Kenani Armossi Sixpences historie

Blikkenslager i Quelimane i Mozambique
Tekst og foto af Thorkil Green Nielsen

I mit kvarter har der været et blikkenslager-kooperativ i mange år. Jeg er vokset op til lyden af hamre, der bankede blik til spande og andre husholdningsredskaber. Da jeg gik ud af skolen efter 9.klasse, blev jeg ansat i kooperativet, som forsørger mere end 20 familier.Men jeg har aldrig fået nogen teknisk uddannelse. Der er for få tekniske skoler i Mozambique, og de fungerer elendigt. Så da jeg og tre af mine kolleger fik tilbud af Ibis om et blikkenslagerkursus på tre måneder i efteråret 2000, sagde vi ja tak.

Det blev en stor oplevelse, for vi lærte både at lave tekniske tegninger, bruge nyt værktøj og at lave nye produkter. For eksempel tagindækninger og ventilationskanaler. Mange af husene i Mozambique er utætte, og i regntiden strømmer vandet ind. De fleste håndværkere forsøger at lappe hullerne med cement-inddækninger, men cementen revner, og så kommer der nye huller.

Nu kan kooperativet tilbyde vandtætte inddækninger af metal og ventilationsanlæg og tagrender af høj kvalitet m.m. Personligt har jeg fået større faglig stolthed. Det er blevet lettere at løse nye opgaver, fordi jeg ved mere om geometri og teknisk tegning. I gamle dage måtte jeg hele tiden prøve mig frem.

Kurset sluttede med, at vi fik det værktøj, vi havde brugt. Blandt andet en boremaskine, en vinkelsliber og en teknisk håndbog. Det har også gjort arbejdet lettere. For eksempel bruger vi vinkelsliberen, når vi skærer metalplader ud af gammelt affald og genbruger det til trækulsovne, rotte-sikrede forrådsbeholdere m.m.

Kurset kan også mærkes på lønningsposen. Før tjente jeg højst 900.000 meticais (ca. 400 kr.) om måneden. Nu får jeg op til 700 kr. Det betyder, at min kone og jeg har fået råd til at spise bedre og købe nyt tøj en gang imellem.