Billedhuggeren Jens Galschiøt er netop blevet 50. Han er således stadig en ung
kunstner. Naiv, måske; men med en masse på hjerte.
I anledning af billedhuggeren Jens Galschiøts 50-års fødselsdag, har forfatteren
og kunstkritikeren Erik Meistrup skrevet en uhyre beskrivende og oplysende bog
om kunstneren. En udgivelse, der med indfølt solidaritet belyser en kunstnerisk
løbebane, som har været alt andet end oplagt.
Erik Meistrup lægger stor vægt på, at der er tale om en billedkunstner, som
føler sig sat ud på et sidespor i forhold til den etablerede kunstscene, som den
tager sig ud i diverse institutionelle sammenhænge. Der ligger et kolossalt
paradoks gemt i denne isolationsfølelse, når man læser Galschiøts biografi, der
bevidner, at han upåagtet den manglende status trods alt er blevet begavet med
adskillige legater fra lige så mange fonde. Han kan heller ikke klage over
manglende pressedækning, da hans happenings immervæk har indeholdt en
sensationseffekt, som de trykte og elektroniske medier har haft et åbent øje
for.
Jeg spurgte Erik Meistrup, som var til stede ved Galschiøts
fødselsdagsreception, om man i tilfældet kunne tale om en Rudolph Tegner-effekt.
Det er der, ifølge Meistrup, i høj grad tale om. Rudolph Tegner var en
billedhugger, der virkede omkring århundredeskiftet og i den første halvdel af
det 20. århundrede. Han var en kunstner, der ligesom Galschiøt, følte sig
ugleset i forhold til det akademiske miljø i Danmark. Imidlertid havde han en
indiskutabel succes rundt i verden med sine svulstige, symbolske og storladne
skulpturer, som var forankret i en klassisk tradition. I dyb kontrast til den
tids modernistiske udtryk og dermed frigjort fra samtiden. Den manglende
akademiske anerkendelse forhindrede da heller ikke Tegner i at producere disse
kolossale monumenter, som faktisk er spredt ud over et område i Nordsjælland i
forbindelse med Tegner-museet, som er en alt andet end smuk betonbunker, fyldt
til bristepunktet med skulpturer og modeller udført i enorme formater.
Fysisk dimension kendetegner på samme måde Galschiøts værker. Når man spadserer
rundt mellem disse monstrøse skulpturer, som er opstillet på må og få i
forbindelse med kunstnerens værksted i det nordlige Odense, bliver man mindet om
alverdens fortrædeligheder i plastisk form. Det er, som om det fysiske format
har til hensigt at udtrykke den sociale indignation med høj stemme.
Når man læser Meistrups bog om Galschiøt, står det da også lysende klart, at
værkerne har en langt mere illustrativ funktion i forlængelse af de happenings,
som Galschiøt har effektiviseret rundt i den ganske verden. Et engagement, der
har gjort ham til én af de mest omtalte danske kunstnere uden for landets
grænser overhovedet. Det mest berømte af disse projekter bar naturligvis titlen
Min Indre Svinehund. Et projekt, der som alt andet, bliver beskrevet minutiøst i
Meistrups bog.
Man kan med en vis ret isoleret betragte Galschiøts værker som en form for
monumental naivisme. Ofte rummer den politisk funderede billedkunst dette naive
udtryk, som vi bl. a. husker tydeligt fra kunstnerkollektivet Røde Mors groft
udførte linoleumssnit, der primært havde til formål at formidle et budskab.
Akkurat som Galschiøt. Man kunne sådan set godt undre sig over fraværet af
raffinement af nogensom helst art i denne form for agitativ kunst. Eller også er
det bare sådan. At politisk funderet kunst skal udtrykke ubehjælpsomhed i en
eller anden form for at virke troværdig og efter hensigten. På den måde
afstikker man i hvert fald helt sikkert en genvej ud på sidesporet i forhold til
de akademiske institutioner.
Sammenligninger er uundgåelige. Føromtalte Tegner er ét eksempel, som Galschiøt
er blevet beskyldt som værende epigon af. En anden er den norske
nationalskulptør Gustav Vigeland, der virkede samtidigt med Tegner. Der er da
også klare referencer til dennes formsprog. Således er ét af Vigelands
hovedværker et obeliskagtigt monument, som består af mennesker integreret i den
overordnede skulpturelle form. Som Galschiøts Skamstøtte, der over en årrække
blev opstillet forskellige steder i verden. Bl. a. i Hong Kong i 1997 som
kommentar til massakren på Den Himmelske Freds Plads i Bejing i 1989.
Erik Meistrups biografi over Jens Galschiøt vidner om et liv, der har rummet
adskillige opbrud og nødvendige forandringer. Fra rollen som skilsmissebarn over
stofmisbruger til rollen som aktiv på den yderste, politiske venstrefløj. Et
engagement, der ad de nævnte omveje, har gjort Galschiøt til billedkunstner. I
kraft af den nødvendighed, som kunst bliver skabt af.
Previous |
Level Up |
Next |
Christian Tangø i Kunstavisen: Anklage uden endeligt bevis  |
2004: Jeg anklager - bog af Erik Meistrup | Politiken - Peter Michael Hornung: Politianmeldelse vs. kunstanmeldelse |