MIN INDRE SVINEHUND
Et par kolde novemberdage i 1993 vågnede tyve europæiske byer op til en overraskelse. Midt på byens vigtigste plads var der blevet opstillet en over to meter høj sort figur, der forestillede et uhyggeligt svin i menneskeklæder. En messingplade på soklen forkyndte (bl.a), at dette var
"Min Indre Svinehund" - Et dyr med de laveste instinkter, der vokser når mennesker udsættes for vold og fornedrelse, som angriber vores etiske værdigrundlag og som fuldstændig kan tage magten i det enkelte menneske - og i ekstreme tilfælde over hele befolkninger!Dér stod den. Uhyggelig, men også genkendelig i sin menneskelignende skikkelse. Som foran et spejl, stod vi pludselig ansigt til ansigt med et utvetydigt symbol på de mest utiltalende sider ved mennesket.
Som en absolut fredelig kunsthappening fandt opstillingen af skulpturerne sted anonymt og uden varsel i løbet af to og et halvt døgn i de tyve storbyer. Imens tikkede telefaxkopier ind hos politiet og byens borgmester. Her forklarede pseudonymet "Cogito" (jeg tænker, på latin), at formålet med kunsthappeningen var at skabe opmærksomhed omkring den stigende vold, intolerance, racisme og forfølgelse af minoriteter, der hver dag foregår i Europa. Desuden meddeltes det, at skulpturen var en gave til byen og der blev anmodet om, at man lod skulpturen stå på den udvalgte plads i fjorten dage, som en markering fra byens side af, at racismespørgsmålet opfattes som vigtigt.
Billedhuggeren Jens Galschiøt Christophersen, der med hjælp fra hundrede af frivillige, er manden bag happeningen, forklarer:
ADen Indre Svinehund symboliserer de tendenser i os selv, der vokser, når vi føler os pressede og som kan få os til at give køb på de mest elementære humanistiske principper. Det er det, jeg er bange for vil ske - og som jeg ser tendenser til i øjeblikket i Europa, hvor kontrasterne mellem os, de priviligerede på den ene side i det rige Europa og de andre, krigsflygtninge, indvandrerne med en anden tro og de fattige, på den anden side, bliver stadig større. Spørgsmålet for mig er, hvor langt vi er parate til at gå for at undgå at dele med og tolerere de andre. Skal vi bygge en ny Berlin-mur, denne gang rundt om det rige og fredelige Europa? Og hvis vi gør det, kan vi så stadig kalde os mennesker med en demokratisk og menneskelig etik og moral?Min idé var at vise, at det er vores indre svinehund, der i dag truer Europa, ikke de fattige og flygtningene. Det er noget i os selv, vi har grund til at frygte - og ikke
"de andre". Det er den indre svinehund, der langsomt undergraver vores etiske værdigrundlag, og får os til at glemme, at de demokratiske og humanistiske principper, som de europæiske stater bygger på, må gælde for alle - hvis vi fortsat skal bevare vores samfund intakt og undgå en totalitær udvikling. Og han fortsætter: ASom kunstner har jeg ingen svar på denne vanskelige problemstilling, men jeg føler en stærk forpligtelse til at blande mig på min måde. Jeg har forsøgt visuelt at udtrykke min egen angst for, hvad Europa er ved at udvikle sig til. Derfor har jeg udformet skulpturen som grim, næsten frastødende, men i en skikkelse, så vi alligevel genkender noget af os selv. Og derfor lod jeg dem dukke op, som racismen gør det: Lige pludselig, uden varsel, på en plads midt i den by, vi færdes i til dagligt.De tyve
"indre svinehunde", der stadig befinder sig spredt ud over det europæiske kontinent, skabte røre, næsten overalt hvor den kom frem. Tusindvis af mennesker er gået forbi skulpturen, har læst pladeinskriptionen, eller de har set og hørt om happeningen i fjernsynet, hvor billeder af den ofte bruges som symbol, - eller de har læst om den i avisen. Min Indre Svinehund formåede derved, på flere måder at pege på kompleksiteten og dilemmaerne, som er knyttet til de aktuelle racisme- og flygtningespørgsmål i Europa. Ved at rette blikket mod os selv - vores egen indre svinehund - over hele Europa på én gang, viste happeningen, at racismen og intolerance er både et europæisk og et personligt anliggende.At provokationen kom fra en kant vi ikke normalt forventer det fra kunstens verden, betød bl.a. at debatten ikke kom til at dreje sig om partipolitik, men om en dybt almenmenneskelig problemstilling: Hvad sker der med vores etiske og humanistiske begreber i et Europa, der bliver mere og mere racistisk og intolerant? Svinehunden blev derfor som et konkret billede på racismen til et provokerende indlæg i en ellers ofte enøjet racismedebat.
