Eventyr for voksne

 

Jens Galschiøts introduktion af de nye figurer ved HCA hotellet i Odense optaget på bånd ved hotellets generalforsamling maj 2005. Afsløringen af figurerne fandt sted den 1. april samme år.

 

Båndet er renskrevet af Merete Næsted, der har bestræbt sig på  ikke at redigere Jens Galschiøts ord, men blot gengive dem. Juni 2005.

 

Introduktion

 

Det har været en ret vanskelig opgave for mig. Jeg havde en idé om, at jeg ville lave søjler, men vidste ikke rigtig om jeg kunne. Der gik rigtig lang tid, inden jeg kom i gang. Så sagde jeg o.k., jeg laver søjlerne, der bærer baldakinen og HCA figuren.

 

HCA figuren

 

Problemet med at lave sådan en HCA figur er, at så sidder der bare sådan en HCA figur og glor ud i luften. Det kan godt virke lidt åndssvag. Så fandt jeg ud af, at han simpelthen skulle sidde og vente, ligesom alle de andre hotelgæster herude, der sidder og venter på en taxa eller noget lignende.

 

HCA rejste jo meget, så derfor valgte jeg at lave ham med det kæmpestore slag, som han formentlig aldrig nogensinde har haft på. Det ser meget autentisk ud. Man kunne godt forestille sig, at de gik rundt i sådan noget. Det gjorde de slet ikke. Men det giver HCA sådan en lidt sød fornemmelse.

 

Jeg må tilstå noget. Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om HCA. Jeg har en fornemmelse af, at hvis HCA levede nu, ville jeg slet ikke kunne lide ham. Min fornemmelse er, at han var - forholdsvis  - lidt snobbet og lidt træls - også efter hvad Dickens siger i England. Og jeg bryder mig slet ikke om snobbede og trælse mennesker. Så jeg har haft en noget ambivalent holdning til, hvordan jeg i virkeligheden skulle lave HCA.

 

Hans eventyr derimod er helt fantastiske. Dem kan jeg rigtig godt lide. Også det med al hans rejseri. Han var en enorm modig mand. Der var/er noget fantastisk ved den mand. Hvis man ser bort fra al det lefleri. Tænk på den langlemmede knægt, der fes rundt i København, alle mulige steder og bare væltede ind og læste digte op og rejste hele verden rundt i en tid, hvor der ikke var ret mange, der rejste rundt, og gav den ved hofferne og læste eventyr op. Det, synes jeg, er ret godt klaret. Han var en meget modig mand. Derfor har jeg valgt at portrættere ham ret afslappet. Han sidder simpelthen og nyder solen foran hotellet. Det skulle han gerne gøre de næste mange hundrede år. Lad os nu se, hvor længe hotellet bliver her.

 

Det er faktisk en original HCA taske, som i øvrigt har kostet mig en formue. Hatten, den høje hat, er også næsten original. Jeg har simpelthen HCA's hatteæske derhjemme, som jeg så lavede den efter.

 

Skoene. Jeg havde forestillet mig, at han havde sko med snørebånd eller støvler. Det havde han ikke. Han havde sådan nogle mærkelige mokkasiner, som var syet i det nordlige Afrika. Faktisk ligesom grønlandske  mokkasiner. Det kan man ikke se her, men når man ser dem nede på museet, bliver man ret forbavset. Jeg har siddet og set alle de film og det famøse show for at finde ud af, om de havde givet ham det rigtige tøj, den rigtige hat o.s.v. på. Det havde de ikke.

 

Figuren er så flot nu. Den er nemlig blevet slidt, fordi knægtene kravler på den. Det havde jeg sådan håbet på. Men man ved jo aldrig. Skulpturen er lavet til at kunne holde til, at både store og små kan kravle rundt på den. Og det gør de.

