Jens Galschiøt, Billedhugger, Banevænget 22, DK-5270 Odense N
Tlf. (+45) 6618 4058,
privat (+45) 6614 4038, Fax (+45) 6618 4158
E-mail: aidoh@aidoh.dk, Internet: www.aidoh.dk
Orientering om Fundamentalism skulptur og tilbud om udstilling
Odense d 25 marts 2013
Kære Museums direktør,
Jeg har i de sidste 3 år arbejdet på en meget stor bronzeskulptur, der skal danne omdrejningspunkt i min nye kunstinstallation: FUNDAMENTALISM. Den er først helt færdig medio 2014, hvor den skal på turné. Dele af installationen bliver imidlertid allerede introduceret for offentligheden ved en større udstilling i Albertslund til maj, som har en udstilling i det offentlige rum med over 50 af mine skulpturer fra de mange kunstinstallationer, som jeg har gennemført verden over.
Da denne introduktion vil medføre, at der så småt begynder at blive en offentlig opmærksomhed omkring kunstinstallationen, har jeg derfor valgt at orientere jer om projektet og samtidig afsøge mulighederne for at få præsenteret kunstinstallationen på jeres museum i forbindelse med en turné af værket.
Værket er opbygget af over 8.000 bronze-bøger fra de tre monoteistiske religioner: jødedommen, kristendommen og islam. Bøgerne bliver stablet op, så de danner bogstaverne i ordet FUNDAMENTALISM. Hvert bogstav er 2,5 meter højt.
Bogstaverne stilles op på en 70 cm høj cirkelrund kobbersokkel med en diameter på 9 meter. I soklen er der på cirklens yderside monteret 14 store skærme - ét for hvert bogstav. På yderskærmene bliver der vist de lyse (humanistiske) citater fra Toraen, Biblen og Koranen. Man kan komme ind i cirklen igennem en lille åbning i soklen, og der vil være yderligere 14 skærme, der viser de inhumane citater fra de samme religioner. Se koncept og foto på www.aidoh.dk/fundamentalism
Kunstinstallationen vil have en udstråling som en mellemting mellem "Stone Henge" og biblioteket i Rosens Navn af Umberto Eco. Vi har 7 bogstaver klar i bronze og er i gang med at indsamle de tusindvis af citater fra Toraen, Biblen og Koranen.
Mit ærinde er at skabe en kunstinstallation, der fungerer både som skulptur og dialogprojekt, og som vil understøtte de moderate kræfter inden for alle tre religioner. Jeg har ellers stor erfaring fra mine happenings over hele kloden med at styre den slags dialoger og debatter, men netop religions-debatten er ekstremt svær at få en konstruktiv dialog ud af, især når man er belastet af at være en dansk kunstner fra muhammedtegningernes land.
Jeg har derfor allerede nu taget mange forholdsregler for ikke at ende i en ny ufrugtbar muhammedkrise. F.eks. har bøgerne, som skulpturen er bygget op af, aldrig været rigtige hellige bøger, og jeg har undladt at skrive Koranen, Biblen og Toraen på dem for at undgå uheldige fotos fra fremstillingsprocesserne, hvor vi brænder voksen ud af bogstakkene.
Jeg mener, at det er vigtigt, at både kunstnere og kunstmuseer forholder sig til dette tema, og at vi ikke er berøringsangste over for temaet. Jeg tror på, at netop kunstnerne kan være med til at skabe og fremme en positiv dialog, en dialog som jeg tror, at de fleste af os er interesseret i, men som ofte bliver kapret af mørkemænd, der er interesseret i at eskalere en konflikt og puste til ilden.
For at teste mit projekts kommunikations-potentiale offentliggør jeg allerede dele af projektet ved kunstudstillingen i Albertslund, som er arrangeret af kunstforeningen med støtte fra bl.a. integrationsråd, der vil forsøge at organisere rundvisninger omkring skulpturen. Jeg opstiller tre af bogstaverne og 6 skærme for at lave en slags prøve på, hvilken debat og dialog kunstinstallationen vil fremme. Erfaringerne med denne introduktion vil blive indarbejdet i færdiggørelsen af skulpturen og i min kommunikations-strategi.
Jeg forestiller mig, at kunstinstallationen lanceres på et dansk kunstmuseum
og derefter kommer rundt på turné. I skrivende stund har jeg ikke en fast
aftale med et museum omkring en lancering. Oprindeligt var det Heart, der
skulle lave åbningsudstillingen, men de er sprunget fra pga. økonomiske
problemer. Så alle muligheder er åbne.
Det er jo en ret kontroversiel kunstinstallation, som jeg har gang i, så det kræver nok en fordomsfri og modig museumsdirektør, der vil være parat til at deltage i debatten både i offentligheden og inden for museernes egne snævre cirkler. Det er et projekt, som formentlig vil give genlyd langt ud over Danmarks grænser, så der er også en stor reklameværdi i det. Men det er der generelt i mine udstillinger. Jeg har i sommeren 2012 haft en større retrospektiv udstilling på Randers Kunstmuseum, som blev besøgt af over 10.000 gæster, og jeg har ca. 9.000 besøgende årligt på mit værksted ’Galleri Galschiøt’ i Odense. Og det er min fornemmelse, at netop ’Fundamentalism’ installationen vil sætte nye grænser.
Jeg håber, at I på jeres museum vil overveje, om I vil være en del af dette både folkelige, kunstneriske og grænsebrydende projekt. Angående en evt. udstilling forventer jeg ikke, at I skal yde noget til selve skulpturen/værket. Derimod forventer jeg, at I betaler for transporten og tager del i formidlingen og dialogen omkring skulpturen.
Installationen har en diameter på 9 meter og er 3,80 meter høj, og den kan stå såvel indenfor som ude i det offentlige rum.
Jeg har dele af installationen opstillet på mit værksted, og I er velkomne til at komme over og se den, og jeg vil også meget gerne komme til jer for at diskutere mulighederne. Jeg medsender nogle sæt koncepter og mit CV med beskrivelser af mine aktiviteter. Jeg sender samtidig dette brev på email, så det kan videresendes elektronisk til relevante medarbejdere.
Jeg ved ikke, om
du er den rette at kontakte. Hvis ikke håber jeg, at du vil bringe materialet
videre til rette vedkommende. Hvis jeres museum ikke er det rette sted, vil jeg
være taknemlig, hvis I kan hjælpe mig med at formidle projektet til mere
relevante museer både i ind- og udland.
Venlig hilsen
Jens Galschiøt
Billedhugger
Odense