Freddy Cronqvist – kunstforeningsformand emeritus og kunstbruger
Knud Vilby, tidligere formand Dansk Forfatterforening
Få konflikter er vigtigere og værre end de globale religionskonflikter. Religioner, der prædiker frelse, fører til meningsløs vold og menneskelig fortabelse. Religion bruges og misbruges af kræfter, der kæmper om magt. Og de religiøse bøger leverer forsimplede fundamentalistiske argumenter.
Kunst skal både kommunikere og udfordre, og et af tidens mest spændende og udfordrende kunstprojekter handler netop om religionskonflikten og de religiøse modsætninger. Det hedder ”Fundamentalism” og beskæftiger sig med os, der er ”Abrahams børn”. Det vil sige os, der er vokset op med en af de store monoteistiske religioner, Kristendommen, Jødedommen eller Islam. Uanset aktuelle og historiske forskelle er vi fælles om Abraham.
’Fundamentalism’ er en gigantisk monumental skulptur, og 17. janaur er der fernisering på den på Kunstcentret Silkeborg Bad. Apropos skulpturens budskaber er en af talerne Viborgs nye biskop Henrik Stubkjær.
Gigantisk betyder gigantisk. Hovedelementet i skulpturen er bogstaverne i ordet ”Fundamentalism”. De skal stå i en cirkel med 9 meter i diameter. Hvert bogstav er 2,5 meter højt, støbt i bronze og bygget op af stabler af de religiøse grundbøger: Koranen, den kristne bibel og den jødiske torah. Der bygges 28 store fladskærme ind i den sokkel, der bærer konstruktionen, og på skærmene kan beskueren kontinuerligt se projicerede citater fra de tre religiøse bøger.
På ydersiden vil man få de lyse citater om tilgivelse, næstekærlighed og omsorg. På den mørke side projiceres de grusomme og nådesløse citater om øje for øje og tand for tand og om kvinders underordnede rolle. Modsætningerne udstilles. Grundlaget for meningsløs fundamentalisme bliver til at forstå.
Der er citater nok at tage af, både til yderside og inderside. Kunstværket udstiller de dobbelte og modstridende budskaber. Kærligheden og uforsonligheden i alle tre religioner. Pointen er bl.a., at man ikke uden videre kan hitte ud af, om det er den ene eller den anden eller tredje grundbog, der citeres fra. Kunstneren bag projektet er Jens Galschiøt. Han er internationalt anerkendt, og hans skulpturer står verden over. En bronceskulptur af ”hjemløse” fandt for nylig et ”hjem” i EU-parlamentet. Blandt andet efter inspiration af Mogens Lykketoft og Britta Thomsen.
Galchiøts skulpturer står også på offentlige pladser i Danmark, og de har skabt debat på masser af kunstudstillinger. I flere år stod Galschiøts ”balanceskulpturer” foran Christiansborg og fortalte om, at verden er på sit yderste – der er mere end nogen sinde brug for at balancere imellem lyst og fornuft. Foreningen Energiforum Danmark gav i 2014 Connie Hedegaard årets energi-og miljøpris. Det var en balanceskulptur af Jens Galschiøt.
Men mens Jens Galschiøt er internationalt anerkendt, er han uaccepteret blandt de kunstneriske smagsdommere i Danmark. Den klejnsmedeuddannede kunstner fra Lindø er i den grad uden for det gode polerede kunstneriske selskab.
Når Fundamentalism-projektet alligevel er nået frem til en fernisering er det gennem privat selvfinansiering, og senest en indsamling, et udsalg og tilskud af pensionsopsparing.
Et gigantprojekt som dette koster en halvstor herregård, og pengene skaffes gennem private indsatser. Der er også brug for en Kunstfond, men Statens Kunstfonds relevante udvalg siger nej, fordi ”andre ansøgere i højere grad har dokumenteret kunstneriske eller kunstfaglige kvalifikationer og mødt udvalgets kriterier for kunstnerisk kvalitet”
Det er en kunstvurdering, der smækker kassen i, og i modsætning til ejendoms- og mange andre vurderinger er der ingen appelinstans. Afgørelsen kan ikke indklages. Galschiøt er dømt ude.
Rindalisme ligger os fjernt. Men det er vores opfattelse, at der helt åbenbart er megen temmelig ligegyldig dansk kunst, der rutinemæssigt støttes og promoveres. Bare som et eksempel har man indtil for ganske nylig kunnet besøge Den Frie på Østerbro og se vinderne af Carl Nielsen og Annemarie Carl-Nielsens legat. Man kunne her se LP`s rent ud ubegribelige (hvis man ikke er perfekt i engelsk er det bare godnat) Anatta Experiment (det ved man vel hvad er?) og så nogle ganske smukke vinger, der står på gulvet. Og man kunne se MJ`s kunst, der bl.a er nogle store grimme papkassefigurer, der angives at handle om venindens badeværelse og lokummer. Tavsheden mellem de besøgende en søndag eftermiddag var larmende.
Der er et eller andet rivruskende galt i denne og tidligere afvisninger af at støtte Galschiøts kunst. Det skorter ikke på anmeldelser, der anerkender kunstneriske kvaliteter i Galschiøts ofte provokerende kunst. Masser af lokale kunstudstillinger har taget kvaliteten til sig. Og i en samtid, hvor debatten religion-samfund er vigtigere end nogen sinde, ville vi have hørt smagsdommer-jubelråb – hvis ideen var fostret af en af de rumkunstnere, der benyttes så ofte i det offentlige rum, at det i sig selv er ved at slide værkernes kunstneriske kvalitet ned. Bjørn Nørgaards tumlinger om at være ung og så blive gammel ude foran PFA er søde og sjove og ganske underholdende. Og et lille smil på vejen er da godt. Men mon ikke BN selv ville være stolt over at præsentere et værk om tidens måske allervigtigste politiske spørgsmål – forholdet imellem religionerne.
Hvad stiller man op, når laveste instans også er højeste instans, og en nok så urimelig kunstnerisk afgørelse er inappellabel?