Brasiliensagen

Et forsvar for kunstens ulidelige lethed og spørgsmål

til Galschiøts skatteansættelsen 4. sep. 2002

 

Hvad er kunst

Siden 1700-tallet har man i den europæiske kulturkreds skelnet mellem

·        på den ene side (kunst)­hånd­værk og brugskunst som har en brugsværdi og skal opfylde et bestemt formål. Det er denne kategori Galschiøt´s smykkeproduktion kommer under.

·        og på den anden side ’de skønne kunster’. Og det er denne kategori som Galschiøt´s skulp­turer hører under. I dagens Danmark anses udtrykket ’de skønne kunster’ nok for antikveret. I stedet bruger man i daglig tale blot ordet ’kunst’ for at betegne det samme. Slår man dette ord op i Den Store Danske Encyklopædi, finder man følgende:

Den skønne kunst bestemmes gennem sit modsætningsforhold til natur, til videnskab og til hånd­værk. Den er fri (autonom) i den betydning, at kunstneren selv skaber de regler, kunstværket følger, og at kunsten ikke tjener noget udefra påtvunget formål.

Kunsten kan kun være fri, hvis den ikke er underkastet økonomiske interesser, dvs. at den ikke frem­­­bringes for at tjene penge. En kunde der køber et kunstværk hos en kunster, forventer simpelt­hen at kunstneren har lagt sin inderste sjæl i værket. Dette er selvfølgelig en ideel betragtning, men det er disse kriterier som stort set alle kunstkritikere, kunsthistorikere og kunstnere definerer som værende moderne kunst. Den italienske kunstner, Piero Manzoni har oven i købet lavet happening omkring dette emne, hvor han puttede sine ekskrementer i 100 dåser, nummererede dem og kaldte værket ”la merde de l’artiste” (kunstnerens lort). Kunstkøberne fik på denne måde det inderste af kunstneren. Disse dåser er senere blevet solgt til 300.000 kr. stykket.

Er indtjeningstrangen for stor og bliver en afgørende faktor for hvordan kunstneren skaber sine værker,  har vi at gøre med kommerciel kunst, eller sagt med et værdiladet ord: fiduskunst. Eksempler på dette kunne være grædende sigøjnerbørn, kopiering af stilarter som kunstneren ved kan sælges for tiden. Faktisk er der her slet ikke tale om kunst, men om et konsumprodukt.

Set i den sammenhæng forekommer det absurd når Odense Skattevæsen hævder at kun udgifter der afholdes for at tjene penge (med et indtægtsfremmende sigte) kan trækkes fra. Skulle skattevæsenet få med­hold i dette princip, vil tæppet være trukket væk under alle seriøse kunstnere i Danmark.

Er Odense Skattevæsen enig i denne definition af produktet ”kunst”?

Er Odense Skattevæsen enig i at Galschiøt´s skulpturer hører til i denne kategori?

 

Kunstens værdifastsættelse og salgsværdi

Kunst værdifastsættes ikke som andre varer i vores samfund, der som regel fastsættes ud fra hvor meget materiale, følge-omkostninger og arbejdskraft der er indeholdt i produktet. Selvfølgelig vil et kunstværks pris indeholde både materiale og arbejdskraft, men det vil ikke være det afgørende for pri­sen. Man kan ofte opleve at et kunstværk sælges for en slik selv om kunstneren har arbejdet på det i månedsvis, og at en anden kunstner kan få mange penge for et værk det har taget 5 minutter at lave.

Prisfastsættelsen af et kunstværk bestemmes væsentligst af dets ikon-effekt. F.eks. kan et maleri af Picasso være 10 millioner værd, mens en fuldstændig nøjagtig kopi at det samme maleri kun vil være få tusinde værd. Et andet eksempel kunne være Marcel Duchamp’s (1920erne) Fontaine der bestod af et almindeligt pissoir købt i en vvs-forretning. Dette værk koster flere millioner kroner i dag, imedens et tilsvarende pissoir købt i den samme vvs-forretning stadig kun ville koste få hundrede kroner.

