Udviklingsminister Ulla Tørnæs vil sikre kvinder i u-landene bedre seksuelle og reproduktive rettigheder. Men hun er i ringen mod en toptrimmet kristelig alliance af katolikker, amerikanere og NGO’er.
Af Ulrikke Moustgaard og Lasse Højsgaard
Kvinder i verdens fattige lande skal selv kunne bestemme, hvor mange børn, de vil have.
Det er grundtanken bag Danmarks nye udviklingsstrategi, The Promotion of Sexual and Reproductive Health and Rights – Strategy for Denmark’s Support.
Ideen er, at man langt bedre kan skabe udvikling og bekæmpe fattigdom, hvis kvinder har mulighed for at bestemme over deres egen krop og hvor mange børn, de vil have. Derfor opruster Danmark inden for de bistandssektorer, hvor vi arbejder med kvinder, og regeringen har derudover lanceret nye kvindeinitiativer for yderligere 140 mio. kr.
Men disse initiativer, der for mange danskere lyder både naturlige og fornuftige, har en skinger klang i ørene på andre dele af verdens befolkning.
At man ligefrem øremærker ni mio. kr. til udbredelse af sikre aborter, som Ulla Tørnæs fortalte ved offentliggørelsen af strategien, kan være en rød klud i synet på mange kristne i både EU og andre dele af verden. Derfor kan Danmark godt regne med at møde stor modstand mod sin strategi, der blandt andet lægger op til, at kvinder bør have adgang til bedre familieplanlægning, herunder oplysning og behandling før, under og efter graviditeter, bedre tilgang til prævention samt lovgivning om kvinders seksuelle og reproduktive sundhed.
Stærk kristen alliance
De argeste modstandere af abort
og prævention findes blandt kristne grupperinger i Europa og USA. Den katolske
kirke er fnysende i sin fordømmelse af aborter, ligesom brug af kondomer fortsat
officielt afvises. Og i USA rider abortmodstanden på en bølge af nyreligiøsitet,
der gennem præsident Bush bliver omsat til konkret politik. Mange af disse
holdninger har for længst også vundet genklang i for eksempel Afrika, Asien og
Mellemamerika.
Så når Danmark melder sig aktivt ind i kampen for blandt andet tilgang til sikre aborter, vil vi ikke blot blive mødt af surhed, men af en stor, stærk og velorganiseret højrekristelig alliance.
– De samarbejder, naturligvis gør de det. Alene det faktum, at George W. Bush har været i audiens tre gange hos Paven, fortæller noget om deres fælles politiske interesser, siger Lene Sjørup, lektor i teologi. Hun har i mange år beskæftiget sig med forholdet mellem religion og kønsforhold, og har netop afsluttet en rapport til Udenrigsministeriet om kristelige gruppers indflydelse på seksuelle og reproduktive rettigheder.
Hun hæfter sig ved, hvor stærk og indflydelsesrig især den katolske kirke står i billedet.
– På verdensplan er der 1,1 milliard katolikker med Paven som det absolutte overhoved, og organiseringen af det katolske verdenssamfund er meget effektiv. Vatikanet kommunikerer direkte med biskopperne i de forskellige dele af verden. Derfor går der kun en dag, før et brev eller en udtalelse fra Vatikanet ligger som mail hos præsten på den anden side af jorden, fortæller Lene Sjørup.
Hun drager en sammenligning med islam, som ellers i disse dage fremstår som det store kulturelle spøgelse.
– Den islamiske verden er jo slet ikke i stand til at tale med en fælles stemme, som den katolske kan. I og med at Vatikanet både er en stat og en religiøs organisation, er den katolske kirke direkte repræsenteret på det politiske niveau i forhold til FN og EU, og det giver den langt mere indflydelse, siger Lene Sjørup.
Mærkbar indflydelse i EU
Den katolske kirkes stærke
interesse i at blande sig i udviklingspolitik – især udviklingspolitik der
handler om kvinders reproduktive og seksuelle rettigheder – har kunnet aflæses i
FN i mange år.
