Artikel til Socialisten:

 

Er WTO aktivisterne nyttige idioter?

 

Alle jubler over, at det på WTO topmødet i Seattle er lykkedes at lave en alliance mellem den amerikanske fagbevægelse, miljøbevægelsen og en række aktive ungdomsgrupper. Der bliver skrevet spalte op og spalte ned om, at det nu ser ud til, at det langt om længe er lykkedes at bygge bro mellem generationerne, og at helt nye, brede, slagkraftige organisationer er ved at opstå i den vestlige verden.

 

Jeg er enig så langt, at det er positivt, at bevægelserne, der før var splittet op både generationsmæssigt og politisk, nu viser sig i stand til at lave et samarbejde og manifestere sig slagkraftigt i debatten. Hatten af for det.

 

Problemet er, hvad det er, de er samlet om!! På overfladen ser det jo godt og progressivt ud med krav om, at den vestlige verden skal stille betingelser for at den tredje verden kan få adgang til vores markeder. Krav som ordentlige arbejdsvilkår, ingen børnearbejde, miljørigtig produktion, gode lønninger til arbejderne osv. Flot, politisk korrekt og solidarisk på overfladen.

 

Måske har de velmenende aktivister ikke lagt mærke til, at regeringsrepræsentanternes  diskussioner i WTO stort set var splittet i to lejre.

-         Den tredje verdens regeringer på den ene side, der krævede, at diskussionen om frihandel ikke skal kædes sammen med sociale krav til landenes interne arbejdsmæssige vilkår. De hævdede, at sådanne regler ville føre til, at i-landene ville stille regler op for frihandel, som u-landene på grund af deres fattigdom ikke kunne  honorere (f.eks. er det ikke muligt at garantere, at der ikke er børnearbejde), og at i-landene derfor ville have frit spil til at indføre protektionistiske handelshindringer over for dem. Samtidig ville de blive tvunget til at åbne deres markeder for i-landenes produkter, der jo er produceret ud fra lidt mere politisk korrekte produktionsformer (ingen børnearbejde, bedre arbejdsmiljø og lønninger, krav om miljørigtig produktion osv.).

-         og de rige lande på den anden side, der krævede, at de skulle kunne tage forholdsregler mod ”social dumpning”, som de kaldte det , samtidig med at de selv kunne beskytte deres egne markeder ved at lave det, man kunne kalde ”økonomisk dumpning”. F.eks. beskytter EU deres landsbrugsproduktion ved at give enorme tilskud til europæiske landmænd, (over 100% i gennemsnit), disse tilskud gør det umuligt for u-landene at konkurrere.

 

Netop her kommer aktivisterne ind og viser deres solidaritet med den tredje verden ved at stille krav om ordentlige vilkår for arbejderne og miljørigtig produktion. Retfærdige krav som kunne bruges i i-landenes spil om at bevare det økonomiske overherredømme. Måske var det derfor, Clinton og Blair inviterede nogle af NGOerne ind for at tale på WTO mødet, for at vi kunne give vesten et alibi for at bevare status quo.

 

U-landene har et afgørende råstof, som kan bringe dem ud af deres fattigdom – nemlig millioner og atter millioner af hænder og hjerner, der er parate til at arbejde for lønninger, som i-landenes lønmodtagere end ikke kan forestille sig. Dette råstof vil i forbindelse med en globalisering og en  frihandelsaftale  give dem en formidabel konkurrencefordel. Lokal og vestlig kapital vil opbygge industrier, der vil udnytte (udbytte) u-landenes billige arbejdskraft og eksportere konkurrence- dygtige varer til i-landenes rige og storkøbende forbrugere. Dette vil selvfølgelig presse den lokale økonomi i i-landene, både arbejdsgiver, lønmodtager og staterne.

 

Denne årsagssammenhæng er måske den afgørende parameter for at de (ofte højreorienterede) amerikanske arbejdere lige pludselig interesserer sig så meget for u-lands-arbejdernes forhold og miljø. Måske er angsten for at miste deres arbejde drivkraften i ”solidariteten”. Måske kan vi i fremtiden opleve ”køb amerikansk” kampagner bygget på politisk korrekte argumenter, lavet i skøn forening mellem arbejdere, lokale arbejdsgivere, staten og progressive  aktivister.

 

Dette er selvfølgelig en meget forenklet og unuanceret fremstilling, men den peger på nogle grundlæggende problemer i vores måde at stille krav på, som vi, der arbejder på at være solidariske med den tredje verden, må tage alvorligt, hvis vi ikke vil skyde os selv i foden.

 

For at sætte de nuværende krav i perspektiv, kunne man forsøge at lade  kravene om ”fair trade” tage et helt andet udgangspunkt . Kravene kunne være:

- at i-landene skal droppe alle subsidie-ordninger til deres egen produktion (landbrugsstøtte, kreditordninger m.v.), og hvis de ikke vil det, må de give de samme subsidier på de varer, som u-landene eksporterer til vesten .

- at kravene om en mindre forurenende produktion i u-landene kunne imødegås med forslag om, at vesten subsidierer u-landenes produkter, således at kravet om en ”forureningsfri” produktion kunne indfries uden at det gik ud over u-landenes konkurrenceevne. Dette krav kunne begrundes med at i-landene for længst har overskredet deres forureningskvote, samtidig med at u-landene ikke har opbrugt deres.

- at bønder og arbejdere frit skal kunne opbygge faglige organisationer, og at vesten skal give massive tilskud til at støtte denne opbygning.

- at u-landene har ret til at beskytte dele af deres hjemmemarkeder ved at lave importbegrænsninger overfor vestlige varer (positiv protektionisme), en ret som i-landene ikke skulle have.

 

Den slags krav ville være med til at forrykke magtbalancen til den fattige verdens fordel, men det ville samtidig have nogle voldsomme konsekvenser i i-landene. Man skulle vel også være ualmindelig naiv, hvis man forestiller sig, at en udligning mellem den rige og den fattige del af verden ville være uden konsekvenser for os, der tilhører de rigeste mennesker på kloden.