Forskellige reaktioner - symbolsk betydning
Der har været mange og meget forskellige reaktioner på skulpturen i de 11 europæiske lande. De fleste steder fik skulpturen lov at stå de fjorten dage, som kunstneren havde bedt om, andre steder blev den hurtigt fjernet og sat bag lås og slå, gemt væk på et kommunalt lager eller hittegodskontor. I flere byer stod den adskillige måneder, indtil man fandt en permanent plads til skulpturen, i erkendelse af, at de spørgsmål den rejser er uhyggeligt vigtige - atter andre steder er skulpturen forsøgt gemt og glemt - ignoreret.
Svinehundene har mange forskellige funktioner, afhængig af hvilken skæbne de har fået. F.eks har en beboerforening i København overtaget den, og stillet den op på en lokal plads og i Bonn står den ved et stort kunstmuseum. I København fungerer den som debatskaber i byens rum, og i Bonn som Kunst med stor K - men det kan ikke undgås, at den uanset placeringen vil fungere både som debatskaber og kunst - samtidig.Uanset hvad man gør med skulpturen, vil det symbolisere og afspejle hvordan man tackler problemerne i det enkelte land. Det ligger i selve happeningens idé og udformning. At man nogle steder har valgt at ignorere den, kan selvfølgelig hænge sammen med mange ting, men en af grundene kan meget vel være, at det i mange lande er både for kontroversielt og farligt at diskutere racismen.
Jens Galschiøt siger:
AOgså der, hvor man låser den inde, som i Milano, ignorerer den som i Frankrig, for ikke at tale om i diplomatbyen Geneve, hvor den simpelthen forsvinder, - alle steder har den en symbolsk funktion. Det må nu være op til den enkelte by, hvad de vil gøre med "deres indre svinehund". Det er ikke mig, der skal bestemme det. Hvis ikke kommunen vil have den, er det i sidste ende folk i byen, en organisation, en privat, hvem som helst, der har en god idé til, hvor man "mangler" en svinehund til at gøre opmærksom på denne her problematik, som nu må handle.De kan kontakte kommunen og afhente den", understreger kunstneren, og
tilføjer: "Jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i Europa findes nogle
mennesker, som mener, at denne her skulptur ikke skal stå gemt væk på et mørkt lager,
men skal frem i lyset for at fungere som debatskaber.
I Danmark blev der generelt taget godt imod skulpturen. I de fire byer Århus, København, Herning og Odense stod skulpturerne, op til et halvt år efter happeningen, stadig på byens fineste pladser. Byens borgmestre accepterer ikke, at kunstneren i princippet har gjort noget ulovligt ved at undlade at søge tilladelse til opstillingen. Men de har alligevel tilkendegivet deres positive holdning overfor happeningen. Dels har de ladet skulpturen stå længe ud over de ønskede 14 dage, dels har de samarbejdet med lokale om at finde en plads til skulpturen. Bente Frost, borgmester for magistratens 4. afdeling i København, udtrykker eksempelvis, i et brev, "sin respekt for den kunstneriske indlevelse og de store arbejdsmæssige ressourcer, der er lagt i projektet og erklærer sig iøvrigt enig i det generelle budskab
".Odense og Århus
I Odense blev skulpturen, på selve dagen, først fjernet med kran, men blev skyndsomt sat tilbage, da kunstnerens navn og happeningens omfang blev kendt. Og siden da har den været kilde til en heftig debat blandt borgerne i Odense og i pressen, både i tv, radio og aviser. Flere gymnasier, også fra andre dele af landet, lagde billet ind på skulpturen. Og en odenseaner foreslog, at skulpturen fik plads i Zoologisk Have, hvor den kunne få havens gæster til at fundere over forskellen på mennesker og dyr. Det mente direktør for Odense Zoo, Hans Aage Kofoed, dog ikke 'passede ind i havens koncept'! Der gik en rum tid, før man endelig besluttede sig blandt de mange forskellige forslag til Svinehundens nye plads. Det var Tornbjerg Gymnasium i Odense SØ, der løb af med sejren. Skulpturen står nu ved skolens hovedindgang, som et vartegn for skoleårets tema: Det fremmede - om racismen og de fremmede i Danmark. Ved den officielle opstilling d. 23 august, 1994, undlod Galschiøt ikke at minde byens borgmester om, at han dermed ikke var fri for at tage stilling til
