Hornungs horrible hakken på Galschiøt

 

Af Leo Tandrup, historiker og kunsthistoriker, dr. phil., Aarhus Universitet

 

Jens Galschiøt er ikke nyskabende som kunstner. Det finder Hornung i en anm. af Erik Meistrups bog om ham: Jeg anklager 10/10. Han vil hellere anmelde Galschiøt til politiet end melde ham ind i den fine kunsts højborg. Galschiøt, det er ham med Skamstøtten i Hongkong og rundt om i verden, hvor folk bliver massakreret, ham der vil engagere os i livet, bekæmpe hungersnød og politisk og social undertrykkelse, få os til at se rigtigt på hinanden, tage os mere af næsten.

Hornung kan ikke døje det. Det bekymrer ham, at en voksende del af den internationale kunst har inviteret den tredje verdens kunst og dermed dens sociale problemer med ind i varmen. Skyldes bekymringen, at Hornung ikke selv er nyskabende som kunstkritiker? Han tilhører den sværm af kunsthistorikere, der har forslugt sig på det 20. årh.s neutralistiske og uforpligtende dyrkelse af formen for formens egen skyld, den æsteticisme og nihilisme, som længe har præget Det kongelige danske Kunstakademi.

Det er nihilismen, der også har besat hovedstadsaviserne og således har holdt Galschiøt ude fra enhver omtale. Vi finder kun, som Hornung indrømmer, et kunstværk ”interessant, hvis dets form, dets udtryk er interessant, dvs. nyskabende, umiskendeligt, personligt”. Formen skal overbevise ”i sig selv”. ”Det hjælper ikke stort på dets kunstneriske status”, at det som Galschiøts værker vil bidrage til at skabe en bedre verden. Det var ellers Georg Brandes´ store mål med kunsten, men fri os endelig for ham og for den naturlighed og dermed naturalisme, som han satte pris på.

Galschiøt vil ”udvide menneskets politiske bevidsthed”, men det er for Hornung i modstrid med, hvad det drejer sig om, nemlig ”at flytte kunstens grænser endnu længere ud i ukendt ingenmandsland”. Brandes ville have våndet sig – og hvæst. Som om det ikke var ét og det samme. Problemet for Hornung er, at der i hans ingenmandsland bogstavelig talt ingen rigtige mennesker er, højst meningsforladte billeder af billeder. Dem dyrker man, når der ingen vitale værdier er på spil, kun penge. At flytte kunsten derud er ikke at udvide kunstens grænser, men at dyrke det grænseløse, dvs. det normløse, værdiforladte, kaotiske, banale. Derved indsnævrer man kunsten til det intetsigende. 

Hornung ser derfor også Det smukke som uafhængigt af og hævet over Det gode, etikken, og Det sande, den uforstilte og sande mod-virkelighed, som kunsten op gennem tiden har fremstillet for at afsløre den af magthaverne skabte, mere eller mindre undertrykkende og brutale virkelighed. Men isolerer man Det smukke på den måde, mister man selv skønheden og bliver duknakket, tyndhjernet og hjerteløs.

Netop det turde være baggrund for Hornungs påstand om, at Galschiøts kunst, som skulpturerne Kærlighed og Forretningsmanden, savner form og derfor er dårlig kunst. Hornungs æstetiske sans må være ødelagt af hans eget manglende engagement i livet. Derfor kan han ikke se det bevægende i de to personer, der næsten afmægtige og kejtet manieristiske trykker sig op ad hinanden og prøver at holde sammen i en verden, hvor den med medfølelse skildrede forretningsmand med penge på hjernen og i hænderne lukker sig om sig selv, uden at ane, at vor tids Mammon-dyrkelse har gjort kærlighedens naturlige udfoldelse umulig.

Det er drømmen om, at den udfoldelse igen bliver mulig, som har fået vinger i Galschiøts frugtbare virksomhed som kunstner og humanist, og som har skabt beundring internationalt. 

Men hvad ser Hornung? Hvad ser man, når man stirrer ensidigt på formen? Ikke verden, slet ikke dens forbedring.