 

Den standhaftige Tinsoldat

 

Den består af tinsoldaten, der står på hovedet. Der er mange, der har undret sig over det. Hvorfor gør han det? Det gør han, fordi han faldt ud af vinduet og stod lige præcis med sit gevær nede i jorden, da drengene, der kom løbende forbi, fandt ham. Han manglede det ene ben. Der var i alt 25 soldater, og der var så ikke tin nok til, at han kunne få mere end et ben.

 

Han mødte rotten, som sidder lige her. Drengene havde puttet ham i en papirbåd - sidder heromme bag ved - som sejlede ned igennem kloakken. På sejlturen møder han så rotten. Senere bliver han spist af en kæmpestor fisk, som heldigvis bliver købt af den drengs forældre, som i sin tid havde købt æsken med tinsoldaterne. Fisken bliver skåret op, og ud kommer tinsoldaten.

 

Den standhaftige Tinsoldat er en kærlighedshistorie. Før tinsoldaten ryger ud af vinduet, står han og kigger op på slottet, hvor der er en etbenet danserinde. Og sådan er det. De etbenede kan godt lide de etbenede. Og tinsoldaten tænker: Endelig en kvinde for mig. Og hvad han ikke vidste, han kendte ikke ret meget til danserinder, var, at hun bare stod på et ben. Det andet ben var løftet så højt op, at han ikke kunne se det. Tinsoldaten blev dødelig forelsket i hende og kastede lange blikke efter hende. Han nåede aldrig rigtig at snakke med hende.

 

Da han kommer ud af fisken, når han lige at kaste et blik på danserinden, førend der er en eller anden, der tager ham og kaster ham ind i ovnen. Og så smelter han. Heldigvis, eller uheldigvis for danserinden, blæser en kastevind danserinden ind i ovnen, og hun brænder sammen med tinsoldaten. Og det er i virkeligheden det, der er kærlighedshistorien. Tinsoldaten ender som et lille hjerte. Og der sidder en lille plet på det. Det er pailletten, som danserinden havde.

 

På skulpturen har jeg valgt at lave en lille guldklump, som i øvrigt har kostet mig en mindre formue. Det er en enorm smuk kærlighedshistorie.  Der er også en masse andre småting på skulpturen, som man kan gå at undre sig over. Sådan synes jeg, at idéen med kunst er. Man skal selv gå på opdagelse.

 

Klodshans

 

Det er også en kærlighedshistorie. Klodshans står den rigtige vej. Han sidder på en gedebuk. Prinsessen kommer oppe fra. De giver hinanden et smækkys lige der i midten, lige efter at de har fået hinanden.

 

Historien er: Prinsessen indkalder bejlere, og Klodshans siger, at han godt kunne tænke sig at være med i feltet. Hans to brødre siger, at det kunne de også. Faderen ser på de tre børn. Det er o.k. I får hestene, siger han til de to brødre. De to brødre ses nederst på skulpturen, og geden sidder lige oven i nakken på dem.

 

I gamle dage, måske gør man det stadigvæk, skrev man alle mulige ting og personer, man ikke kunne lide, ind i eventyrene.

 

HCA havde en hel del personer, han ikke kunne lide. Bl.a. var der nogle, han kaldte formskærerne, som ikke kunne lide HCA, fordi han lavede sådan nogle specielle eventyr. De mente, han var helt hen i vejret. Den måde, han skrev på, kunne man ikke, og han ville aldrig blive til noget som helst. Det mente bl.a. en, der hed Heiberg. Han var teaterskriver den gang. I øvrigt var han gift med en, der var en af HCA's støtter. Det var så konen, der havde et godt øje til HCA. Det var måske derfor, manden var sur. I hvert fald var han rigtig sur på HCA. Og Kierkegaard var også i en periode sur. Og det straffede HCA dem for ved at skrive dem ind i forskellige eventyr. Derfor har jeg valgt at portrættere dem. Det kan man se. Her er Kierkegaard og der Heiberg. De sidder og klamrer sig til deres bøger. Det er det eneste sted, de har deres viden fra. Og faderen der, som ret beset var ret dum, det er Meisling. De fleste kender jo lidt til HCA's historie. Meisling var rektor for skolen i Slagelse. En rædselsfuld idiot. Det må man sige. Han var virkelig slem. Det var faderen. Så nu har jeg lavet en evig hævn for HCA. Dels har han fået hævn igennem sine eventyr. Nu har han også fået hævn igennem sin skulptur. Geden sidder direkte oven på de tre stakkels mennesker. Det vil den gøre de næste hundrede år.