Denne ikon-effekt, der hviler som en slags aura over værket bestemmes af en lang række faktorer,  f. eks:

• Historien - de sammenhænge værket er blevet præsenteret i, dets tilblivelsesproces, den kunstsammenhæng det indgår i, sammenhæng med andre værker osv. F.eks. består Skamstøttehappeningen af 10 skulpturer opstillet som nåle rundt omkring på kloden, hvor de alle indgår i en lokal sammenhæng som symboler for noget specifikt lokalt, samtidig med at de opfattes som et sammenhængende globalt skulpturelt opråb og værk.
• Kunstneren - hvad har han lavet før, hvilke sammenhænge og kunstsammenslutninger er han medlem af, har han solgt sine værker og til hvilken pris, er han kendt i kunst­sammen­hænge og i offentligheden.
• Motivet - er det et typisk motiv og sammenhæng for kunstneren.

·        Følgagtighed over for kunden - det ville være ofte være fuldstændigt ødelæggende for et kunstværks ikonværdi, hvis det senere viste sig at kunstneren kun havde lavet værket for at tilgodese kundens ønsker. En sådan afsløring ville formentlig gøre værket til værdiløs ”fiduskunst”.

Happeningen Min Indre Svinehund bestod af over 20 stk. et ton tunge skulpturer. De blev stillet op i Europa i 1993 som et kunstpolitisk statement omkring racisme. Det var ikke de enkelte skulpturers udseende der var afgørende for værket, men derimod at de blev opstillet sam­ti­dig over hele Europa på offentlige pladser og at de frembragte enorm reaktion. Det var mere reak­tio­nen og kom­mu­ni­ka­tio­nen omkring skulpturen der var kunstværket end skulpturen selv. Den var bare mediet til at få diskussionen til at rulle. Happeningen blev lavet ud fra personlige over­vejel­ser om hvor Euro­pa bevæger sig hen.

Den fik ladet Svinehundeskulpturen op med så stor sym­bol­effekt, at det senere gav sig udtryk i en økonomisk prisfastsættelse. Det skete ved at Frederiks­sund Kommu­ne for nylig købte skulpturen for 250.000 kr. Hermed har happeningen på ingen måde været en under­skuds­for­ret­ning, hvis man regner det ud på en 10 års basis. Det er jo fint ud fra et økonomisk synspunkt, men forudsæt­nin­ger­ne for at lave projektet har aldrig været at det skulle give overskud. Det er set ud fra et kunst­syns­punkt irrelevant, selv om det jo er en behagelig bieffekt for kunstneren, der jo også skal have brød på bordet.

På samme måde vil det formentlig gå Skamstøtten. F.eks. er der allerede kunstkritikere der højlydt har krævet at Statens Kunstfond køber skulpturen og som betragter den som en af det 20. århund­re­des markante skulpturer. Også her vil bare en enkelt solgt Skamstøtte betale samtlige udgifter på happeningen.

Hvis der er tale om en driftsøkonomisk god investering, er det vel ikke urimeligt at se denne over en f.eks. 10-årig periode?

 

Konklusion:

Almindelig vare prisansættes ud fra følgende formel:

Materialer + arbejde nedlagt i produktet + omkostninger til maskiner, lokaler, administration, udbytte, mv. = pris

Kunst prissættes ud fra :

Materialer + arbejde nedlagt i produktet + omkostninger til maskiner, lokaler, administration, udbytte, mv. + kunstnerens navn (ikoneffekt) = pris

 

Er Odense Skattevæsen enig i denne konklusion?

Uafhængighed af driftsøkonomiske overvejelser

Jeg har aldrig skabt en eneste skulptur, eller udviklet et kunstkoncept (happening) hvis formål det var, at jeg skulle kapitalisere den økonomisk igennem et senere salg eller at skabe offentlig omtale, der havde som formål at jeg skulle tjene penge på det.

 

Bestillingsopgaver

Selv mine bestillingsopgaver, f. eks. fra Beklædningsfagskolen (Erik Mortensen skulptur) eller teks­til­industriens gave til dronning Margrethe er lavet ud fra andre motiver end at tjene penge. Når man bestiller et kunstværk hos mig, er det formentlig fordi man kan lide mit kunstneriske udtryk og form­sprog.

Proceduren er:

-         Jeg bliver kontaktet af kunden, der fortæller mig i hvilken sammenhæng det færdige værk skal indgå, eller beder mig om at udvikle et kunstkoncept der sætter fokus på bestemte problemstillinger.

