Eksistentialisterne på Strynø

Jeg var til en familiefest på Strynø Kro, og der af alle steder hang en række udefinerlige malerier af en lokal maler, Arne Gregersen – en fedladen mand der sidder på en spand med en spand over hovedet – en mand der sidder fast i en balje med cement uhjælpeligt fastlåst – og mange andre mærkværdigheder, alle var de malet på en sjælden gedigen og gennemført måde i grønne nuancer. Jeg ville ikke blive forbavset hvis jeg havde set udstillingen i Berlin eller London, men her på Strynø virkede det overvældende. Jeg besluttede omgående at købe billederne, og at jeg ville forsøge at lave en udstilling med den mærkværdige øbo, der kunne ramme min sjæl med så stor præcision. Arne Gregersen var straks med på ideen, og foreslog at vi tog hans gode ven, Strynøboen og billedhuggeren Søren Højbjerg med. Dette er begyndelsen på denne udstilling, fortæller billedhugger og galleriejer Jens Galschiøt, Odense.

Arne Gregersen er født i 1949, og drømte egentlig om at blive professionel maler, og med digterpræsten Sven Rehling og Axel Salto i familien lå det måske også i generne, men det blev lærergerningen, der blev hans profession, og malerierne blev skabt efter skoletid. I 70erne og 80erne var det den naivistiske stil og stilleben der optog ham, de seneste år har det været en blanding af surrealisme og magisk realisme der har præget hans billeder, stilmæssigt ligger han et sted imellem maleren Michael Kviums sindssyge depressive forhutlede eksistenser, og billedhuggeren Keld Moseholms glade humoristiske små tykke mænd. Arne Gregersen har en sjælden evne til at fortælle en historie gennem sine malerier, en historie der handler om os alle, om meningsløshed og mening, og vores egen latterlighed og selvhøjtidelighed og kærlighed, sårbarhed og eksistens. Hans billeder bliver vedkommende fordi de som spejle fortæller os noget om os selv.

Søren Højbjerg er født i 1956, og er oprindelig uddannet værktøjsmager og autodidakt billedhugger. Hans materialer er naturens materialer, som træ, sten og jern hvor samspillet mellem form og rytme og materiale afsøges. Materialerne har til dels deres egen historie: på stranden, slæbestedet, i stalden, elværket eller Ambrosius’ eg. "I en omskiftelig tid med usikkerhed og tab af værdier er det væsentligt at omgive sig med naturens materialer, deres stabilitet, ro og den langsomme forandring der foregår. Værdien af at sidde på en strandsten og kikke ud over vandet er uvurderlig", fortæller Søren Højbjerg.

De to kunstnere har hver for sig været med til at præge det lille øsamfund. F. eks. hængte Søren Højbjerg et stort klaver op på sin gavl i det gamle elværk som han købte for 10 år siden. Denne handling medførte en del snak på Strynø.

En fredag i november 2000 mødtes 21 Strynøboere - 13 voksne og 8 børn, medbringende skovle på initiativ af Arne Gregersen for at grave et stort hul, fejre hullet med en fest og en god middag, og dagen efter mødtes de for at dække det til igen. Denne absurde og tilsyneladende formålsløse handling begrundede Arne Gregersen med at det vigtigste er at man laver noget sammen, og hullet kunne man da ikke være uenige om, og så havde man da også en undskyldning for at mødes og feste – også det blev der talt meget om på Strynø.