søndag den 1. februar 2015

Silkeborg Bad

 

Det er alt for længe siden, jeg sidst har haft en dag med skønne Marina, men i dag satte vi hinanden stævne ved det smukke og historiske sted, Silkeborg Bad og Kunstmuseum. Jeg har været der ved flere lejligheder og bliver altid bjergtaget af det fantastiske, der udspiller sig såvel inde som ude. Det var fantastisk at dele dette smukke sted med Marina, som jeg blandt andet holder så meget af, fordi hun er så god til at udtrykke sin begejstring, for det hun ser og oplever.  


Vi besluttede, at vi skulle starte dagen med en kop kaffe i museets café, i et forsøg på at indhente lidt af alt det der er sket, siden vi sidst så hinanden - men vi nåede knap inden for døren...  
Abrahams Børn, hedder den kunstinstallation der næsten tog pusten fra Marina og jeg. Den er på en og samme tid imponerende, smuk, udfordrende, oplysende og overraskende - og så er den "godt tænkt".

Installationen er skabt af billedhuggeren Jens Galschiøt. Værket er gigantisk enormt - en sokkel af kobber rummer skærme med citater fra de tre monoteistiske religioner, kristendom, islam og jødedom. Oven på soklen er kæmpe bogstaver placeret - tilsammen danner de teksten FUNDAMENTALISM.
Skulpturen er bygget op af over 8.000 kobberelementer, der forestiller enten Koranen, Bibelen eller Toraen i bogform. De enkelte bogstaver er opbygget af bøger, der er stablet oven på hinanden.
På ydersiden og indersiden af alle bogstaverne fremviser skærme citater fra den specifikke bog, som bogstavet er bygget op af. På installationens yderside vises kunstnerens udvalg af 300 lyse citater, på indersiden af cirklen vises 300 citater, han opfatter som mørke.

Installationen udfordrer - både med de voldsomme fysiske dimensioner, men også med dens budskabet - nemlig, at ingen af de monoteistiske religioners religiøse tekster kan sige sig fri for at rumme dimensioner, som er uforenelige med humanisme og moderne demokrati.
Men med en bedre forståelse og viden, vil vi - ideelt set - bedre kunne skelne mellem den snævre, men farlige fundamentalisme og de brede kulturbaggrunde som de fleste mennesker tilhører.
Raffineret er det, at når man som publikum bevæger sig i indercirklen af installationen er udgangen markeret med "NO EXIT" - genialt... får det er sådan jeg oplever den, fundamentalismen, at når man først har placeret sig der, sidder man fast.

Man kan se installationen på museet frem til d. 19. april, hvorefter kunstneren håber, den skal rundt i den store verden.
Efter at have undersøgt værket tog vi os tid til en kop kaffe og snak- og tænk, jeg fik også den smukkeste gave. Indpakningen var i sig selv en gave...

 
Efter kaffe så vi en udstilling som viser tilblivelsen af Abrahams børn - i udstillingen var blandt andet voksede bøger, sådan som de så ud inden de kom i et kobberbad og blev samlet til de store bogstaver i installationen. Silkeborg Bad også andre skiftende udstiller, som absolut også er seværdige - om end vi fandt dem svære at rumme og tage ind, efter det imponerende værk; Abrahams Børn.
 
Alt omkring Silkeborg Bad er malerisk - de gamle bygninger som emmer af æstetisk nostalgi fra dengang stedet fungerede som bad, og den verden er der uden for - hvor store majestætiske træer knejser over Ørnsø. Omkring badet er skulpturer placeret i naturen. Smukt er det, og på en dag med lys, sol og sne bliver man glad og taknemmelig langt ind.
 


 
 




 

 
Sidst på eftermiddagen gik solen ned - og det efterlod en ny stemning omkring det gamle Silkeborg Bad. Uafhængig af hinanden - og efter at have taget afsked, standsede vi på hjemturen begge ved Ørnsø, hvor vi begge fotograferede dagens sidste lys over søen - og så kunne vi jo lige sige farvel og på gensyn endnu en gang.
 



En smuk dag, et smukt sted i smukt selskab

2 kommentarer:

  1. TAK for en fantastisk dag i går. Hvor var det bare dejligt at se dig og som altid dejligt at opleve sammen med dig. Glæder mig allerede til næste gang! Dine billeder er skønne. Glæder mig til at se mine egne, så langt er jeg slet ikke nået for der var temmeligt travlt da jeg kom hjem og i dag er der også alt for meget på programmet så det må jeg have til gode. Så skønt at få lov at gense i går med dit fine blik. Kram.

    SvarSlet
  2. Det er MIG der TAKKER!!!! Jeg var så glad, da jeg kom hjem. Fyldt af gode tanker.
    KNUS

    SvarSlet