Inden for FN er det således en kendt sag, at Vatikanets diplomatiske organ, The Holy See, fører en professionel og aggressiv lobbyisme for at få medlemslandene til at gå imod brug af prævention, seksualoplysning og adgang til abort og familieplanlægning. En holdning der i årevis har tiltrukket såvel stærkt konservative muslimske udviklingslande som katolske udviklingslande i for eksempel Mellemamerika og Afrika. Og en holdning som diverse kristne NGO’er – samlet kaldet for enten prolife eller anti-choice-bevægelsen – også har tilsluttet sig.
Det nye er, at denne holdning og lobbyisme nu også har bredt sig til EU. Da lande som Polen, Slovakiet, Letland og Malta blev medlemmer af EU i 2004 blev katolicismen med et slag EU’s største religion.
Og det kan nu mærkes.
I 2005 lancerede det polske katolske parti Den Polske Familieliga eksempelvis en udstilling, Børn og liv i Europa, i forbindelse med EU-Parlamentets samling i Strasbourg. Udstillingen viste børn og fostre i koncentrationslejre og sidestillede abort med naziforbrydelser.
Og i selve arbejdet i Parlamentet, mærkes den kristelige indflydelse også.
– Jeg oplever meget tydeligt, at jeg befinder mig i et udpræget katolsk miljø, som minder om det højrereligiøse miljø i USA. Det er kommet som en meget stor overraskelse for mig, at det var så voldsomt, fortæller Gitte Seeberg (K), medlem af EU-Par-lamentet siden 2004.
– Når vi stemmer om betænkninger, der har med udviklingsbistanden at gøre, må jeg gennemgå dem med lup, hvis der er noget som helst i betænkningen, som har med familieplanlægning, prævention eller abort at gøre. Holdningen blandt en stor del af parlamentets medlemmer er, at EU’s bistandspenge eller andet, EU har med at gøre, ikke må bruges til den slags.
Uvant sprog for danskere
EU-parlamentarikere som Gitte
Seeberg vil i fremtiden mærke endnu mere til den kristne alliance, når det
gælder europæiske landes udviklingspolitik, spår flere Vatikankritikere.
I 2004 udgav Catholics For a Free Choice (CFFC) – en international katolsk organisation der arbejder for at fremme kvinders rettigheder – en rapport, der dokumenterer, hvordan EU-parlamentarikere bliver forsøgt lobbyet af religiøse NGO’er. Det sker gennem personlige mails og breve eller rapporter fra katolske forskningscentre, der for eksempel hævder, at kondomer ikke beskytter mod aids, eller påpeger de mentale konsekvenser af at få foretaget abort.
Også i Lene Sjørups rapport står den katolske kirkes lobbyarbejde i centrum – i særdeleshed gennem beskrivelser af organisationen COMECE, der står for den katolske kirkes EU-lobbyarbejde i Bruxelles.
Der er tale om dygtige, effektive og velformulerede mennesker, rustet til tænderne med argumenter fra det såkaldte Lexicon – en bog på 867 sider, skrevet specifikt for at hævde den katolske kirkes syn på seksuelle og reproduktive spørgsmål.
– Mange af formuleringerne i Lexiconet er skabt decideret for at argumentere imod de grupper, der arbejder for seksuelle og reproduktive rettigheder. Det, synes jeg, siger noget om det aggressive sindelag, der hersker i katolske kredse omkring disse spørgsmål, mener Lene Sjørup.
Argumentationen foregår ud fra religiøse og teologiske overvejelser, og det er et sprog, de fleste danskere ikke er vant til at begå sig på.
Resultatet kan derfor blive, at de danske kirkesamfund bliver rendt over ende af katolikkerne, når den kristne verden skal finde fælles fodslag, advarer hun. Det gælder eksempelvis når EU-formandskabet lytter til kirkens holdninger ved halvårlige møder med CEC – de kristne ikke-katolske kirker i Europa – og den katolske kirke.
– Danskere er ikke gearede til diskussionen med katolikkerne. De er ikke vant til deres måde at tænke og argumentere på. Så når de gennem CEC mødes med katolikkerne, bliver de tit kørt over af de katolske argumenter, siger Lene Sjørup.