>sin indre svinehund=. Når skoleåret er slut, skal der påny findes en plads til byens gave!I Århus stod Min Indre Svinehund på Rådhuspladsen frem til slutningen af maj måned. Også her var der mange forskellige, der var interesseret i at opstille skulpturen. De århusianske Kaospiloter søgte efter en velegnet plads til skulpturen, og Århus Kunstmuseum var bl.a. på tale. Til dette forslag lød kommentaren fra direktør Jens Erik Sørensen:
'Budskabet som ligger i skulpturen er af en så stærk karakter, at det ville være en tilsidesættelse af skulpturen, hvis den ikke får lov at leve sit eget liv, men bindes op med den æstetiske ramme, som et kunstmuseum repræsenterer. Den skal placeres et sted, så den får sit eget rum at virke i, således at den står stærkt synlig i byrummet til folks ihukommelse.' Skulpturen er nu endelig flyttet til boligkvarteret Frichsparken på initiativ fra ejendomsmægler Olav de Linde, der på længere sigt påtænker at lave en skulpturpark på stedet.København og Herning
En sådan placering i byens rum, som Århus
' museumsdirektør er inde på, fik skulpturen i København. D. 29 marts, 1994 blev svinehunden flyttet til sit nye hjem på "Den Røde Plads" ved Korsgade. Trods hærværk havde den holdt stand på byens mest befærdede plads, Rådhuspladsen, i henved fem måneder. Det var Beboerforeningen Blågården, der havde været hurtigst ude og skrevet til borgmesteren og bedt om at måtte opstille skulpturen i deres kvarter - Indre Nørrebro. Et kvarter hvis beboere består af såvel indvandrere som danskere, som nok oplever både solidariteten og racismen på deres egen krop til hverdag. "Min Indre Svinehund" blev budt velkommen ved en officiel indvielse med bl.a Tom McEwan og en gruppe unge fra "Kys Racismen Farvel", samt folk fra kvarteret og Beboerforeningen. I maj fik skulpturen kappet hovedet af, - en skæbne, der til forveksling ligner Den lille Havfrues, Danmarks skulpturelle nationalsymbol ved Langelinie. Svinehunden lå væltet hovedløs på Nørrebro indtil kunstneren fik fremstillet et nyt. Nu er skulpturen boltet grundigt fast til pladsens fliser! Det eneste sted hvor skulpturen stadig fredeligt står, hvor den blev stillet, og hvor den forsat skal stå, i hvert fald frem til januar, 1995, er ved Team Teatret i Herning. I øjeblikket er man i Herning byråd i gang med at behandle sagen om den indre svinehunds videre skæbne.Rundt omkring i Europa bragte happeningen stor forvirring hos både politi og administration. Det er heller ikke hver dag, der telefaxes til borgmesterkontoret om en skulptur, der forestiller et svin, og er en del af en europæisk happening, udført af en anonym kunstner. Det har været et problem, at man i nogle sydeuropæiske lande ikke umiddelbart forbinder racismen og volden med billedet af et svin (udtrykket kommer oprindeligt fra det tyske "schweinhund") - trods det at truslerne fra racistiske kræfter griber stadig mere om sig. Men med udtrykket
"Det indre bæst", som "indre svinehund" oversættes til på de sydeuropæiske sprog, er der til gengæld blevet introduceret et helt nyt begreb i forbindelse med racisme og nationalchauvanisme i disse lande.I Milano var figuren årsag til stor opstandelse. Den blev kort efter opstillingen kørt til et sikkert sted, hvor den blev undersøgt for bomber. Den stod jo tæt ved en dommers bolig, skrev aviserne. En filosof, en kunstkender og en politisk kommentator udtaler sig i aviserne om dette fænomen. Én mener, at det må være en tysker, der har udført happeningen. Præcisionen, hvormed den hemmelige opsætning er gennemført, skulpturens lange sorte frakke, dens meget tydelige politiske eller pædagogiske budskab, og så selvfølgelig en lyshåret pige, der af flere vidner er blevet set omkring opstillingsstedet, peger alt sammen på en
