Prædiken i Øster Skerninge

og Egense kirker den 14. marts 2004

 

Af Jens Galschiøt, 13.03.04

 

Da jeg som 15-årig meldte mig ud af Folkekirken, var det en reaktion imod den småborgerlige og livsfornægtende holdning, som jeg oplevede, at den danske kirke stod for.

Jeg var egentlig ikke antireligiøs, men jeg syntes bare ikke, at præsterne og kirken havde samme opfattelse af retfærdighed, som jeg havde. Derfor indgav jeg skilsmissebegæring, og jeg tror ikke, den lokale præst mente, at det var et stort tab for kirken.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg 35 år senere skulle finde mig selv på en prædikestol.

Nogle få år efter rejste jeg til Asien. I Teheran faldt en gammel dame om på gaden lige foran mig. Jeg forsøgte at hjælpe, men alle andre gik bare forbi og var tilsyneladende ligeglade med, at hun skulle ligge og dø alene. Jeg var rystet, men gjorde som alle andre, rejste mig og gik. Det var hård kost for en 17årig, og jeg besluttede mig på stedet til at blive socialist.

Senere oplevede jeg hungersnøden i Afghanistan og blev vant til at se døde børn og voksne omkring mig.

Jeg troede at socialismen og arbejderklassen skulle frisætte verden i et nyt retfærdigt tusindårsrige.

Jeg gik i lære på Lindøværftet, blev venstresocialist og leder af lærlingene!  10 år brugte jeg på drømmen, men pludselig troede jeg ikke på mit eget projekt.

Jeg havde ikke glemt den gamle kvinde eller hungersnøden. Men når jeg ikke havde noget svar på de globale problemer, havde jeg heller ingen ret til at udtale mig, og jeg valgte at tie stille de næste 10 år.

Jeg blev billedhugger og skabte æstetiske skulpturer. Fortolkninger af verdens underværker, især kvinder. Men smerten ved uretfærdigheden og verdens ubalance beholdt jeg for mig selv.

I 1992 var jeg på verdensudstillingen i Sevilla med en større kunstudstilling. Imedens rasede den jugoslaviske borgerkrig. Serberne brugte en ny strategi med at massevoldtage muslimske kvinder, slå deres mænd og børn ihjel og efterlade dem gravide med serbiske børn i livmoderen.

Massakrerne udløste store flygtningestrømme op gennem Europa, bl.a. til Tyskland, hvor de blev interneret i de tomme beton-ghettoer, som de østtyske arbejdere havde forladt ved Berlin-murens fald. Udenfor bygningerne samledes unge højreradikale tyskere og kastede brændende molotov­cocktails ind ad deres vinduer, så de måtte evakueres endnu engang.

Det chokerede mig. Jeg have forestillet mig, at efter Auschwitz gjorde vi det ikke mere. Jeg troede at vi i Europa havde nået en grad af civilisation og viden, så vi ikke ville genoptage barbariet fra 40erne.

Men også dette var åbenbart en af mine ungdoms illusioner.

Jeg begyndte at undersøge, hvad det var for nogle mekanismer, der gør almindelige mennesker i stand til at gennemføre massakrer. Hvilken vej har man betrådt, fra man var en pæn civiliseret tysker i 1930erne til 5 år efter at blive fangevogter i en kz-lejr, der kynisk udryddede 10 millioner mennesker i historiens første industrielle massedrab.

Det starter som en glidebane, med en dæmonisering af ’de andre’, der er blevet farlige, dovne, nassere, urene, beskidte og lidt umenneskelige. Netop umenneskelighed er kodeordet. Først når de er blevet til en slags dyr, kan vi tillade os at få dyret frem i os selv og slå dem ihjel.

Det er fravalget af moral og etik og tilvalget af rationel og instinktiv (dyrisk) tankegang, der var baggrunden for barbariet.

Det er som en slags forførelse, en psykose, en troldsplint, der forhindrer os i at se virkeligheden. Tyskerne kalder det ’den indre svinehund’.

Jesus kalder den i dagens tekst ”djævlen, der er faderen til løgnen” - ham, der forhindrer os i at se sandheden.

Og det er svært at fastholde sandheden i disse situationer. Langt de fleste overgiver sig til instinktet og bakker op omkring barbariet. Kun nogle få siger fra, og de bliver kaldt landsforrædere og udsat fra repressalier.

Det gik op for mig, at når det kunne ske for tyskerne og serberne, kunne det også ske for mig, med mindre jeg påstod, at jeg var et bedre menneske end dem, men det har jeg ikke noget belæg for.

Måske er det dét Jesus vil fortælle os med ordene ”Lad den, der er uden synd kaste den første sten”. Vi bærer alle svinehunden i os.

Disse undersøgelser betød en ny ændring af mit liv. Selv om jeg stadig ikke havde fundet et samlet svar på verdens problemer, kunne jeg nøjes med at forholde mig til det vigtigste.

Jeg ville forsøge at fastholde min egen menneskelighed og medfølelse over for andre mennesker,  uan­set hvor umenneskelige mine omgivelser måtte blive. Jeg besluttede mig til at være en af dem, der ville sige fra til barbariet og dæmoniseringen af mine medmennesker. For at huske på det, mate­ri­aliserede jeg min indre djævel i skulpturen ’Min indre Svinehund’.

Denne nye beslutning og erkendelse gjorde også, at jeg ikke behøvede at bære smerten ved den gamle kones død og verdens armod i stilhed. Nu kunne jeg råbe den ud og kræve handling fra menneskene omkring mig, der alle hører til de rigeste på kloden.