Ulrikke Moustgaard og Lasse Højsgaard er skribenter i pressegruppen Lux. lasseluxpresse.dk
Danidas nye strategi for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Her er så den røde klud:
Den nye danske bistandsstrategi får hårde odds i Østafrika, hvor nyreligiøsiteten blomstrer og æder sig ind på kvinders rettigheder.
Tekst og Foto: Jeppe Villadsen, Kisumu, Kenya
Et skilt giver klar besked i venteværelset på klinikken for familieplanlægning i Kisumu i det vestlige Kenya. Over receptionsskranken hænger en prisliste for klinikkens forskellige ydelser: En konsultation koster 400 shillings, eller ca. 32 kr. P-piller koster 12 kr. Dyrest er et kejsersnit, der løber op i 1.500 kr. Der er ændret i priserne, kan man se på skiltet. Kisumu Nursing Home har igen – og mod sin vilje – måttet hæve patienternes egenbetaling. Klinikken er ellers en del af Marie Stopes Kenya, der arbejder med reproduktiv sundhed på nonprofitbasis. Alligevel har klinikken bare det seneste år måttet forhøje brugerbetalingen med 15-20 pct., og samtidig er bemandingen blevet beskåret med omkring en tredjedel.
Årsagen er den amerikanske Bush-administrations såkaldte Mexico City Policy, opfundet af Ronald Reagan og introduceret i Mexico City i 1984. Den går ud på, at USA stiller et krav til de organisationer, landet støtter, om at de ikke må udføre, rådgive eller oplyse om abort – heller ikke selv om aktiviteterne er lovlige der, hvor de finder sted.
Samlet mistede Marie Stopes Kenya, som årligt betjener omkring 500.000 mennesker, 40 pct. af sit driftsbudget som resultat af den amerikanske politik. Organisationen har indtil videre måttet lukke to klinikker.
I det lille forkontor venter en håndfuld kvinder på, at det bliver deres tur til at komme til. En af dem er Rose Mulama, der er arbejdsløs og mor til fem børn. Hun plejede at komme på Marie Stopes anden klinik i byen – en mindre og mere spartansk, men billigere klinik, der lå i byens slumkvarter. Men den måtte lukke, og de mere end 400 kvinder, der dagligt besøgte klinikken, var nødt til at finde alternativer.
– Siden har jeg haft svært ved at få råd til at betale for familieplanlægning. Priserne er højere her, end der hvor jeg plejede at komme, fortæller Rose Mulama, der er spinkel og taler sagte. Hun har boet hele sit liv i Kisumu, en slidt havneby ved Victoriasøens bred.
Behandlingsgaranti
Den tilbageværende klinik i byen
bliver først og fremmest benyttet af middelklassen, forklarer Michael Oyah, der
er leder af klinikken. Ingen, der har brug for behandling, bliver dog afvist,
understreger han.
– Hvis de ikke kan betale, giver vi dem nogle valgmuligheder: Enten at de i det mindste betaler en procentdel, eller at vi overfører dem til den offentlige klinik lige overfor. Der er behandlingen heller ikke gratis, men prisen er i det mindste noget lavere, end hvad vi tager her på klinikken, siger Michael Oyah.
Han er ikke i tvivl om, at konsekvenserne af nedskæringerne allerede nu kan aflæses i form af en stigende udbredelse af hiv, flere aborter og en stigende fødselsrate i regionen. – Jeg kan ikke sætte tal på det, fordi vi ikke har haft ressourcer til at måle virkningen af nedskæringerne, men effekten er der, ingen tvivl om det.
Aborter i baglokalet
På landsplan er brugen af
præventionsmidler stagneret, og en række af de forbedringer, Kenya har opnået,
er i fuld færd med at blive rullet tilbage. For eksempel er kvindernes
dødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel steget, og der bliver udført
et stigende antal usikre aborter. Nogle taler ligefrem om en abortepidemi.
Meget tyder på, at der er en direkte sammenhæng mellem stigningen i de illegale aborter og introduktionen af Mexico City Policy. Det anslås, at der årligt udføres omkring 300.000 aborter med hjælp fra alt fra ståltråd til giftige kemikalier og særlige voldsomme massageteknikker. Komplikationer efter de usikre aborter er blandt de mest almindelige dødsårsager for gifte kvinder i tyverne og trediverne. Omkring 5.000 kvinder dør årligt som følge af abortrelaterede komplikationer.
