Den fede kælling og den tynde neger
På grænsen mellem Virkeligheden og Kunstverdenen, lige udenfor indgangen til museet, sidder en fed europæisk kælling på skuldrene af en knogletynd negerdreng. Hans ben er stankelbenstynde og hovedet er ved at forsvinde mellem kællingens svulmende lår.

Hun sidder mageligt med selvretfærdig mine og udmåler Retfærdigheden i den herskende verdensorden. Nok holder hun en bismervægt i høje hånd, men hun er ikke blind som retfærdighedsgudinden Justitia.



Alt er oplyst
Der er ingen omsvøb eller skjulte motiver hos Galschiøt – i skulpturen Survival of the fattest er alt lagt frem for vores øjne, meningen kan aflæses i et enkelt blik og kan ikke misforstås; den 3. verdens lidelser skyldes vores udbytning, og vi europæere sætter dagsordenen og retfærdiggør derigennem alle vore gerninger.

Kort og godt, koldt og brutalt, som en knytnæve lige i ansigtet – vi ser udbytteren oven på den udbyttede og ved, at Galschiøt har ret.

Entydig politik overfor flertydig kunst
Det er den form for entydighed, der får mig til at betegne Jens Galschiøt som kunstnerisk politiker frem for politisk kunstner. Kunst er, ideelt set, flertydig og giver sjældent et enkelt perspektiv på verdenen. Sådan er Galschiøt ikke. Han står ved, hvad han mener, og værkerne sår ikke tvivl om disse meninger.

Kunst er for tøsedrenge
Det kræver mod at være politiker frem for kunstner. Galschiøt har investeret så meget politisk engagement i værkerne, at han ikke kan forlade virkeligheden og hoppe ind i den trygge og ansvarsfrie kunstverden, når lokummet brænder – han kan ikke, som politisk engagerede kunstnere, fralægge sig ansvaret og påkalde sig, at han 'bare' laver kunst.

Uforgængeligt street art
Hans værker er politiske slagord støbt i bronze, uforgængeligt street art, der er lavet til at blive set og forstået ude i gaderne, ude i Virkeligheden.

Derfor sidder den europæiske selvretfærdige kælling på skuldrene af den tynde neger uden for Randers Kunstmuseum.
Og derfor står der bronzeskulpturer af hjemløse rundt omkring i Randers gader.

Politik på museeum
Men udstillingen fortsætter også inde på museet. Værkerne herinde er ikke mindre politiske end værkerne udenfor, men turen ind i kunstverdenen forandrer dem. Det politiske er mindre påtrængende, når skulpturerne stilles op inden for murerne. Det giver mulighed for at undersøge de kunstneriske virkemidler Galschiøt benytter til at underbygge de politiske udsagn.

Seriel hungermarch
16 koncentrationslejr-tynde nøgne mænd står i tre snorlige rækker i den første sal på museet, en tavs hungermarch størknet i bronze. Variationen mellem de enkelte mænd består alene i små forskelle i støbningen, den samme figur går igen og igen.

Serialiteten skaber en intensitet mellem de 16 mænd i Hungermarchen og giver dem en massiv tilstedeværelse i udstillingssalen.

Gentagelsen af den samme figur er en velafprøvet kunstnerisk strategi og bliver i hænderne på Galschiøt et redskab til at levere det overordnede politiske budskab med eftertryk.

Hungermarch i bronce
Galschiøts foretrukne materiale, bronzen, er også med til at sætte trumf på det politiske indhold. De mørke bronzeskulpturer står fast i deres tyngde og massivitet længe efter den sidste plakat med ordene Afrika sulter er opløst i regnen. Der skal kraner og smelteovne til før de 16 tynde sorte mænd tier med deres politiske budskab.

I verdens brændpunkter
Udstillingen i Randers viser, hvorfor Galschiøt er næsten usynlig i den danske kunstverden. Og den viser samtidig, hvorfor han er meget synlig i den politiske verdens brændpunkter.
Galschiøt er nemlig politiker - en af de gode.