d. 6. maj kl. 12:15 i Cinemateket, Gothersgade 55 –
Bio Carl.
FILM: EXIT THROUGH THE GIFTSHOP
Oscar-nomineret
2011 for “Bedste dokumentarfilm”.
Franske
Thierry Guetta bor i L.A., hvor han sælger genbrugstøj og filmer hvert vågent
sekund af sit liv med sit videokamera. Da han erfarer, at hans fætter er en
kendt gadekunstner, kaster Guetta sig over graffitimiljøet og opsøger legenden
Banksy med henblik på at lave et omfattende dokumentarprojekt. I stedet ender
den talentløse Guetta med selv at blive hypet som fiduskunstneren Mr. Brainwash.
Filmen vises fredag den 6.maj kl.09.30 eller mandag den 9. maj kl. 10:00
i Vester Vov Vov