Mandag den 19. december 2005

 

Topmødet lukker og slukker

Det har været en forrygende uge og nu er det over, både det officielle og alternative møde. Over 1000 af ’vores’ koreanske bønder blev arresteret under lørdagens konfrontationer nede ved det officielle møde.

Nogle unge Hong Kong borgere er gået i sultestrejke for at vise deres solidaritet med de mange bønder fra hele verden, der har gennemfør op til flere marcher om dagen imod WTO. De har udsendt en rørende pressemeddelelse om at de er blevet berørt af de mange skæbnefortællinger som Hong Kong pressen har været fyldt med… ved side af de mange historier om de voldelige optøjer.

Ved den afsluttende demonstration var vi ca. 10.000 deltagere og selv om den var præget af at politiet havde arresteret de 1.000 koreanske bønder var det en fredelig manifestation uden for kongrescentret, hvor WTO forhandlingerne stadig var i den sidste fase. Politiet havde skiftet taktik og sat alle deres kvindelige betjente op i forreste linie. Også et par kampvogne med tåregas og vandkanoner var linet op foran indgangen til centret men alt forløb fredelig. Sjovt nok var det kun pressefolkene der var klædt ud som kamptropper med hjælme, visirer tåregasmasker og beskyttelsesbriller. De stod på stiger foran politikæderne og sendte deres rapporter ud i verden. En af demonstranterne som var forklædt som gensplejset høne, spolerede hele tiden CNNs udsendelse ved at stikke en plakat ind foran kameraet hvorpå der stod at der ikke var vold og at pressen lyver. Det var nu lidt urimeligt fordi netop CNN havde været rimeligt afbalanceret i deres reportager og bl.a. haft et større interview med mig om meningen med skulpturerne.

Da demonstrationen sluttede, var der mødt rigtigt mange Hongkong borgere op for at sige farvel. Nogle klappede og andre vinkede os ud, og butikkerne på ruten havde ikke lukket deres jernskodder ned, som de gjorde i starten, i angst for at vi skulle smadre alt. Det virker som om at Hongkongs borgere har fået en anden erkendelse af hvordan verden hænger sammen, ved at være vært for dette møde.

Vi har nu pakket de mange tons skulpturer ind i containeren, plomberet den og sendt den af sted mod Danmark. Alle vores 15.000 foldere om WTO og skulpturerne er blevet revet væk, og vi måtte være virkelig nærige med dem til sidst. Victoria Park er blevet tømt for telte og plakater og der er allerede folk i gang med at forberede parken til en ny begivenhed, denne gang en udstilling om teknologi.

Vi kan se i aviserne mandag morgen at WTO mødet er kommet til enighed om at fjerne eksportsubsidierne til år 2013, og hvad der sker med de andre handelsforvridende tiltag melder aviserne ikke noget om. Men det ser ud til at det varer et stykke tid før verdenshandelen bliver bare nogenlunde retfærdig og at mange små bønder også i fremtiden må gå fra hus og hjem.

 

 

Med venlig hilsen

Jens Galschiøt

 

Previous

Level Up

2005.12.16: Indisk professor går ind for selvforsyning med fødevarer to the Danish version of this document   Jens Galschiøts klummer til ´Effektivt Landbrug´
Additional Information:
Categories: Jens Galschiøts klummer til ´Effektivt Landbrug´ | 2005: Diary from Hong Kong
Themes: Agricultural subsidies | Criticism of governments | Globalisation | Imbalanced wealth distribution | World trade
Type: Articles