Offentliggjort den 21. maj 2004

Skulpturkamp

Af MICHAEL ENGGAARD


Jens Galschiøt har aldrig fået en krone fra Statens Kunstfond, bekræfter institutionens sekretariat, og først for nylig opnåede han at få støtte til et projekt af Kunstrådet.

Ikke et eneste dansk kunstmuseum har købt hans værker, skønt "Min indre svinehund" og "Skamstøtten" er de mest berømte danske skulpturer de seneste 20 år.

»Man mener vist, at jeg er for venstreorienteret, men er det specielt venstreorienteret at sætte fokus på hungersnød og politisk undertrykkelse?

Jeg var VS'er i begyndelsen af 1970'erne, men droppede de idéer i midten af 1980'erne. I dag er jeg vel en slags progressiv kapitalist, borgerlig humanist om man vil. Liberalismen har vist sig bedst til at forsvare frihedsrettighederne, og det er den, der skaber dynamikken i et samfund,« siger Jens Galschiøt.

Vi er gået ud i parken bag værkstedet og vandrer forbi hans private skulpturudstilling.

Vi støder på en udsultet dreng i Nike-sko og en fedtklump af en kvinde, der er grundlaget for værket "Survival of the fattest". Her er en kopi af Frihedsgudinden med den særlige egenskab, at den kan pumpe røg op gennem faklen. Friheden til at forurene.

Og der er mere på den modsatte side af Galschiøts værkstedskompleks. I "Budbringeren" er der indsat en computer, der - på baggrund af tal fra Verdensbanken - via et display fortæller om ulandenes gæld til samfund, der allerede har rigeligt. Den vokser.

Smed på Lindø
Jens Galschiøt har aldrig gået på kunstakademi. Han er uddannet smed på Lindø-værftet og var i mange år fagligt aktiv. I forbundsarbejdet lærte han at organisere, og i modsætning til andre kunstnere driver han et kontordepartement, der virkelig fungerer. Galschiøt-fabrikken udsender regelmæssigt pressemeddelelser med nyheder fra værkstedet, og han er gearet til at tage ældre i skånejob og unge i aktivering.

Men er det kunst, manden laver?

Man kan passende spørge et andet sted i Odense. Hos Karsten Ohrt, en af dansk kunsts mest indflydelsesrige skikkelser. Han er direktør for Kunsthallen Brandts Klædefabrik og sidder i Ny Carlsbergfondets direktion.

Karsten Orht ønsker ikke at udtale sig om Jens Galschiøt. Han lader forstå, at han ikke kunne foretage sig andet, hvis han skulle udtale sig om alle de kunstnere, der ikke opnår den anerkendelse, de selv føler sig berettiget til.

Han vil dog gerne svare på det principielle spørgsmål, der går på, om det er hensigtsmæssigt, at to af de sidste 20 års mest omtalte skulpturer udgået fra Danmark ikke kan ses på et kunstmuseum herhjemme.

»Et kunstnerisk museum lægger en æstetisk og kvalitativ vurdering til grund for, om man skal købe et værk til samlingen, og så er det sådan set lige meget, om der har været skrevet meget om det,« siger Karsten Ohrt.

»Er værket så omtalt, at det ligefrem har sat dagsordenen, jamen, så kan det muligvis være en opgave for et kulturhistorisk museum at tage det ind.«

Uegnet
Videre på telefonen.

Mod øst til Ishøj, hvor Christian Gether leder det moderne kunstmuseum Arken. Han siger:

»Jeg opfatter Jens Galschiøt som en situationskunstner, hvis skulpturer ofte fungerer, hvor mennesker færdes, men som ikke nødvendigvis er egnede til et kunstmuseum. Samtidig skal man huske på, at museerne forsøger at skabe en linje i samlingerne, og her har mange altså vurderet, at hans værker ikke passer ind.

Omvendt må jeg erkende, at jeg meget ofte bliver spurgt om Galschiøt. Hvorfor ved jeg faktisk ikke,« siger Christian Gether.

Vi kontakter én mere.

Allis Helleland, direktør på Statens Museum for Kunst:

»Jens Galschiøt har markeret sig med en række happenings og politiske manifestationer rundt omkring i verden. Hans skulpturer har en funktion i det sociale og offentlige rum. Netop i denne kontekst har skulpturerne en gennemslags-

kraft, som vi ikke umiddelbart tror kan 'overleve' i museumsinstitutionen.«

Kunsten at kommunikere
Under udtalelserne fornemmer man kunstelitens opfattelse af, at Galschiøt skaber propaganda. Hans værker er ikke pakket ind i kodede lag, men er tværtimod så påtrængende og lige i fjæset på beskueren, at budskaberne kunne stå på et lille stykke papir.

Hvis et værk er så simpelt og leveret med brugsanvisning, kan det ikke være kunst, synes holdningen at være. Den værste flipside kommer i næste hug, når nogle ligefrem føler, at værkerne er så lidt kunstneriske, at Galschiøt selv må kunne se, at det ikke er kunst. I det tilfælde står man tilbage med en mand, der profilerer sig selv på de nødstedtes bekostning.

I mere primitive kredse tager man ikke intellektuel stilling. Der smadrer man bare skulpturerne. Det er sket flere steder.

For Jens Galschiøt er reaktionerne ikke overraskende, men det leder ham bare til en diskussion om, hvilken funktion kunst skal have.

»For mig handler kunst om at kommunikere. Det er rigtigt, at jeg laver en musefældeklausul med mine skulpturer, som anmelderen skriver. Måske har han læst på min hjemmeside, hvor jeg selv skriver noget tilsvarende.

Jeg vil have folk til at vise sindelag, og derfor konfronterer jeg dem med nogle problemstillinger i Den Tredje Verden. Her går man rundt og synes, at de er uciviliserede i ulandene, men det er os og den fede dame derovre, der æder så meget, at det virker tilbagestående på mig,« siger Jens Galschiøt.

Han indleder nu sit kontraangreb på det, han nu kalder et nepotistisk sammenrend.

»Hvad er kunstens rolle i dag? Hvad fører rådne grise og guldfisk med sig af debat? Så vidt jeg kan se en diskussion om kunsten i sig selv og en masse tomme rødvinsflasker! Men det fører altså ikke til drøftelser af temaer, der virkelig betyder noget ude i verden.

Det er da fantastisk, at jeg skal bebrejdes, at man kan se, hvad mine skulpturer forestiller, så jeg fremkalder reaktioner fra folk.«

Serie af tyverier
Det er frokosttid på værkstedet og Galschiøt inviterer sin gæst med ud i spisekøkkenet. Til bords sidder seks-otte mand, frivillige og folk i jobtræning. Én, muligvis ham den unge fra Mexico, har lavet spejlæg, men ellers kværner folk en klassisk håndværkermenu fra pakker med leverpostej, spege- og rullepølse.

Under måltidet skitserer Jens Galschiøt et paradoks. Hvor den etablerede kunstverden afviser ham, er der tilsyneladende nogle i undergrunden, der er forelsket i ham.

Alene i år har der været tre tyverier af hans skulpturer: