Udtalelse fra Jens Galschiøt og Lasse Galschiøt Markus ang. Nobels fredspris

Nobelprisen og Kinas manglende

forståelse af verden 2010

Den 10. december overrækkes Nobels fredspris for første gang nogensinde til en tom stol. I stolen skulle den kinesiske systemkritikker Liu Xiaobo have siddet, men verdens folkerigeste land, Kina, har valgt at beholde Xiaobo i fængsel, og for at sikre sig at heller ikke hans familie kan modtage prisen, har man sat hans kone i husarrest.

Dette er en uværdig måde at behandle sine kritikere på. Vi må kræve at Kina i denne sag opfører sig som en anstændig nation og lader Liu Xiaobo deltage i tildelingen af verdens mest prestigefyldte pris, Nobels fredspris.

Kinas økonomiske magt og indflydelse er for alvor blevet synlig i verden, og de imponerende vækstrater har løftet flere hundrede millioner kinesere ud af fattigdom - en vigtig og nødvendig udvikling for at få verden i social balance. Men for at Kina kan få verdens fulde respekt og blive budt velkommen som ny supermagt, kræver det at de også overholder menneskerettighederne og giver helt basale rettigheder til deres egne borgere, i form af ytringsfrihed og et uafhængigt retssystem. Mad alene er ikke nok.

På grund af Kinas økonomiske styrke og begyndende supermagts-status, er den vestlige kritik af supermagten forstummet. Men siden Nobelkomiteen den 8/10 tildelte Liu Xiaobo Nobels fredspris 2010 er kritikken af styrets æreløse krænkelse af ytringsfrihed og menneskerettigheder igen blusset op – hvilket Kina i høj grad kan takke sig selv for:

 

Kinas forsøg på at forplumre prisuddelingen

-         Allerede inden prisudnævnelsen havde Kina truet Norges regering på økonomien og landenes diplomatiske forbindelser. Kina forstår tilsyneladende ikke at Nobelkomiteen er uafhængig af staten og at den norske stat ingen muligheder har for at stoppe en prisuddeling.

-         At Kina senere hen, vha. diplomatisk og økonomisk pres, har prøvet at forhindre en række lande i at deltage i overrækkelses-ceremonien viser igen landets mangel på forståelse for hvordan et demokratie fungerer. Pressionen er dog på ingen måde lykkedes. Kun få lande har meldt afbud. Så resultatet har været at Kina har sat sig i et endnu dårligere lys.

-         I endnu et forsøg på at bortcensurere begivenheden har Kina sat Liu Xiaobos kone i husarrest og hindret en række menneskerettighedsforkæmpere i at forlade landet af frygt for at de kunne modtage prisen i Liu Xiaobos fravær.

 

Kina bør udvise mod

I en verden med Facebook, Twitter, Google, sms, mobiltelefoner og Wikileaks vil det være umuligt på længere sigt, selv for Kina, at holde sin befolkning i uvidenhed, så Kina kan lige så godt frivilligt give sine borgere disse basale rettigheder.

Vi opfordrer Kina til at åbne øjnene for verden anno 2010 hvor informations- og ytringsfrihed til stadighed er en selvfølge – også i Kina. Kina kunne passende tage de første skridt ind i anstændigheden ved at lade Xiaobo og hans kone modtage Nobelprisen, det ville klæde en kommende supermagt.

 

Lasse Galschiøt Markus og Jens Galschiøt, Danmark, 8. december 2010

 

Galschiøt og Kina

Jens Galschiøt er en dansk billedhugger kendt for sine store internationale skulpturmanifestationer. I 1997 opstillede han den 8 meter høje skulptur ’Skamstøtten’ i Hongkong for at ære studenterne fra massakren på den Himmelske Freds plads 1989 i Beijing. Galschiøt og hans søn Lasse har ofte været i Hongkong for at støtte demokratiudviklingen i Kina bl.a. i forbindelse med OL, hvor Galschiøts happening TheColorOrange.net bevirkede at ’Skamstøtten’ blev malet orange. Jens Galschiøt har fået indrejseforbud i Hongkong de sidste 2 gange han har besøgt landet, men hans søn kan stadig repræsentere ham. For at understøtte den frie debat i Kina har Galschiøt indscannet alle dokumenter fra ’Tienanmen’. massakren” til fri afbenyttelse, se www.aidoh.dk/4June89.

 

Kontakt /info/foto om Jens Galschiøt: www.aidoh.dk, tlf. + 45 6618 4058, aidoh@aidoh.dk og

Lasse Galschiøt Markus: +45 6170 3083