-         Der opstilles nogle økonomiske rammer som jeg skal bevæge mig inden for.

-         Der laves en tidsmæssig ramme for hvornår værket skal være færdigt eller hvornår kunst-happeningen skal i spil.

-         Det er op til mig at afgøre hvad jeg vil lave. Kunden har ingen indflydelse på selve værket. Der stilles ingen krav til form og indhold. Jeg kan lade mig inspirere af kunden, mine medar­­­bejdere eller andre, men hverken kunden eller nogen anden får lov til at stille krav til værket. En ”almindelig” kunstkunde går simpelthen ud fra, af at når man bestiller et værk hos mig, får man et koncept eller en skulptur som jeg står fuld­stæn­dig inde for, med sjæl og krop!! - og at  jeg ikke vil tillade mig at være følgagtig for at lave noget der passer ind i kun­dens smag. Det ville i øvrigt diskreditere værket blandt sande kunstelskere – det ville blive reduceret til et banalt konsum-produkt. Også dets salgsværdi ville lide væsentlig skade.

-         Skulle det vise sig at kundens og mine ideer ikke kan gå op i en højere enhed, ender det ikke med at jeg tilpasser mig til kundens ønsker, men at jeg opgiver projektet.

-         Jeg hægter mig fast i opgaven, hvis jeg finder den kunstnerisk udfordrende, også selvom gennemførelsen giver udsigt til underskud snarere end fortjeneste.

 

Kan en sådan holdning anerkendes af skattevæsenet, som en rigtig (lovlig) holdning for en erhvervs­­leder der har kunst som hovederhverv? 

 

 

Spørgsmål til skatteansættelsen 4. sep. 2002

 

Afdækning af konflikten imellem Galschiøt og Odense Skattevæsen

Jeg tager som overordnet udgangspunkt, at Odense Skattevæsen er enig med mig i, at det ikke er en fornøjelsesrejse, hvor jeg og de øvrige rejsedeltagere har været på ferie og taget af sted for at slappe af, og som vi derefter har forsøgt at trække fra for at snyde skattevæsenet.

Udgangspunktet er, at vi har udført et seriøst arbejde med at stille den 8 meter høje Skamstøtte­skulp­tur op og samtidig arbejdet på at få den implementeret politisk og socialt i det Brasilianske samfund.

Uenigheden imellem Galschiøt og Odense Skattevæsen består i, om det har kunstnerisk relevans for Galschiøts virke og indtjening som kunstner at deltage i sådan en kunsthappening.

Er det en rigtig fortolkning af konflikten?

Udgangspunktet er også at jeg på forhånd giver Odense Skattevæsen ret i at hele mit kunstneriske virke er styret af private interesser. Det gælder ikke kun kunsthappenings, men alle aktiviteterne omkring kunst.

Imidlertid er det usikkert hvori problemet ligger.

A)    er det skattemæssigt problematisk, at man er styret af personlige interesser når man driver et erhvervsfirma?

B)     er det skattemæssigt problematisk, hvis en kunstner blot laver sine kunstværker uden tanke for om de kan sælges, og således laver en hel del produkter og projekter, der måske ikke kan sælges?

C)    er det ikke en virksomhedsejer der suverænt bestemmer hvor stor profit han vil have på sine aktiviteter, hvis han i øvrigt kan fremvise et rimeligt overskud til beskatning?

D)    er det en virksomhedsledelses ret at bestemme forholdet imellem indtægter og udgifter?

Odense Skattevæsen har udtalt, at jeg ikke måtte båndoptage mit møde med dem. Hvis denne beslutning senere bliver underkendt af højere instanser, hvilken betydning vil det så få for sagen?

 

Krav om nedsættelse af det beløb som konflikten drejer sig om

En del af de opgjorte udgifter til min Brasilien-rejse er udgifter til Niels Madsen og Thomas Frost, der var henholdsvis fotograf og kameraassistent på turen. Disse var med for at lave en tv-doku­men­tarfilm over kunsthappeningen. Denne film blev senere vist i TV og bliver brugt til fremvisning ved mine foredrag om kunst og kommunikation.

