Brev til brasilianske parlamentarikereTo the Portugese version of this documentTo the English version of this document
To the Spanish version of this document


Efter mange overvejelser har vi nu udvalgt Brasilien som det land der skal modtage den næste Skamstøtte. En begivenhed der utvivlsomt vil blive sat særlig fokus på, da det er den første Skamstøtte der opstilles i det nye årtusinde.

Skulpturen vil ankomme til Brasilien i begyndelsen af 2000, således at den kan opstilles på en central plads i hovedstaden den 17. april på fireårsdagen for Eldoradomassakren. Tildelingen af prisen er foretaget af den danske skulptør Jens Galschiot og Art In Defence Of Humanism. Opstilling og transport vil være uden omkostninger for modtageren.

Skamstøtten er en 8 m høj mørk obeliskformet skulptur som består af over 50 forvredne menneskekroppe. Skulpturen indgår i en humanistisk kunstmanifestation som er ved at brede sig ud over kloden. I løbet af en tiårig periode vil der blive opstillet Skamstøtter rundt omkring i verden for at markere grove overgreb mod humanismen. Når den enkelte Skamstøtte er opstillet, indgår den i et verdensomspændende netværk af lignende skulpturer. Den vil hermed være med til globalt at fastholde erindringen om en skændselsgerning som aldrig må genta­ge sig.

Den første Skamstøtte blev sat op i Hong Kong 4. juni ‘97. Skulpturen blev rejst til minde om Tiananmenmassakren i Beijing i ‘89 hvor de kinesiske myndigheder brutalt nedkæmpede demokratibevægelsen.

Den næste Skamstøtte blev opstillet i Mexicos hovedstad d. 17. april '99 for at markere den Inter­nationale Dag mod Straffrihed. Et par uger senere blev skulpturen opstillet ved ind­gan­gen til landsbyen Acteal i Chiapas hvor 45 ubevæbnede ind­fødte blev koldblodigt myrdet af en paramilitær grup­pe den 22. december 1997.

Som nævnt kommer turen næste gang til Brasilien, hvor en Skamstøtte vil blive rejst d. 17. april 2000. Dernæst vil der i efteråret samme år blive opstillet en Skamstøtte på et centralt sted i Berlin til minde om ofrene for det nazistiske regimes masseudryddelse 1933-45. BerlinSkam­støtten er allerede blevet positivt modtaget af de politiske partier i det tyske parlament.

Skamstøtten i Hong Kong blev rejst som et symbol på hvor langt et totalitært regime kan være pa­rat til at gå for at undertrykke en demokratisk opposition. I Mexico symboliserer Skam­støt­ten over­gre­­bene mod oprindelige folk og deres rettigheder. Skamstøtten i Brasilien vil tage tråden op fra Mexico, idet den vil sætte fokus på emnet straf­fri­hed, et emne som kommer til at stå stadig mere centralt i den offentlige debat i verdens­sam­fun­det.

Når vi har valgt at opstille den næste Skamstøtte i Brasilien, skyldes det, at det er en blo­dig begi­venhed i netop dette land som har fostret initiativet til den Internationale Dag mod Straf­fri­hed, nemlig massakren d. 17. april 1996 i Eldorado de Carajás, hvor 19 jordløse land­ar­­bej­de­re mistede livet  skudt på klos hold eller hakket ihjel med deres egne arbejds­red­ska­ber.

Skamstøtten er ikke en stillingtagen til skyldsspørgsmålet. Men skulpturen udtrykker et krav om at de skyldige på alle niveauer drages til ansvar: dem der udførte massakren, dem der gav ordrerne og dem som på forskellige niveauer dækker over de skyldige.

Skulpturen tildeles den brasilianske stat, repræsenteret ved den parlamentariske forsamling, som ved at modtage den kan sende et signal ud til verden om statens vilje til at garantere rets­sik­kerheden og styrke forsvaret af menneskerettighederne i Brasilien. Når skulpturen tildeles det brasilianske parlament, er det for at give samtlige demokratiske kræf­ter muligheden for at manifestere deres vilje til at tage den enkelte borgers retssikkerhed alvorligt.

Skulpturen vil på fundamentet bl.a. blive forsynet med en plade hvorpå kunst­ne­ren redegør for baggrunden for at han har valgt at opstille en Skamstøtte i Brasilien. På en anden plade vil der være en udtalelse fra det brasilianske parlament om hvorfor de folkevalgte har besluttet at modtage gaven.

Tildelingen af Skamstøtten sker under forudsætning af at Brasiliens parlament vedtager at opstille den på en central plads i hovedstaden. Det forventes at den parlamentariske forsamling snarest og inden udgangen af 1999 tager stil­ling til gaven og meddeler Jens Galschiot hvor skulpturen ønskes opstillet, så planlægningen af det praktiske kan sættes i gang.

Vi står altid til rådighed med flere oplysninger, lige som der er mulighed for at hente oplys­nin­ger på vores Internetside: www.aidoh.dk.

Vi sender dokumenter om Skamstøtten samt en videooptagelse af opstillingerne i Hong Kong og Mexico til hvert enkelt partikontor.

 
Venlig hilsen
       Jens Galschiot

 

Fotos af Skamstøtten opstillet på Zócaloen i Mexico By kan findes på Internettet:

http://www.aidoh.dk/photos/pos/mexico/may2nd/posmexmay2_09.jpg
http://www.aidoh.dk/photos/pos/mexico/may2nd/posmexmay2_04.jpg

http://www.aidoh.dk/photos/pos/mexico/may2nd/posmexmay2_08.jpg



To the index page of the Brazilian Pillar of Shame | To photos of the Brazilian Pillar of Shame |
 To a more detailed description of the Pillar of Shame | To an index of the Pillar of Shame in generel


Warning: mysql_num_rows(): supplied argument is not a valid MySQL result resource in /var/www/web1/web/phpdocs/relevantLinksBottom.php on line 9