En delegation zapatister deltog i opstillingen af en 8 meter høje Skamstøtte foran det mexicanske parlament på Zocaloen, den mest centrale plads i Mexico, som en åben anklage mod den mexicanske stat.
Opstillingen foregik under en af verdens største 1.maj-demonstrationer. Umiddelbart efter at den mexicanske præsident havde holdt tale ved den officielle 1.maj demonstration, blev parlamentspladsen taget i besiddelse af mange hundrede tusinde ikke-regeringstro demonstranter.
Skulpturen blev opstillet af sammenslutningen af de oprindelige indianske folk (CNI) og kulturorganisationen CLETA, som et minde over ofrene for konflikten imellem de oprindelige folk og den mexicanske regering. En konflikt, der blandt mange overgreb fik sin blodigste konsekvens under Acteal-massakren, hvor paramilitære grupper udførte en massakre mod 45 ubevæbnede indianske kvinder, mænd og børn.
Zapatisterne havde foretaget den 2.000 km lange rejse fra Chiapas til Mexico City for at deltage i arbejderbevægelsens 1.maj demonstration. De 20 kvinder og 20 mænd - der havde tildækket ansigtet med deres karakteristiske sorte elefanthuer for ikke at blive genkendt af myndighederne - tog umiddelbart efter deres intog på pladsen opstilling foran Skamstøtten, der netop var blevet rejst. Dagen igennem var der taler, sange og slagråb foran skulpturen med repræsentanter fra CNI, Zapatister og CLETA.
Indianernes krav til den mexicanske regering er udfra et demokratisk synspunkt meget beskedne og basale, som f.eks. retten til selvbestemmelse, egen kultur, uddannelse og retten til den jord, de lever på.
På skulpturen står en inskription skrevet af den samlede mexicanske indianerbevægelse - med følgende lammende anklage mod den hvide mands værdier:
"De tog vores frugter, de fjernede vore grene, de brændte vor stamme, men de kunne ikke dræbe vore rødder. I 500 år har skruppelløse kræfter uden fædreland ført krig mod vore folk. De har gjort krav på vore resurser og forgrebet sig på vore åndelige værdier. De har forsøgt at underkue, bestikke eller udrydde hele befolkninger"
Skamstøtten er en gave fra den danske kunstner Jens Galschiøt og består af mere end 50 sammenfiltrede kroppe, vredet op i en obelisk. Den indgår i en kæde af skulpturer, som den danske kunstner opstiller globalt for at sætte fokus på overtrædelse af menneskerettighederne. Et skulpturelt opråb, som første gang blev opstillet i Hong Kong for at markere Tiananmen-massakren på demokratibevægelsen i Kina 1989. Skulpturen resulterede i omfattende diskussioner om ytringsfriheden i forbindelse med Kinas overtagelse af Hong Kong.
Den mexicanske Skamstøtte skal stå foran parlamentsbygningen i Mexico City indtil den skal deltage i en teater og kulturkaravane, der bl.a. skal til provinsen Chiapas.
Fotos og yderligere information kan hentes på internet: www.aidoh.dk
CLETA (Centro Libre de Experimentación Teatral y Artística)
Donato Guerra 7, interior 3
Col. Juárez
México D.F., C.P. 06600
Mexico
Tlf.: (52) 5920919/55923328
Fax: (52) 56940747
E-mail: cleta@mail.internet.com.mx
CNI (Consejo Nacional Indígena)
Tabasco 262 Of. 102
Col. Roma
México D.F.
Mexico
Tlf. og fax: (525) 525 2545
E-mail: ceatl@laneta.apc.org
Jens Galschiøt
Banevænget 22
5270 Odense
Tlf. 6618 4058
Fax. 6618 4158
E-mail: aidoh@aidoh.dk
Mobiltelefoner i Mexico: 73 27 45 11 / 73 27 87 57
Level Up |
||
1999: The Pillar of Shame in Mexico |