Kan det ikke anses som en god investering at få lavet en 20 minutters TV produktion og få den vist i TV med Skamstøtten og mig som hoved­per­son? En sådan TV produktion ville under normale omstæn­digheder koste det 20-dobbelte. Er det skatte­mæs­sigt problematisk at få lavet en video og få den vist i TV for dette beløb (ca. 25.000 kr.)?

Jeg har fået refunderet udgifterne til Thomas Frost fra Niels Madsen. Dette fremgår i øvrigt af mine regnskaber, så disse udgifter skal vel ikke regnes med?

Vagn Frausing er jo i en pensionsstilling på værkstedet,  og derfor må udgifterne i forbindelse med ham henføres under aktiviteter omkring mine kommunale aktiveringer?

 

Gennemgang af Odense Skattevæsens forslag til skatteansættelse

 

Odense Skattevæsen skriver:

”…..Det er Skatteafdelingens indstilling, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem indkomst­erhvervelsen og Deres rejse til Brasilien/opstillingen af Skamstøtten i Brasilien. Dette måtte efter Skatteafdelingens indstilling kræve, at der var ydet vederlag for Skamstøtten eller at opstil­lingen havde til formål at sælge den eller lignende produkter eller at aktiviteten havde relation til Deres arbejde med aktivering af mennesker med problemer.”

1) Betyder dette at kun udgifter til kunstudstillinger, der har til specifikt formål eller en skjult dagsorden om at sælge kunst, kan fradrages?

Hvis, betyder det så at ikke-kommercielle udstillinger på museer eller i det offentlige rum, hvor der jo ikke kan foregå et salg, ikke er fradagsberettigede?

2) Jeg udfører mine kunstaktiviteter ud fra mine helt personlige præmisser.

Det har så den heldige bivirkning at disse aktiviteter omkring kunsthappeninger har stor betydning for min aktivering af unge med problemer. Disse unge mennesker er jo netop tiltrukket af værk­ste­det pga. dette og hjælper meget med at opbygge skulpturerne, der jo alle har et klart defineret forhold og stillingtagen til samfundsmæssige problemstillinger. Endemålet for dette arbejde med skulpturerne er, at de bliver brugt i kunsthappenings-sammenhæng, en sammenhæng hvor de aktive­rede ofte deltager. Når de ikke var med i Brasilien, var det pga. omkostningerne, og fordi det var et farligt projekt for de involverede rejsedeltagere. Men de var med i alt forarbejdet og fulgte med igennem pressen og e-mail.

Selvfølgelig kunne jeg sagtens aktivere unge med problemer uden at inddrage dem i samfunds­rele­van­te aktiviteter så som internationale kunsthappenings. Jeg kunne jo bare sætte dem til at fremstille ligegyldige skulpturer som vi bagefter destruerede. Men det ville være et dårligt pædagogisk driv­mid­del, så resultatet af aktiveringen ville være derefter. Aktiveringsmarkedet byder vist på rigeligt med ørkesløse tilbud som hænger de involverede ud af halsen, og som ikke har den ønskede effekt.

Så vil man ikke på denne baggrund kunne hævde, at mine happenings i høj grad har at gøre med ”arbejde med aktivering af mennesker med problemer.”?

 

Odense Skattevæsen skriver:

”..Definitionen på reklameudgifter er ifølge L V E.B.3.6.,udgifter der afholdes for at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens in­­teresser, ved at gøre den kendt eller fordel­agtigt bemærket. Reklameudgifter er overfor en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder.”

og videre:

”…Men som det fremgår af ovenstående skal det være kunder eller potentielle kunder, som rekla­me­­udgifterne afholdes overfor. Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan reklamen tilrettelægges. Til illustration af dette kan der henvises til vedlagte Østre Landsretsdom af 12/2 1985, hvor Handels­­banken ikke får fradrag for udgifter til rejselegater, bl.a. med den begrundelse, at der ikke var den nære kundemæssige tilknytning til banken, som må kræves for at beløbet kunne anses som en fradrags­berettiget driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1 litra 1a. Mod­sæt­­­ningsvis fremgår det af vedlagte bindende forhåndsbesked, at virksomheder der gav bidrag til et ballet­arran­gement, og derved opnåede omtale, kunne fratrække bidraget med den begrundel­se, at der opnåedes tilstrækkelig reklame.

