Pressemeddelelse fra Jens Galschiøt, Hongkong
15. december 2005
Vi havde egentlig planlagt at orientere den danske presse igennem en serie af pressemeddelelser om hvad vi bedriver her i Hongkong, men så let går det ikke at sende mail fra HK. Vi sender derfor denne mail ud til udvalgte medier i DK.
På vores hjemmeside har vi lagt masse frie fotos som kan bruges til at illustrere WTO aktiviteterne i Hongkong og vi har lagt en dagbog og en hel del pressemeddelelser udsendt til journalister i Hongkong op (på engelsk) om alle vores aktiviteter se, http://www.aidoh.dk/WTO
Her følger begivenhederne i punktform:
Nov. 2005 Vi har tre store skulpturgrupper med til WTO mødet i Hongkong, de blev udskibet fra Danmark allerede i nov.
Vi kom til Hongkong fredag den 9. december og blev straks mødt af problemer fra de kinesiske myndigheder i Victoria park, der ville have et væld af sikkerhedscertifikater, konstruktionspapirer, forsikringspapirer. Vi brugte 3 dage og nætter på dette og udsendte efterfølgende en pressemeddelelse.
Søndag den 11. dec. lykkedes det at få containeren ud af havnen med vores skulpturer (6 tons). Vi måtte foretage en manuel aflæsning midt på gaden af de mindre skulpturer så de kunne deltage i demonstrationen kl. 14 søndag HK tid. De gjorde stor lykke og blev en af hovedattraktionerne både i fjernsynet og i aviserne verden over, se dagbog.
Mandag nat lykkedes det os endeligt at få opstillet skulpturerne (se fotos på aidoh.dk /WTO) efter at vi havde truet med at anlægge retssag imod myndighederne i Hongkong, igennem en af Hongkongs stjerneadvokater, Albert Hoo, som Galschiøt kendte fra sine tidligere skulptur-opstillinger i Hongkong. De store skulpturgrupper blev placeret centralt og er meget populære på det alternative NGO møde i Victoria park.
Siden har vi deltaget i et væld af NGO aktiviteter om WTO sammen med demonstranter fra hele verden.
Alle disse tiltag og aktiviteter er blevet beskrevet dels i vores dagbøger og artikler og dels igennem fotos på www.aidoh.dk/WTO
Det er ikke sikkert at vi får mulighed for at sende ud igen så vi vil opfordre jer til selv at tjekke hjemmesiden, hvor vi løbende lægger oplysninger og foto op. Vi har også en TV dokumentar-fotograf med hvis nogle skulle være interesseret i professionelle TV billeder af danskernes aktiviteter i Hongkong.
Fredag den 16.december kl. 15 - 18 vil vi sammen med vores samarbejdspartner Mellemfolkeligt Samvirke afholde en workshop i Victoria Park.
Vore Hungerdrenge deltager i den afsluttende demonstration søndag. Skulpturerne i Victoria Park tages ned kl. 19 HK tid – hvis vi ellers får tilladelse til det……
Vores telefon i Hongkong er +852 9408 6455, e-mail: aidoh@aidoh.dk
Med venlig hilsen
Jens Galschiøt og hans stab
Level Up |
||
2005: Mad Cow Disease in Hong Kong |