 

Klodshans rider på geden. Og så kommer han op til slottet. På slottet møder han oldermændene. Oldermændene skriver alt, hvad der bliver sagt ned. Dem kunne HCA heller ikke lide. De var i virkeligheden en del af formskærerlauget. Så de sidder heroppe. De sidder og peger. Det er med velberåd hu , at jeg har lavet dem lige op i skørterne på prinsessen. De sidder deroppe og peger lige ned på Klodshans og siger: Prøv at se ham, han har ikke viden om noget som helst. De sidder og kigger i deres bøger med store briller på. Den ene, det er Molbech, som er HCA's hårdeste kritiker på det her tidspunkt. Og de andre fem er symboler på de formskærere, som stadigvæk eksisterer i verden. Det er jo ikke sådan, at der kun eksisterede formskærere den gang. Man kan jo så gætte sig til, hvem de er. Hvis der er nogen, der kan genkende sig selv, er de velkomne til det. Det gør ikke noget. På den måde er den også lidt nutidig.

 

Det, der er interessant ved Klodshans, er jo, at - som i alle HCA's eventyr - det er altid de skæve, der får prinsessen. Det er altid dem, man ikke regner med. Hvem i alverden skulle regne med, at man kunne score prinsessen ved hjælp af en ged og en gammel krage og noget mudder. Det er forholdsvis uortodokse midler at gå i bro med. HCA gør det hver gang. Det er på den måde, HCA selv, der scorer. Det er faktisk synd, at han aldrig nåede at få fat i de der kvinder. Han havde i hvert fald potentialet til det i sine eventyr.

 

Den lille Havfrue

 

Den lille Havfrue var det værste eventyr at lave. Det er en frygtelig, frygtelig sørgelig historie. Den er i virkeligheden rædselsfuld. Den minder mig sådan om Lars von Triers værste film 'Breaking the waves', hvor hun mister alt. Hun kommer i himlen til sidst, efter at hun har fornedret sig selv fuldstændig.

 

Det gør den lille havfrue også. Hun bliver forelsket i prinsen og vil så gerne op til ham. Hun redder ham i forbindelse med et skibsforlis. Han står lige der, lige oven i nakken på den lille havfrue. Hun redder ham og putter ham ind på stranden. Havfruer har det ikke så godt med stranden, så den lille havfrue sætter sig lidt ud på en sten, og så kommer der en anden kvinde og finder prinsen. Og prinsen vågner og siger, åh, hvor er det godt, at du har reddet mig. Han tror simpelthen, at det er den anden kvinde, der har reddet ham. Det er det ikke. Det er den lille havfrue. Hun sidder derude og siger, det var ærgerligt. Da prinsen så er væk og har glemt det hele, er den lille havfrue stadigvæk forelsket i ham og vil gerne op på jorden. Hun kontakter havheksen, som sidder hernede. Hun er den onde i historien. Hun er faktisk den eneste onde i historien. Alle de andre er gode. De kommer bare til at gøre en masse onde ting. Havheksen siger til den lille havfrue: Det er o.k. Du kan godt komme op på jorden. Så skal du bare bruge din dejlige krop til at besnære prinsen. Hvis du vil op på jorden og have ben, skærer vi din tunge ud. Den lille havfrue siger det er o.k. Hun vil simpelthen gerne ofre sin tunge, så hun ikke kan sige en lyd. De havde åbenbart ikke lært at skrive den gang., så det kunne hun heller ikke. Men hun kunne danse. Hun blev ansat på slottet, og hun dansede for prinsen, som hun elskede og besnærede ham. Han syntes, at det var det mest fantastiske, han nogensinde havde set. Men det blev bare ved det. Han syntes bare, hun var smuk og dejlig, og hun blev hans bedste veninde. Men kærlighed havde han ikke rigtig til hende. Han leder stadigvæk efter den kvinde, der har reddet ham. Den lille havfrue kunne jo ikke fortælle, at det var hende. Så hele historien går på, at hvis hun ikke når at blive gift med prinsen, inden at han gifter sig med en anden, så dør hun. Så må hun kaste sig i bølgerne. Og så dør hun. Det er i det hele taget en gennemført sørgelig historie.