Jeg igangsætter altid en omfattende pressekampagne forud for og under kunsthappeningerne. For mig er en stor del af kunsten den kommunikationsmæssige del (se først i dette dokument). Jeg gør det ikke for at sælge kunst, men for at komme så bredt ud med min kommunikation som muligt. Det har så den heldige sideeffekt at der i de sidste 10 år har været en kolossal presseomtale (positiv).

• 1.400.000 spaltemillimeter er det blevet til i aviser og tidsskrifter, og det er kun det vi har kunnet samle ind. Der er formentlig en halv gang mere fra udlandet som vi ikke har registeret. Det svarer til, at vi hver dag året rundt modtager 2 artikler, der omtaler mine kunstneriske aktiviteter.
• Ca. 10 indslag på CNN nyhedsstationer og 3 indslag på MTV (ca. ½ time).
• Ca. 15 TV dokumentarfilm på mellem 10 og 30 min. Alle vist på stationerne DR, TV2 og på lokal TV. Dertil kommer et utal af mindre indslag.
• Internettet hvor vi i perioder har 10.000 brugere på vores hjemmesider om måneden og hvor en simpel søgning på mine aktiviteter giver over 1000 link-henvisninger.

Denne kolossale medieomtale rammer stort set alle mennesker i DK og en hel del i resten af verden, og der må vel anses at være nogle ”potentielle kunder imellem”. Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på at selv om happeningene foregår i udlandet, er den største medieomtale ofte i Dan­mark. Dernæst har det stor betydning at der, uanset hvor jeg udstiller, vil være nogle, der har hørt om eller set mine ting før, og det betyder jo, som før anført, ofte alt for kunstens salgs­mulig­heder.

Det må vel siges at denne medieomtale går fint i tråd med lovgivningens ord om at ”opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser, ved at gøre den kendt” og man må vel også sige at det er lykkedes at opnå  ”tilstrækkelig reklame”.

Hvis ikke, hvad mener skatte­væsenet så konkret med ”tilstrækkelig reklame”?

Er der f.eks. regler for, at man skal sælge en vis mængde produkter for hver reklamekrone som man trækker fra?

 

Odense Skattevæsen skriver:

”….. For yderligere at undersøge, om de forskellige happenings har en indflydelse på salgets stør­rel­se, er der på vedlagte bilag, indeholdt en opstilling, som viser udviklingen i virksomhedens regn­skabstal igennem de sidste 10 år. Hvis der alene ses på salg af smykker og skulpturer, som i alt har beløbet sig til kr. 5.848.178 og vareforbruget kr. 3.726.812, som må formodes at være de udgif­ter der er medgået til fremstilling af de solgte varer, er der et dækningsbidrag på kr. 2.121.366, før der afholdes løn og andre omkostninger. I de samme 10 år har der været ”rejseudgifter” på kr. 571.717, og selvom ikke alle disse udgifter skulle vedrøre happenings, er det trods alt en stor del af virksomhedens indtjening, som anvendes til reklame. Selvfølgelig skal det tages i betragtning, at en del af indtægterne fra legater og tilskud, er givet på grund af f.eks. netop projektet med Skamstøt­ten. For Skatteafdelingen tyder dette imidlertid på, at rejseudgifterne ikke udelukkende har et erhvervsmæssigt sigte.”

1)

Ifølge jeres egen opgørelse har jeg modtaget 660.583 i legater og tilskud indtil 2001. Dertil skal læg­ges 66.000 som jeg har modtaget i 2002. Disse legater og hæderspriser har jeg jo netop modtaget, fordi jeg udfører mine kunsthappenings, som Odense Skattevæsen selv skriver ”på grund af f.eks. netop projektet med skamstøtten”.

Hvis man sammenholder disse legater med rejseudgifterne på i alt 517.717 kr., er der et ikke helt ringe overskud på  154.866 kr., som der skal betales skat af. Så når Odense Skattevæsen postulerer at en ”stor del af virksomhedens indtjening, som anvendes til reklame” er det ikke rigtigt. Alle udgifter er dækket rigeligt ind af tilskuddene.

Er det skattemæssigt ukorrekt, at jeg bruger de penge jeg har fået i støtte til at lave happenings, til rent faktisk at lave disse happenings?

