Jens Galschiøt - Banevænget 22 – DK-5270 Odense N

Tlf.: 6618 4058 - Fax: 6618 4158

E-mail: aidoh@aidoh.dk - Internet: www.aidoh.dk

 

 

Odense, 19. September 2002

Kære skattevæsen,

Allerførst vil jeg meddele at jeg på ingen måde kan acceptere at skattevæsenet ikke vil anerkende min opstilling af en Skamstøtte i Brasilien som en del af mine kunstneriske aktiviteter. I giver den absurde begrundelse at det er min personlige interesse at lave en kunstnerisk manifesta­tion som en skamstøtteopstilling i Latinamerika er. Jeg kan oplyse at jeg generelt kun laver kunst ud fra mine personlige interesser. Hvis jeg lavede det ud fra driftsøkonomiske overvejelser, var der ikke tale om kunst, men om konsumprodukter.

Jeg vil derfor gerne have et møde, hvor vi kan drøfte disse forhold, der har afgørende princi­piel betyd­ning for kunstnerstandens mulighed for at skabe kunst i Danmark. Jeg vil før mødet frem­sende en redegørelse for mine kunstneriske aktiviteter, som i øvrigt er fyldigt beskrevet på min hjemme­side: www.aidoh.dk

For mig er sagen yderst indviklet, da jeg ikke er vant til at tænke i de baner som skatte­væ­se­net her lægger for dagen. Jeg betragter ikke kunst på lige fod med f.eks. bankvirksomhed, autoværksteder og papkasseproduktion som skattevæsenet refererer til i begrundelsen for den nye skatteansættelse. Jeg har på den baggrund anmodet om at tage en båndop­ta­ger med til mødet. Så vil jeg bedre kunne forstå hvad der bliver sagt, ved at afspille båndet nogle gange. Man må fra skattevæsenets side have forståelse for dette, da der jo er tale om en helt ny og epokegørende omdefinering af selve kunst­be­gre­bet, som ingen kunsteksperter før har turdet give sig i kast med.

Jeg har fået oplyst at jeg kan tage en stenograf med der kan skrive alt ned, hvis jeg ønske det. Men det ønsker jeg ikke, da jeg ikke kan se den driftsøkonomiske begrundelse for at ofre en masse penge på noget som en båndoptager kan klare gratis. Begrundelsen for afslaget skulle være at der i skatte­sty­relseslovens §5 står at møderne i skatteankenævnet ikke kan båndoptages. Jeg mener på ingen måde at det kan tolkes som et generelt forbud mod båndoptagelser, ved alle møder på alle niveauer i skatteforvaltningens møder med de enkelte borgere. Denne paragraf gælder specifikt kun skatte­anke­nævnet.

Tværtimod mener jeg, at det er min ret  at optage mine møder med de offentlige myndigheder, hvis jeg ønsker det. Man bør vel i denne sammenhæng også tage hensyn til at jeg er en kunstner der arbejder ud fra intuitive indskydelser og derfor ikke er vant til at håndtere økonomiske rationelle  problemstillinger. I øvrigt er det vist disse regler der gælder inden for den almindelige offentlige forvaltning.

Jeg vil derfor bede om en mere holdbar juridisk begrundelse for at nægte båndoptagelse af mødet.

Endvidere bør man tage hensyn til den belastende psykiske situation som jeg som borger er placeret i, ved at skulle møde skattefolk der som erklæret mål har sat sig for at knuse hele min kunstneriske identitet, ved ikke at anerkende de aktiviteter der i min egen selvforståelse og i offentligheden gør mig til den kunst­ner jeg er.

Jeg skal i den forbindelse ikke undlade at gøre opmærksom på at jeg opfatter sagen som politisk, som politisk chikaneri, da skattevæsenet ikke bruger økonomiske argu­men­ter, må­ske fordi jeg kan fremvise et overskud, men anklager mig for at være ”styret af person­li­ge interes­ser”. Skattevæsenet mener åbenbart ikke jeg som selvstændig erhvervs­driven­de bør være styret af sådanne interesser, på trods af at jeg har et rimeligt overskud på mine aktiviteter.

Så vidt jeg kan se betaler jeg mere i skat end de fleste multinationale selskaber i Danmark, der kan få lov til at køre med nul-skat i årtier. Det kan de tilsyneladende få lov til fordi deres produktion ikke bliver ”styret af personlige interesser”.

Min produktion bliver rigtigt nok ikke styret af trangen til profit, men af en uimodståelig trang til at skabe kunst. Sagen er således i virkeligheden ikke begrundet i en øko­no­misk rationel vurdering fra skattevæsenets side, men alene i en overvejelse af hvilke følel­ses­mæs­si­ge motiver der ligger til grund for mine værker. At disse begrundelser har en afgøren­de indflydel­se på om jeg kan opnå fra­drag for mine aktiviteter, er altså en klar politisk vur­de­ring.

Konse­kvensen af denne holdning er helt grotesk. Hvis jeg står frem og siger at jeg laver happenings og kunstneriske aktiviteter i samarbejde med fattige i den tredje verden for at tjene penge på dem, kan jeg trække mine udgifter fra og mine regnskaber kan godkendes. Ud­­taler jeg derimod, at jeg laver disse happenings og kunstneriske aktiviteter udelukkende for kunstens og humanis­mens skyld kan de samme regnskaber ikke godkendes.

Mon skattevæsenets embedsmænd egentlig har tænkt denne bizarre sammenhæng helt til ende?

Hver fugl synger med sit næb, og vi mennesker tænker hver især med vores hjerne. At skattefolks og kunstneres hjerner nok er skruet helt forskelligt sammen – det er hvad denne sag sætter tydeligt i relief…….

 

Venlig hilsen

 

Jens Galschiøt