FRA ÆLLING TIL SVANE

 

Skulpturen fremstiller den grimme ælling på det tidspunkt, hvor den allerede er blevet en smuk, hvid svane, men ikke ved det selv. Den svømmer rundt i god afstand fra de andre svaner, som den føler sig tiltrukket af, men ikke tør nærme sig, da den jo bare er en grim grå and. Pludselig tager den mod til sig og kikker ned i vandspejlet, hvor den opdager, at den også selv er en smuk svane.

 

Det er dette splitsekund, hvor den grimme ælling kikker sig i vandspejlet, jeg har forsøgt at fastholde i skulpturen. For mig er dette det mest betydningsfulde øjeblik i historien – og forløsningen.

 

Symbolet er massivt og kan umiddelbart overføres til vores eget liv og relationer til omverdenen. Selvom Janteloven fortæller, at du ikke er noget, skal du ikke tro den, men finde din indre svane og lære at acceptere og holde af den, synes historien at fortælle. Og for at gøre dette, bliver du nødt til at se dig selv i øjnene. Denne sandhed er tilsyneladende banal, men er nok noget af det vanskeligste at gøre. Mange mennesker lever et helt liv og går i døden uden at opdage deres eget selvværd.

 

Filosoffer fra Kierkegaard til Sartre og poeter fra Andersen til Tolkien har brugt store dele af deres liv til at beskrive netop dette skisma. Som Andersen siger: ”Først går man så gruelig meget igennem, og så bliver man en smuk svane.” Det er måske netop det gruelige, man går igennem, der gør én til et helstøbt menneske, og hvem ved,  måske er gruen en forudsætning for at blive en smuk svane.