 

Så begynder prinsen at lede efter den anden kvinde. Han vil gerne giftes med hende, han er kommet i den giftemodne alder. Han finder hende. Han tror så, at det er hende, der har reddet ham. Han bliver dødelig forelsket i hende, og han skal giftes med hende. Det er dem, der står og danser deroppe. Dem, der kender meget til kunsthistorie, kan se, at jeg har scoret dele af den figur fra Camille Claudel, der levede sammen med Rodin. Hendes figur hedder 'La Valse' (Dansen), hvor jeg har taget dele af den figur, fordi de danser sammen, og de opdager slet ikke den lille havfrue.

 

Den lille havfrue kommer så ud på skibet, hvor der skal holdes bryllupsnat, det var jo meget moderne den gang. Den lille havfrue skal til at kaste sig i vandet, fordi hun skal dø den nat, det er spådommen. Men, men, men, så kommer hendes søskende. Der er fem søskende. De har simpelthen solgt deres hår til havheksen, så de er pilskaldede, for at få en kniv. De kaster kniven op til den lille havfrue. Hvis du går ind og slår prinsen ihjel nu, så bliver du frigivet. Så kan du leve de næste 300 år sammen med os. Det er en meget voldsom historie, og det er derfor hun står med kniven og kigger på et billede af prinsen. Hun står i sit livs krise. Hun skal slå sin elskede ihjel for selv at leve videre. Men det gør hun ikke. På et tidspunkt siger hun, at det vil hun ikke. Hun kaster kniven og lader de elskende fortsætte inde i teltet og kaster sig i bølgerne. Det var så meningen, at hun skulle opløse sig. Så sker der det, at luftens ånder kommer, luftens døtre, som åbenbart er en slags engle. Fordi hun har været så god at afstå fra at slå sin elskede ihjel, bliver hun optaget hos dem og lever videre som luftens ånder. Der skal man kun leve i 300 år, så kan man komme i Paradis ligesom os. Nogen af os.

 

Det er en frygtelig historie. Det er den mest rædselsfulde historie. Der er jo ligesom ingenting. Hun kommer bare op til luftens ånder. Disney har lavet historien om. Han har fuldstændig ødelagt historien, synes jeg. Hun får prinsen, men i den virkelige historie, får hun ikke en snus. Hun får kun døden, og luftens ånder skal rende og gøre gode gerninger i 300 år.

 

Det er ikke let at være den lille havfrue. Det er en meget sørgelig historie. Derfor står hun her foran hotellet. Og jeg håber, at når folk nu ser den der skulptur, så vil de komme til at tænke på de der HCA eventyr, som jeg synes er meget dybe. Jeg har faktisk prøvet at lave en voksen fortolkning. Det er ikke en historie, man fortæller for børn. Det er en ret voldsom historie, selvom børn godt kan forstå voldsomme historier.

 

Jeg har forsøgt at lave voksen fortolkninger af alle tre eventyr. Man skal nemlig ikke tro, at eventyrene kun er for børn. Det handler også om os andre.