H.C. Andersen som fisselette

At H.C. Andersen var tiltrukket både af damer og herrer, og for eksempel skrev glødende kærlighedsbreve til både operasangerinden Jenny Lind og vennen Edvard Collin, er efterhånden velkendt.

Men hør alligevel dette klip fra forordet til Dag Heedes nye bog om nationaldigter og jubilar Andersen: “vores nationalskjald var en fisselette … en feminin mand med et udpræget talent for mandevenskaber, en høj grad af misogyni og en udtalt modvilje mod at indgå ægteskab”.

Hjertebrødre hedder bogen, og her søger Heede at bygge bro mellem en tysk-europæisk forskningstradition, der som Karl Giese (men også den danske Wilhelm von Rosen) rentud tolker digteren som homoseksuel, og en mere nænsom dansk omgang med eventyrdigterens åbenlyse mandlige sværmerier.

Nationalskjalden som bøsse, dér har det danske frisind alligevel trukket grænsen, mener Heede, der i sin bog anbringer sig mellem de to positioner ved at udnævne digteren til ‘homosocial’. Det vil sige tiltrukket af mænds selskab i en grad, så kvinder bliver mest til besvær.

Heede dokumenterer i fyldige citater, hvordan dansk forskning ofte har bagatelliseret digterens varme skildringer af venskab mellem mænd, ‘hjertebrødre’. Men han slår også fast, at hverken homo- eller heteroseksualitet fandtes i H.C. Andersens bevidsthed. I stedet hyldede samtiden idealer om sværmerisk venskab og ikke-kødelig længsel.

Dog lægger de allernyeste bidrag, Jens Andersens og Jackie Wullschlagers biografier, jo ikke skjul på disse træk, som dog ikke overstråler Andersens vel mest konsistente lyst - at skrive.

Det forbudte begær

Dag Heedes indgang til Andersens forfatterskab er queer-teori, og det fungerer fremragende. Hans læsninger af O.T. og Improvisatoren er ikke kun vittige og tænksomme, men giver også plausible svar på, hvorfor det ofte går litterære kvinder galt - i form af død, fornedrelse eller sindssyge - hvis de vover at begære og handle selv?

Heedes svar er, at kvinderne som eksponenter for (den mandlige) hovedpersons tiltrækning af en anden mand artikulerer bogens hemmelige og forbudte begær. Men i næste kapitel må kvinden ryddes af vejen, fordi hun forhindrer mændenes forening…

Heede påviser, at kærlighedsintrigen i Improvisatoren og i O.T. systematisk er bygget op som trekanter, hvor manden står mellem en mand og en kvinde, ofte søster og bror. Manden er erotisk interesseret i søsteren, venskabeligt i broderen - eller er det omvendt?

Tidligere har f.eks. Andersen-forskeren Klaus P. Mortensen noteret, hvor ofte et ægteskab (belejligt!) forhindres hos Andersen, fordi kvinden dør af mystisk sygelighed. Heedes formulering er den bramfri, at en god kvinde hos Andersen er en død kvinde: “Det er bemærkelsesværdigt, så usørgeligt det er i H.C. Andersens forfatterskab, når en kvinde dør.”

Retfærdigvis bør man tilføje, at den gudfrygtige digter jo troede på et liv efter døden, samt, at de fleste af Guldalderens aktører ånder af en tilsvarende angst for kropslighed og underklasse. Noget, der vel til dels fungerede som skræmmebilleder mod smitsomme, uhelbredelige sygdomme som tb og syfilis.

Superunderholdende

I Improvisatoren bliver Antonio langt om længe gift med sin Lara-Maria, men parrets forening fremstår mat og upassioneret, sammenlignet med skildringen af Antonios virile ven Bernardo, påpeger Heede. I O.T. synes begærets egentlige mål at være hjertevennerne Ottos og Vilhelms to år lange Italiensrejse sammen:

“Begge romaner har så at sige ‘to’ slutninger, én, der beskriver et emotionelt og plotlogisk højdepunkt (hjertebrødrenes forening, mlk), og en, der pligtskyldigt får sin mandlige hovedperson trygt i vej med gods - og i hvert fald i Improvisatorens tilfælde - kone og barn”, konkluderer Heede.

Heedes tidligere bøger om bl.a. Blixen og Bang har været præget af en højt opdrevet dekonstruktivistisk diskurs. Hjertebrødre er derimod superunderholdende og let at læse. Den er derfor den ideelle anledning til at trække queer-læsninger ud i gymnasieskolen.

Desuden rejser bogens tankegang spændende spørgsmål til H.C. Andersens velkendte outsiderposition. Måske blev den berømte digters ensomhed forstærket af netop hans burreagtige og uforløste klæben til de mennesker, der tiltrak ham mest? Og måske bidrog hans seksuelle ‘mærkelighed’ til, at han kun i skrift kunne udforske sanselighedens og eksistensens former til bunds?

Vender man tilbage til Heedes provokerende påstande fra forordet, holder påstanden om digterens misogyni, kvindehad, dog hverken litterært eller biografisk.

Tværtimod er eventyrenes piger og kvinder ofte handlingsbærende og skildret psykologisk nuanceret. At de sjældent får, hvad de har ønsket sig, gælder jo også f.eks. tinsoldater, grantræer, snemænd og kejsere. Biografisk taler digterens (brev)venskaber med en lang række unge og ældre veninder også imod påstanden.

Heede viser elegant, hvordan anvendt queer kan pege nye veje også i så kendte forfatterskaber som Andersens. Men nuancer må der til.

Det interessante er vel netop, at mænd på én gang kan værdsætte kvinder - og samtidig ønske, at de samt hele deres køn ville pakke sig, når mænd skal være seriøse sammen med hinanden.