2)

Der har aldrig været postuleret at mine ”rejseudgifter har et erhvervsmæssigt sigte”. Tværtimod har jeg fremhævet, at jeg er fuldstændigt styret af personlige interesser. Min påstand er bare at jeg rent  forretningsmæssigt også lever op til de forventninger, som man kan have til en virksomhed af min type, der i sagens natur ikke kan været styret af profittrang.

3)

Er modtagelsen af hæderslegater og tilskud et bevis for, at mine aktiviteter ikke er ”rigtige” erhvervs­mæssige kunstaktiviteter?

·        Er det måske, fordi jeg har fået priserne, fordi min kunst forholder sig til verden omkring mig igennem mine happenings?

·        Skal Odense Skattevæsens holdning tolkes i den retning, at  modtagelse af disse legater in­di­kerer en utroværdighed i erhvervsmæssig forstand, eller hvad mener Odense Skatte­væ­sen med at dette ”tyder imidlertid på , at rejseudgifterne ikke udelukkende har et erhvervs­mæs­sigt sigte”??

4)

Mine rejseaktiviteter har bragt mig i kontakt med regeringerne de steder, hvor jeg har stillet mine Skamstøtter op. Hvis nogle af disse regeringsledere inviterede mig til et møde for at diskutere Skamstøttens rolle i deres land og på den måde foretog en slags officiel anerkendelse af projektet, ville det så ændre noget ved skattevæsenets holdning til at det har været en god investering at tage til f.eks. Brasilien?

 

Odense Skattevæsen skriver:

”Endelig skal Skatteafdelingen fremføre at regnskabsopstillingerne heller ikke tyder på, at der er en sammenhæng mellem rejseudgifterne og størrelsen af skulptursalget…….”

Jeg har aldrig kalkuleret, om mine rejseudgifter er for store i forhold til indtægterne. Jeg formoder at det er en virksomhedsleders opgave at sørge for, at der ikke blev svindlet med midlerne, og at der ikke er underskud, og at det var Odense Skattevæsens opgave at beskatte overskuddet. Som sagt mange gange før, er min virksomhed ikke stillet ind på at tjene så mange penge som muligt, men at frembringe så mange kunstaktiviteter som muligt. Er det ikke legitimt ifølge skattelovgivningen?

Bortset fra det ser det nu ikke så ringe ud. Det kunne næsten se ud som om Skamstøtten har den ”erhvervsmæssige” effekt som skattevæsenet gerne vil have: I 1998 stillede jeg Skamstøtten i Mexico og solgte samme år for over 700.000 kr. kunst. Så kom der en nedgang på 220.000 kr. det år hvor vi stillede Brasilien-skamstøtten op, men allerede året efter var det steget til 750.000 kr. En stigning på over 50 %, det er vel ikke så ringe endda? I øvrigt har jeg 10-doblet mit skulptursalg siden 1993, og mine skulpturpriser er fordoblet. Er det ikke en rimelig vækstrate for en erhvervs­virksomhed?

 

Odense Skattevæsen skriver:

”Det er således Skatteafdelingens indstilling, at der ikke er tilstrækkelig reklameværdi overfor virksomhedens kunder, til at der indrømmes fradrag for udgiften efter SL § 6.”

Jeg bliver af og til bedt om at holde foredrag overfor reklamefolk, netop fordi jeg er i stand til at skaffe en stor omtale med forholdsvis små midler.

Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes noget firma af min størrelse, der får mere positiv medie­om­tale og reklame end mig, og som bruger så lidt penge set i forhold til omtalen.

Hvor stor skal en ”tilstrækkelig reklameværdi” egentlig være for at tilfredsstille Odense Skatte­væsen, og hvordan måler man det, hvis man ikke vil kikke på f.eks. medieomtale?

Kan Odense Skattevæsen egentlig sætte en grænse på, hvor meget et firma må bruge på at promo­ve­re sig???

Hvis et firma har lavet en dårlig reklamekampagne, der ikke virkede, kan den så ikke trækkes fra?

Kan Benetton der jo er forløberen for at bruge reklame der ikke omtaler selve firmaet, men udviser social ansvarlighed som de så promoverer sig på, trække deres udgifter fra? - Hvis ja hvorfor kan jeg så ikke?

