De Dødes Dag


I anledningen af De Dødes Dag åbner Verdenskulturcenteret dørene til fire dage med smagsprøver på mexicansk kultur.



Sted: Verdenskulturcenteret, Nørre Allé 7, 2200 København N
Tid: D. 30.10-2.11. mad kan købes hver dag kl. 17-19, arrangementerne fra kl. 19.30

Man d. 30/10: Fernisering af Rey Morales' værker v. Jens Galschiøt


Kl. 19.30: Rey Morales' oliemalerier er naturalistiske og præget af den latinamerikanske fabulerende historiefortælling. Reys liv som tidligere gadedreng i Oaxaca og hans sociale engagement i det mexicanske samfund skinner igennem som en fin undertone i mange af malerierne. Hvert billede fortæller sin egen kalejdoskopiske historie - på en gang melankolsk og livsbekræftende.
Jens Galschiøt præsenterer Morales' værker og fortæller om sit eget kunstneriske arbejde, som også har været præget af de sociale forhold i Mexico.

Tirs d. 31/10: Film: "De trofaste døde" præsenteret af instruktør Ander Leifer


Kl. 19.30: Visning af dokumentarfilmen "De trofaste døde", der omhandler mexicanernes livs- og dødssyn. "For de gamle mexicanere var modsætningen mellem liv og død ikke så absolut. Døden var ikke den naturlige afslutning på livet, men en fase i et uendeligt kredsløb." (Octavio Paz). Filmen sporer traditionen i en bevægelse fra Mexico City til Michoacán-statens fejring af De dødes dag 2. november. Inden visningen fortæller instruktør Anders Leifer om filmens tilblivelse.

Ons d. 1/11: Foredrag/debat om menneskerettigheder og den aktuelle politiske situation i Mexico v. Jens Lohmann og Mette Hald Hundewadt


Kl. 19.30: Foredrag v. Jens Lohmann om den aktuelle situation i Mexico og den politiske krise efter valget. Journalist Jens Lohmann har i mange år boet i, og beskæftiget sig med Mexico og Mellemamerika.
Derefter oplæg v. Mette Hald Hundewadt om aktuelle menneskerettighedssager i Mexico. Mette Hald Hundewadt er Mexico-koordinator for den danske afdeling af Amnesty International.
Herefter debat.

Tors d. 2/11: De dødes dag. Koncerter med Los Alejandros og Qüirio


De dødes dag er på en gang en festlig og højtidelig dag, hvor man både mindes de døde og fester med dem. Kom og oplev en rigtig mexicansk aften med det traditionsrige alter, sukkerkranier, blomster, boder, og musik. På storskærm kan man følge fejringen af de dødes dag live fra Guatemala. Først på aftenen kan man nyde de latinamerikanske rytmer fra trouba-duo'en "Los Alejandros", og senere vil den latinamerikanske/mexicanske gruppe "Qüirio" spille op til dans med "tradicionales" i bedste stil.

Medbring gerne ting til alteret, f.eks. billeder af de afdøde, du vil mindes

ARRANGØRER: Verdenskulturcentret, Radio Sudaca og Internationalt Forums Mexico-gruppe.

Level Up

Exhibitions
Additional Information:
Categories: Exhibitions | About Jens Galschiot | Happenings and Sculptures
Type: Documents
Co-operators and Helpers: Rey Gaspar Morales Vásquez, Mexico