Marie Stopes i Kenya insisterer på, at de ikke udfører aborter, men alene tilbyder behandling efter abort.
Sex er kommet for at blive
En anden konsekvens er, at
fødselstallet i Kenya atter er begyndt at stige efter 25 års uafbrudt fald. Det
østafrikanske land oplevede ellers en af de mest dramatiske nedgange i
fødselsraten, verden har set, nemlig fra otte børn pr. kvinde i 1977 til fire
børn i 2002. Men nu nærmer tallet sig fem børn pr. kvinde.
Det er intet mindre end katastrofalt – og en direkte konsekvens af Mexico City Policy, mener direktøren for Marie Stopes Kenya, Cyprian Awiti.
– Mexico City Policy har haft en ødelæggende virkning i Kenya, fordi den har spændt ben for opgaven med at tilbyde familieplanlægning, siger han.
Og det er ikke kun penge, organisationen har mistet. Foruden den tabte økonomiske støtte er de også blevet afskåret fra leverancer af amerikansk donerede kondomer, som er en vigtig del af landets aids-program.
– Bushregeringen bruger penge på at forsøge at få folk til at gå væk fra at bruge kondomer og i stedet være seksuelt afholdende. Men man må gøre sig klart, at sex er en del af den menneskelige natur – sex er kommet for at blive! Derfor kan et program, der bygger på afholdenhed, ikke fungere. De unge mennesker vil dø i stort tal, fordi det er helt urealistisk at forvente, at specielt de helt unge vil afholde sig fra sex, siger Cyprian Awiti.
Kvinder i klemme
Når det kommer til at gennemføre
konservative familieværdier, gør USA fælles sag med de magtfulde kirkelige
organisationer i de østafrikanske lande. De er enige om, at afholdenhed og ikke
kondomer er løsningen på spørgsmål som aids og aborter.
Samtidig oplever hele Østafrika en nyreligiøs opblomstring, hvor fundamentalistiske kristne bevægelser har opnået enorm gennemslagskraft, ikke mindst de såkaldte genfødte kristne. Også den kristne vækkelse trækker tråde til USA, idet der i øjeblikket er et rekordstort antal vestlige missionærer i lande som Kenya og Uganda, ligesom amerikanske kirkeorganisationer i kulissen øver indflydelse, ikke mindst af økonomisk art.
Det kan kort sagt virke som hårde odds, den nye danske bistandsstrategi, der skal fremme de seksuelle og reproduktive rettigheder, er oppe imod.
De østafrikanske kvinder er kommet i klemme mellem religion og politik. Og Marie Stopes Kenya er desværre langt fra alene om at have fået frataget midler. De fleste internationale familieplanlægningsorganisationer har nægtet at underskrive de amerikanske betingelser og har således mistet støtte fra USA. Også verdens største af slagsen, International Planned Parenthood Federation (IPPF), der årligt går glip af 115 mio. kr. i tilskud. IPPF’s kenyanske afdeling, The Family Planning Association of Kenya (FPAK), har mistet over halvdelen af sine midler, været nødsaget til at lukke syv af sine 17 klinikker og har måttet indføre brugerbetaling. Antallet af kvinder, der konsulterer organisationens klinikker, er faldet fra 130.000 til 82.000 pr. år.
Dr. Linus I. A. Ettyang, programansvarlig i FPAK, undrer sig over udviklingen.
– Abort er lovligt i USA, så hvorfor skulle den behandling, som en amerikaner får, blive nægtet en herboende kvinde, bare fordi hun er kenyaner?
Han bryder sig heller ikke om, at bistand og politik blandes. Dr. Ettyang siger: – Man skal ikke stille betingelser for den hjælp, man giver, for hvis betingelserne skader modtageren, så risikerer hjælpen at skabe flere problemer, end den løser. Man skal kort sagt yde hjælpen, men lade politikken blive derhjemme!
Jeppe Villadsen er freelancejournalist og besøgte Kenya på et rejselegat fra Danidas Oplysningsbevilling.