På
det hvide banner står der med sort skrift:” Som disciplene til Jesus siger
vi: Herre, Frels os, vi som er fortabte.” Det tilhører Katolske Kvinder for
Retten til selv at Bestemme, en af de organisationer, der er med i kampagnen for
medicinsk abort.
Kvinderne står foran Højesteret, som, i anledning af FN's Internationale Dag for Kvinders Sundhed, er mødestedet for en bilkaravane, der skal køre gennem Managuas gader med en statuette af en gravid korsfæstet teenagepige. Hendes mave strutter, som hun hænger der på sit kors på ladet af en pick-up ved siden af banneret, klar til den lange tur gennem byen.
Ruten er planlagt til at komme forbi både parlamentet og præsidentboligen for at ende i en rundkørsel med en kæmpe statue af Jesus, hvor der ud over et par korte taler er planlagt et lille musikalsk indslag. Folk kigger med forundring, nogle med væmmelse i blikket når de kører forbi i busserne eller i deres biler, abort er herovre et meget følsomt og følelsesladet emne. En ældre herre står lidt og kigger på banneret og op på statuen for så at vende sig mod en af de kvinder, der holder banneret. Med en stemme præget af dyb forundring spørger han: ”Hvem er ham den tykke og sorte helgen.”
”Vi vil give liv, men vi vil ikke dø i forsøget”, råber omkring hundrede kvinder foran præsidentboligen (FSLN's partihovedkontor), hvor Daniel Ortega ydermere har valgt at have sin højborg. Vejen er blokeret af spærrebomme og ca.10 betjente, der står og kigger på scenariet af kvinder, der bliver ved med at strømme til fra karavanens biler og busser. Varmen ligger som en dyne over Managua, og gadesælgerne, der ser deres snit til at få solgt en masse, strømmer til og tilbyder is og vand og mango. Stemningen er høj, og den får ikke for lidt med megafonerne.
På ladet af en vogn, står der fire kæmpe højtalere, hvorfra det brager ud: ”Ja til livet, Ja til medicinsk abort”. En ung pige og hendes kæreste står med et skilt, hvorpå der står: ”Uvidenhed dræber, Medicinsk abort frelser.” Stemningen bliver lidt tilspidset, da de ophidsede kvinder begynder at kræve deres ret som borgere i et frit, demokratisk land til at kunne bevæge sig frit overalt.
Daniel Ortega har altid præsenteret sig selv som værende "Folket" og hans kampagne op til valget sidste år, havde sloganet Forsoning og Fred. Nu sidder han bag murene på sit hus beskyttet af en politistyrke, der lige har tilkaldt forstærkning. Kvinderne står lidt spredt, nogle står helt henne på vejspærringen, mens andre står lidt længere væk i den park, der ligger ud til vejen og ser på de nyankommende politifolk. Alligevel lyder det højt og kraftfuldt, da de begynder at råbe: ”I må ikke være bange for os.”
Da
karavanen når rundkørslen med den store statue af Kristus mødes den af
kvinder, der tidligere på dagen har indtaget rundkørslen med bannere og
skilte. Inde mit i rundkørslen er en lille scene sat op. Karavanen kommer
senere end planlagt frem til rundkørslen i og med, at præsidentens juridiske rådgivere
gik med til at modtage en delegation på tre kvinder og høre deres sag.
Stemningen er god, selvom vi befinder os på et af de farligste steder i
Managua.
Statuen tages af korset på Pick-uppen og lægges forsigtigt på jorden, hvilket får hende til at se endnu mere udsat og skrøbelig ud. Hun sættes fast til et større kors, der hejses foran scenen, og der hænger hun så med bøjet hoved oppe over forsamlingen, der alle kigger på hende. Scenen indtages af forskellige kvinder, der snakker om dagen og dens betydning, om moderdødelighed og medicinsk abort og om dagens begivenheder.
Da det bliver tid til det musikalske indslag ryger strømmen, hvilket altid er en tilbagevendende begivenhed i Nicaragua, men heldigvis har de en generator, der har strøm nok til en mikrofon og en guitar. Sangerinden er fra León, en af de smukkere byer her i Nicaragua, og hedder Carola. Hun synger to revolutionære sange, som mange stemmer i, og går så over til at synge en af de nationale traditionelle sange.
En ældre dame med kæmpestore briller og en t-shirt med sloganet: ”Døm ikke de fattige kvinder til døden, ja til medicinsk abort i straffeloven”, træder ind foran scenen og begynder at danse. Da Carola synger endnu en sang, kommer flere kvinder til, indtil der står omkring syv og danser, mens de andre står rundt om og kommer med opmuntrende tilråb.
Sangen slutter og med ét strømmer alle hen til busserne, der skal køre dem hjem. Bum! det var enden på den demo, og tilbage stod fem fortabte danskere og tænkte: "hvor blev folk af?".