Dagbog fra Nicaragua 7. juni 2007 

 

Kært barn har mange navne

Af Nanna Kirstine Hansen

encuentro__workshops_Masaya_800_600.jpg

Et godt gammelt dansk udtryk. Jeg selv bliver kaldt Nons, Nanse, Nanc, Nanita, Lille mus, musling og grisling, hvilket nok skyldes min lettere lyserøde hudfarve og min tendens til opstoppernæse. Men det er nu ikke mig selv jeg tænker på i denne sammenhæng. I stedet vil jeg skrive lidt om vores allesammens darling, vores lille statuette.

Det har været sjovt at se, hvordan statuen efterhånden er blevet personligt knyttet til os, der omgås hende jævnligt. Jeg har det sådan, at hver gang jeg ser hende, er jeg lige nødt til at gå hen og røre ved hendes runde mave. Derudover har hun efterhånden fået en del kælenavne: Den lille Jesusfine (la jesu crista), Jomfruen (la virgen), den Lille Jomfru (la virgencita), min Lille Pige (mi niña), Kæmpemaven (la panzona) og den mest brugte, Den Lille dukke (La muñequita).

Men det er ikke kun os der omgås hende meget, som får et forhold til hende. Det er som om, at alle, der på en eller anden måde bliver indvolveret i kampagnen, enten fordi de er med i den eller fordi de deltager i de workshops kvindegrupperne afholder, får et forhold til hende. Jeg var ude på en workshop, som blev afholdt af kvindegruppen fra Masaya, som også er en del af kvindebevægelsen, i et lille samfund, der hedder Palenque.

Selve hovedemnet var medicinsk abort, men under dette fik de også snakket om machismo, vold og den undertrykkelse, som mange specielt fattige kvinder oplever ikke kun fra samfundets side men også i deres familier ofte gennem deres mænd. I slutningen af workshoppen bad de kvinderne om at kigge grundigt på statuen, og så fortælle om, hvilke tanker og følelser hun satte gang i hos dem.

Mange af kvinderne gik op og stod helt tæt ved hende og mange af dem rørte ved hende, ved hendes mave og hendes bryster og hendes krop. Som hun hænger der på sit kors, virker hun også meget skrøbelig og selvom hun ikke har nogle øjne i øjnhulerne, får man indtryk af, at hun har et trist og sørgmodigt blik.

En af kvinderne bemærkede at hun så underernæret ud, og at hun burde få noget gedemælk. Men mange af dem tog hende også til sig. Det er som om, de ser sig selv i hende eller måske deres datter eller børnebørn. Hun er bestemt og helt afgjort en dame som gør sit indtryk.