15 meter høj skulptur opstilles på Christiansborg Slotsplads

 

Den 4. marts opstilles Jens Galschiøts Balanceskulptur ’Grubleren’ på en af landets fornemste pladser. Opsætningen markerer starten på kam­pagnen Balanceakten som sætter fokus på Uddannelse for Bære­dygtig Udvikling. Undervisningsministeren Bertel Haarder og Galschiøt holder ferniseringstale kl. 13.00.

Den store skulptur skal stå på slotspladsen i hele 2009, hvor den op til miljø-topmødet COP15 i december vil få følgeskab af 9 andre skulpturopstillinger, hvor menneske-skulpturer i kobber laver en tilsyneladende umulig balanceakt på toppen af de høje master. Efter opstillingerne i København er det meningen at de 10 skulpturer opstilles i forskelle verdensdele som symbol på beslutningerne i København og som en påmindelse om at uddannelse i bæredygtighed kan være en del af løsningen på klimakrisen. Der er allerede aftalt en permanent opstilling i Qasigiannguit (Christianshåb) i Grønland og Balanceakten præsenteres senere på måneden i Bonn, med en ny skulpturopstilling i tilknytning til en international FN-konference.

Skulpturopstillingen på slotspladsen er samtidig optakten til undervisnings­mini­ste­riets konference om FN-tiåret for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling der fore­går på Borups Højskole den 4. marts, med taler af blandt andre undervisnings­ministeren og repræsentanter for erhvervslivet, UNESCO, uddannelsessektoren og Dansk Naturviden­skabsformidling.

Balanceakten er opstået på initiativ fra Øko-net i Danmark, der i samarbejde med 2 andre nordiske oplysningsforbund og kunstneren Jens Galschiøt står bag skulptur­opstillingerne og kampagnen for Udannelse for Bæredygtig Udvikling. Lars Myrthu-Nielsen fra Øko-net fortæller: ”Vi vil retter henvendelse til alle skoler og uddannelses­institutioner og opfordrer dem til at deltage i projektet. De uddannelsesinstitutioner, der tilslutter sig projektet, vil arbejde for at integrere bæredygtighed i deres uddannelses­institution. De tre overordnede mål er:

·        At undervisningen omfatter bæredygtighed i teori og praksis

·        At institutionens drift er bæredygtig

·        At institutionen skaber folkeoplysning og folkelig

samt politisk debat om bæredygtig udvikling”

 

Jens Galschiøt som er kunstneren bag skulpturen fortæller: ”Idéen er at skabe et enkelt visuelt skulpturelt udtryk der kan blive et symbol på miljøproblematikken og bære­dygtig ud­vikling og det dilemma klimakrise sætter os mennesker i. Balance­skulpturerne symbolise­rer den hårfine balance der skal til for at lave denne form for akrobatik. Kommer man til at lave en lille uovervejet bevægelse, falder man ned og slår sig ihjel. Kun ved konstant at kompen­sere for ubalancen kan menneske­skikkel­serne holde sig på spidsen af masten.

Det er netop forståelsen for ’balance kontra ubalance’, der er vigtig for os at integrere i vores uddannelser og politiske beslutninger for at løse klimakrisen og skabe bære­dygtig udvikling. Der er ikke noget i vejen med at forbruge jordens resurser, men hvis det gøres tankeløst opstår ubalancen, og vi falder ned fra vores ’balancestænger’.

 

For yderligere oplysninger:

Fotos kan rekvireres gratis hos kunstner Jens Galschiøt

6618 4058, 4044 7058 - Foto af Grubleren: http://www.aidoh.dk/?categoryID=282

aidoh@aidoh.dk, internet www.aidoh.dk

Sekretariatsleder Lars Myrthu-Nielsen, Øko-net: www.eco-net.dk

6224 4324, 4073 4324 lmn@eco-net.dk

Balanceprojektets webside: www.Balanceakten.dk