Skrevet af Lena Bjørn og holdt af Vigga Bro

Talen kan også findes på nettet: http://www.aidoh.dk/HCA2011Tale

Tale ved Fortællerbrøndens begravelse lørdag den 8. okt.  2011 på Odense Havn

Den gamle digter var trist. Det var kommet ham for øre at han skulle holde flyttedag, og han var netop så velsignet glad for hvor hvor han sad. Han sad i udkanten af den dejligste plads i byen, og hver eneste dag, var der et leben af folk, børn som voksne, gamle som unge og mange kom fra fjerne lande, ja det kunne han høre. De snakkede og lo og lod sig gerne fotografere med en arm om hans knæ eller en hånd i hans store hånd.
Joh det var et herligt liv for den gamle digter – men nu skulle han flytte – og han vidste ikke hvorhen eller hvorfor.
For at få rede på det må vi gå nogle år tilbage i tiden, det giver forkundskaber og de ere nyttige at ha’.

Nu var hans hukommelse ikke hvad den havde været, men han menter det var startet året før hans store 200 års fødselsdag.
En krøllet kunstner fra byen var fremkommet med et forslag til en storslået skulptur med han selv i centrum – selvfølgelig - men omgivet af alle sine eventyrskikkelser og med plads til at der kunne fortælles og lyttes og se det var netop ideen med det hele – og han selv skulle sidde med fødderne i vand. Det fandt han mageløst – endelig fik han lov at få de sorte snærende galocher af.

Det var en mageløs ide – det var alle enige om – aah måske ikke alle - men i hvert fald besluttede byen råd at byen ville ha’ fortællebrønden, som den blev kaldt. Begejstrede borger begyndte at samle penge ind til det store værk, og de nedsatte en indsamlingskomite. Formanden for komiteen var en lille kvinde og de der tænkte, at hun nok ikke duede til noget særligt, tog grundigt fejl.

Der blev en del palaver i forbindelse med hans store fødselsdag. Der var en anden - og meget finere kunstner - mente nogen - der også ville lave en skulptur af ham. Byens råd var stor i slawet- det var jo deres bysbarn der fyldte rundt, så de vedtog at de ville ha’ begge skulpturer.
Der skete så mange ting i hans fødselsdagsår at han havde været helt rundt på gulvet. Han havde aldrig troet at han kunne få for meget opmærksomhed, men det havde nu været lige i overkanten. Det han bedst kunne huske var en sort let påklædt sangerinde – hende kunne han godt li – men hun havde vist osse været dyr efter hvad han kunne forstå.

Fødselsdagen blev endelig overstået og han måtte ta’ sig en ordentlig middagslur ovenpå det. Han vågnede op et stykke inde i 2006 til en fantastisk nyhed:
Byrådet havde bevilliget 4 millioner rigsdaler til den store fortællerbrønd. Der var stor glæde. Borgmesteren lod sig afbilde i Byens Tidende med den dejlige check og som om det ikke var nok, ja og det var det jo ikke, så kom der en privat fond ved navn Nielsen og gav 2,5 millioner. Sammen med de penge som komiteen havde samlet ind hos byens borgere var der nu penge nok til at realisere det store projekt.

Alle var glade – aah måske ikke alle – men det kendte han jo godt fra sit eget liv og levned – der vil altid være nogen som synes de ved bedre. Det var der ingen grund til at hænge sig i – det eneste der manglede nu var at finde ud af hvor han skulle sidde – altså hvor fortællebrønden skulle stå. Det blev byens embedsmænd sat til at finde ud af – og den krøllede kunstner, komiteen og han selv ventede spændt.

Og den gamle digter ventede og ventede og ventede. Han kunne ikke begribe at det skulle ta’ så lang tid – ja han skulle vel sidde på den bedste plads i byen – men næh nej ham var der ingen der spurgte.
Komiteen  for fortællerbrønden kom med det ene forslag efter det andet til hvor skulpturen kunne stå, men de fik intet svar. Det var højst besynderligt. Det var som om byens råd og alle embedsmændene var faldet i en tornerosesøvn. Eller måske tænkte de, at hvis de var helt stille og ikke sagde eller gjorde noget i nogle år, så ville alle, selv den krøllede kunstner glemme projektet.