Når de spurgte mig, hvad jeg ville gøre ved ubalancen, kunne jeg med sindsro sige, at jeg ikke havde noget svar, men at jeg ikke vil acceptere at leve i en verden, hvor den ene tredjedel lever i et overflodssamfund, imedens resten lever i dybeste armod. Og at jeg er villig til at dele min rigdom og sænke min levestandard for at få en verden i bedre balance.

Kan du huske det? - De rev Berlin-muren ned og vi jublede. Verden var blevet hel, nu var der ingen røde og hvide. Vi var alle hvide.

Men der var stadig ubalancen og alle stenene vi rev ned fra Berlin, brugte vi til at bygge en ny og større mur. Denne gang for at adskille de rige fra de fattige. Vi lukkede døren og afskærmede os fra de fattige, der forsøgte at flygte fra krigen og umulige levevilkår.

Verden er blevet så lille på grund af globaliseringen og den globale kommunikation, at den ikke kan rumme sin egen ubalance. Oven i flygtningestrømmene er der opstået en international terrorisme, der bomber tilfældige civile mål for at skabe yderligere polarisering.

I Berlin byggede de muren på få dage. Men det var ikke nok. Mennesket er et snedigt væsen og lader sig ikke stoppe af mure. Tyskerne kravlede over for at se til deres venner og familier på den anden side.

·        Så ryddede man et stort stykke på østsiden af muren, så var det lettere at stoppe menneske- strømmen, men heller ikke det fungerede optimalt.

·        Så udlagde man miner, det hjalp en smule, fordi mange blev bange, da de hørte om folk, der blev dræbt og lemlæstet af minerne. Men det var ikke nok.

·        Så opsatte man automatiske maskinpistoler der skød på alt, der bevægede sig på østsiden af muren. Det hjalp - næsten ingen kom derefter over.

·        Men prisen var høj. Efter murens fald stod de politikere, der havde givet ordren om at skyde uden varsel, anklaget for domstolen for umenneskelighed.

Problemet er, at det er den måde, man stopper mennesker på: først kontrol, så repressalier og til sidst drab. Det er den glidebane Europa er ude på. Det er dem, der bygger muren, der bliver afstum­pede.

Vi har været igennem kontrollen, strammet lovgivningen imod flygtningene til ukendelighed. Vi er i gang med repressalierne.

·        Krigsflygtninge bliver sendt tilbage til de fængsler og torturkamre, de er flygtet fra. Holland har lige udvist 35.000 mennesker, hvoraf mange har boet i landet i over 10 år.

·        Der er monteret scannere langs hele Europas Middelhavskyst for at hindre bådflygtningene fra Afrika i at komme i land.

·        Alle lastbiler og skibe bliver målt med detektorer, der kan registrere menneskelig udån­dings­luft, før de bliver lukket ind i Europa.

Også drabene er vi begyndt på.

·        Grækenland har mineret grænserne ind imod Tyrkiet, 30 flygtninge har mistet livet de sidste 5 år.

·        Scannerne i Middelhavet tvinger flygtningene ned i mindre og mindre både for ikke at blive opdaget. Flere hundrede drukner hvert år, og dem der ikke er blevet ædt af hajerne, driver ind på den spanske kyst flere gange om ugen.

Men det er jo ikke vores skyld. De kunne jo lade være med at flygte fra deres bødler. Vores kristne idealer om at ”behandle næsten som vi vil have næsten skal behandle os” stopper ved national­græn­serne.

De burde vel for længst have indset, at den rige verdens ord om ”menneskelivets ukrænkelighed” ikke gælder for de fattige i den tredje verden. F.eks. dør der 35.000 børn om dagen af sultrelaterede sygdomme, der let kunne helbredes.

Hvorfor forskanser vi os?

·        For at beskytte vores egen civilisation siger vi. Men hvad er det? – ’frihed, lighed og broder­skab’??

·        Kan nogen forestille sig, at opbygningen af muren og kampen imod terrorismen vil under­støtte disse civilisationsværdier. For mig at se er vores reaktion på ubalancen kun med til at eskalere konflikterne hen imod en vestlig verden, der er gennemkontrolleret, repressiv og undertrykkende, altså i modsat retning af vores demokratiske værdier.

·        Så spørgsmålet er, om det er de fremmede eller vores reaktion på de fremmede, der er en trussel imod vores civilisation.

Et andet spørgsmål er:

·        om det er vores civilisation vi bekymrer os om, eller om det i virkeligheden er vores penge og høje levestandard vi er nervøse for at miste.

·        Kunne det tænkes at det er af ren grådighed vi forskanser os, fordi vi ikke vil dele med de fattige?

·        Kunne det tænkes at vores penge er mere værd end vores menneskelighed?

·        Kunne det tænkes at de fleste i deres stille sind allerede har skiftet kærlighedens og barm­hjer­tighedens Gud ud med mammon?

Kun mennesket er i stand til at fravige rationel og instinktiv handling. Det er vores evne til at skabe etiske og moralske værdinormer, der giver os retten til at kalde os mennesker.

Jeg ved ikke om jeg kan kalde mig kristen. Men jeg mener at Jesu tale om kærlighed og tilgivelse burde være fundamentet for alle menneskers samvær. Og jeg tror på at Jesus ville have bakket denne prædiken op.

At det er altafgørende at fastholde de grundlæggende værdier understreger Jesus i dagens tekst med ordene ”den som holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.

Amen