 

Odense Skattevæsen skriver konkluderende:

”…det er Skatteafdelingens indstilling, at de udgifter der er forbundet med rejsen til Brasilien og opstillingen af Skamstøtten ikke er fradragsberettiget efter SL § 6, idet der ikke er den nødvendige sammenhæng mellem udgiftens afholdelse og Deres indtægtserhvervelse. Som det fremgår af det foranstående er Skatteafdelingens begrundelser derfor:

1              Der er ikke tale om en rejseudgift, som er fradragsberettiget efter LL § 8 stk. 1, idet dette måtte kræve, at der var opnået salg af kunstgenstanden eller på anden indtægter fra det pågældende land. Rejseudgiften har heller ikke relation til Deres anden virksomhed, idet der kun har deltaget en af de personer, som De aktiverer.

2              Der er ikke tale om en reklameudgift, idet den gruppe, som reklamen henvender sig til ikke har kundemæssige relationer til Deres virksomhed og der kan ikke påvises et mersalg.

3              Motivet for rejsen er hovedsagelig Deres private interesser.”

 

 

 

Ad 1

Jeg har rigtigt nok ikke solgt kunst til brasilianere, og det var heller ikke meningen, selv om jeg da bestemt ikke ville have noget imod det. Den nye regering og præsident Lula er fra det parti, der modtog skamstøtten og promoverede den i Brasilien, så det kunne måske vise sig, at det har været en god investering at have en næsten direkte adgang ind i magtens centrum i Latinamerikas største land.

Skattevæsenets tankegang hænger på ingen måde sammen med hvordan økono­mi­en fungerer i en globaliseret verden og på den måde man inden for moderne markeds­fø­rings­strate­gi definerer den gode reklame. Det er en meget indsnævret måde at se på reklameværdi, især i forbindelse med en interna­tio­nal kunstners kunstsalg.

Jeg har solgt en del fragmenter af Skamstøtten, som jo netop bliver solgt fordi de stammer fra en verdensberømt skulptur, og altså fordi den er opstillet bl.a. i Brasilien.

Jeg holder en hel del foredrag, for omkring 50.000 til 75.000 kr. om året, hvor jeg fortæller om mine Skamstøtter osv., så på den måde kan man sige at mine happenings har en afledt sideeffekt. Der var jo nok ikke nogen der ville møde op til foredragene, hvis jeg ikke havde noget at fortælle bl.a. fra Brasilien.

 

Ad 2

Betyder dette at Odense Skattevæsen konkluderer at den store omtale i alle medier, både i Danmark og resten af verden, ikke bliver læst af folk der har ” kundemæssige relationer ” eller er nye potentielle kunder - ca. 70% af medieomtalen foregår i Danmark, selv om selve begivenheden forgår et andet sted?

Skal der kunne påvises et mersalg som effekt af en reklame, er det ikke nok at man holder sin omsætning oppe?

Skal andre virksomheder kunne dokumentere et ”mersalg”, i form af en omsætningsstigning, hver gang de laver en reklame?

Betyder dette af Odense Skattevæsen ikke anerkender en sammenhæng imellem omtale af en kunstner og prisen på hans kunstværker?

Hvis vi nu antager at Odense Skattevæsen har ret i, at der ikke er virksom reklameeffekt i min Brasilientur, må det vel kunne henføres under mislykkede reklamekampagner. Der er vel ikke i skattelovgivningen et krav om ubetinget succes??

Eller betyder det at når jeg arbejder sammen med fattige i den tredje verden, så formoder Odense Skattevæsen at de ikke har råd til at købe skulpturer, og at jeg derfor i fremtiden ikke må udstille i sammenhænge hvor folk ikke har råd til at købe mine skulpturer?

 

Ad 3

På dette punkt er vi næsten helt enige. Mine motiver for rejsen og hele mit kunstvirke er styret af et personligt engagement om at brede kunsten så meget og så langt ud som muligt, også helt ud til Belém i Amazonas, hvor Skamstøtten nu er opstillet. Den er en af hovedskulpturerne i en by en halv gang større end København. Men en kunstner skulle vel have lov til at være styret af  ”personlige interesser”?

 

 

 

Jens Galschiøt

Odense, 15. januar 2003