Men hvorfor nu det – ja det kunne han ikke helt blive klog på, men han havde dog lagt mærke til at byens kunstrådgiver for finere kunst flere gange havde stået ved hans skulptur sammen med så den ene og så den anden fra byens råd. Han – kunstrådgiveren for finere kunst havde hver gang rystet på hovedet og havde sagt ”Ja  hvad kan man forvente sig, manden er jo ikke andet enden simpel pladesmed. Og det ene byrådsmedlem kiggede på skulpturen og sagde ”Jamen - Han har jo ikke nogen sko på” og den næste sagde ”Dur ikke – væk”

Da der var gået tre år var der stadig ikke kommet noget svar, men i mellemtiden var en stor storm gået hen over landet – en international finanskrise og nu blev komiteen og den krøllede kunstner indkaldt til et møde med byens råd. De meddelte ham at bestyreren af byens skatkammer, havde glemt at få de rare millioner fra Nielsen fonden låst ind i skatkammeret og nu var fonden gået rabundus og pengene var tabt.  De spurgte om kunstneren kunne gøre skulpturen lidt mindre, og han klippede en hæl og hugge en tå og gjorde den gamle digter mindre – det havde digteren bestemt ikke syntes om.

Så gik der endnu et år uden at noget skete, men så blev komiteen og kunstneren indkaldt til et nyt møde. De meddelte ham at byen skulle spare og de ville ikke bruge 4 millioner på kunst, for der var flere pladser og stræder i byen som trængte voldsomt til fornyelse, men de ville dog stadig give 1 million til projektet.

 Hvad kan du lave for 199,50 rigsdaler spurgte de så. Formanden for komiteen for op og det blev nu klart for enhver at hun i virkeligheden var en kæmpe, forklædt som en lille kvinde.
Er I overhovedet rigtig vel forvarede, sagde hun lige op i deres åbne ansigter, man kan da ikke lave kunst for 199,50 rigsdaler.
Den krøllede kunstner mente nok at han kunne klippe endnu en hæl og endnu en tå, og lavede digteren endnu mindre.

Den gamle digter havde været virkelige vred den dag. Hvis du gør mig en centimeter mindre, så sidder jeg aldrig model for dig mere havde han sagt til kunstneren, og det kunne kunstneren for så vidt godt forstå.

Og nu ventede de så igen, kunstneren, komiteen og den gamle digter og alle dem der havde givet penge til projektet, på at få at vide hvor den nu, ret så lille skulptur, skulle placeres. Komiteen kom med endnu flere forslag, men det var som om byens råd og alle embedsmændene igen var faldet i tornerosesøvn og de blev ikke det mindste glade over alle komiteens forslag.

Så en dag, i det herrens år som vi befinder os i nu, blev kunstneren og komiteen inviteret til møde på byens rådhus. Formanden for kunstforvaltningen smilede og sagde: Vi har omdefineret projektet en smule – den krøllede kunstner anede uråd – nej nej rolig nu, sagde formanden – selve skulpturen er intakt den skal ikke være mindre vi har blot omdefineret ideen en smule. Vi kalder nu værket for ”Find Hans Christian” og vi har 4 forslag til placering hvor ingen - med garanti ingen - vil finde det. Her skubbede formandens sekundant diskret til han og viskede ham noget i øret. Jeg mener, sagde formanden, hvor det vil være en spændende udfordring at finde skulpturen, og det passer perfekt ind i byens legekoncept ”At lege er at leve”.
 ”Find Hans Christian” – er det ikke genialt – jeg har selv fundet på det.

Hvad der herefter var sket kunne den gamle digter ikke rigtig huske, for han var blevet så umanerlig rasende ved tanken om at skulle gemmes væk – var han måske ikke deres mest berømte bysbarn. Heldigvis havde både komiteen og den krøllede kunstner også sat foden ned og sagt at så kunne det også være lige meget.

Og nu sad han så her. Ja faktisk hang han, og det brød han sig ikke meget om. Hvor var han på vej hen? Hvad havde de tænkt sig? Hvorfor var han her over vandet.?  Skulle han mon stå ved indsejlingen til havnen, som et vartegn for byen.

*******************

På dette tidspunkt skulle H.C.A. skulpturen gerne hænge oppe i 10 meters højde over havnebassinet.

Her omkring tror jeg vi skal bryde historien og gå over i dialog. Taleren skal lade som om hun har en øresnegl og at HCA begynder at råbe til hende at han vil ned

Og så spiller musikken op og der serveres gravøl pølser og suppe

Imedens HCA skulpturen sidder uden i havnebassinet i vand til halsen og kikker undrende på – efter en ½ time pakker vi sammen og går hjem.