I Hongkongs lufthavn blev Jens Galschiøt
UDVIST igen
Han blev nægtet indrejse uden nogen forklaring
Udvisningens betydning rækker langt ud over Jens Galschiøts personlige
ubehag. Han siger: For mig er det selvfølgelig
ubehageligt at blive sendt tilbage uden forklaring efter 5 timers afhøring i
lufthavnen. Men situationen er langt mere alvorlig for demokratibevægelsen.
De er blevet frataget retten til efter eget valg at invitere gæster til
mindehøjtidelighederne for Tiananmen-massakren. SAR-regeringens vilkårlige
udvisninger betyder at Hongkongs fremtid som et åbent retssamfund er truet. Kan
demokrati og ytringsfrihed opretholdes, eller vil det totalitære system i
Beijing gradvist brede sig til Hongkong?
Pga. sagens principielle karakter har den givet voldsom genlyd i verdens medier.
Jens Galschiøts to medarbejdere Lasse Markus og Kasper Markus fik lov at
rejse ind i Hongkong, hvor de deltog i den store demonstration den 31. maj (se video fra BBC og
vores egen fotoserie)
og i mindehøjtideligheden den 4.
juni hvor 150.000 var samlet for at markere 20-årsdagen for Tiananmen-massakren.
Den 2. juni stod Lasse og Kasper for overrækkelsen af to skulpturer,
én til studenter-unionen
og én til Legco,
Hongkongs parlament. Fru Cyd HO Sau-lan modtog skulpturen på midlertidig basis.
Men skulle Legco tage imod skulpturen eller afvise den? – Det spørgsmål
fik bølgerne til at gå højt i Hongkong. Den 11. juni besluttede et
regeringsudvalg med stemmerne 6 mod 5 at afvise
skulpturen. Men demokratibevægelsen fastholder at de vil udstille den som et
markant symbol på Tiananmen-massakren og på ytringsfriheden.
Jens Galschiøt er nu sammen med demokratibevægelsen ved at forberede en
klage over udvisningen til Hongkongs regering.
I Legco er sikkerheds-sekretær Abrose Lee
blevet udspurgt om kriterierne
for at nægte indrejse til Hongkong.
Galschiøt har skrevet alle medlemmer af Folketinget
og af Europa-parlamentet
og bedt om politisk støtte. Han har fået flere positive svar og flere har
erklæret sig parate til at udtale sig offentligt. Adresserne
findes her.
Af hensyn til gennemskueligheden har vi valgt at lægge alle vigtige
dokumenter på nettet.