"typisk tysk aktion", hævdes det i pressen. For italienerne er der åbenbart ikke langt fra "præcision, sorte frakker og lyshårede piger" til mulige terrorbomber!Den problematik som
"svinehunden" symboliserer er blevet mere aktuel, specielt i Italien efter sidste valg, hvor den småfascistiske højrefløj fik overraskende mange stemmer. For første gang siden 2. Verdenskrig placerede valget erklærede fascister på ministertaburetterne. Og det er måske en af grundene til, at man på borgmesterkontoret har arkiveret sagen og ikke ønsker at kommentere happeningen. Skulpturen står bag lås og slå på et kommunalt lager.Heller ikke i Barcelona var der søgt om tilladelse, men opstillingen var her annonceret i forvejen, fordi det nu skulle afsløres, hvem der stod bag pseudonymet
"Cogito". Derfor var der også et massivt presseopbud inkl. de spanske landsdækkende tv-kanaler på stedet, da skulpturen blev anbragt på APlaza Rei Juan Carlos 1.Samme aften var
"Mi Bestia Interior", som skulpturen hed på spansk, i tv-nyhederne og næste dag i morgen-aviserne. Og i de tre dage skulpturen stod, stoppede mange forbipasserende nysgerrigt op, måske i mindet om, at det er mindre end tyve år siden, at svine-hunds-mentaliteten, med diktatoren Franco, sad ved magten i Spanien. Eller måske synet af den forstærkede ønsket om, at de fascistiske højrekræfter der marcherer frem i Spanien påny, aldrig igen får magten.I lang tid efter happeningen ville ingen på kommunen - heller ikke borgmes-terens pressechef - kommentere sagen. Men i efteråret 1994 bliver kunstneren inviteret til reception af en af byens disktriktsborgmestre. En arbejdsom embedsmand har taget sig af sagen. Skulpturen opstilles d. 12.10, 1994 permanent i Barcelona, i en park v. C/ Torrent Gornal i
"Distrecte de les Corts".Måske er det også den historiske erfaring der begrunder, at man i Tyskland og Østrig på smukkeste vis har taget svinehunden til sig. "Min Indre Svinehund" står nu i Bonn i haven ved Kunst -und Austellungshalle der Bundesrepublik Deutschland, "der kan den ses af publikum og der bliver den stående", bekræftes det fra Museet i Bonn. Og i Berlin, på den helligste plads i det genforenede Tyskland, ved Brandenburger Tor, har skulpturen stået frem til februar måned, 1994. Ingen af de 6-7 forskellige kommunale afdelinger i Berlin, som vi er blevet krydshenvist til, i forsøget på at skaffe oplysninger om skulpturen, ved dog hvor den er nu. Rygtet vil vide, at et lager på Alexanderplatz huser den i øjeblikket.
Lidt anderledes er det gået i det sydtyske München. Borgmesteren udtalte her, at hvis den ansvarlige for happeningen kom til München, kunne han godt regne med at skulle betale en stor regning for de udgifter, kommunen har haft. Nu har problemet løst sig på en måde, så kommunen også hurtigst muligt fik deres indre svinehund ud af syne. Blandt flere henvendelser fra private om at måtte overtage skulpturen gik den til en dame, der samler på 'grise fra hele verden'. Hun har afhentet skulpturen på Münchens hittegodskontor - mod at betale kommunens udgifter, naturligvis! Nu står den i hendes have og er kilde til mange diskussioner blandt de forbipasserende. Hun er helt enig i happeningens budskab, men er også særdeles tilfreds med, at skulpturen med sine 2. 30 m. er den største i hendes 'grise-samling'.
Fra Østrig har Insbrucks borgmester Romuald Niescher sendt et flot brev, hvor han takker for den overraskende gave. Han udtaler til den østrigske presse, der bredt har dækket begivenheden, at det er 'en fascinerende måde, at blive mindet om sin egen svinehund på'. Derfor har han besluttet at kommunens kulturafdeling nu skal finde en plads til skulpturen og han har inviteret Jens Galschiøt til Insbruck på byens regning. Skulpturen står nu permanent i byparken:
'Rapoldi-park', hvor den blev officielt opstillet i december, 1994.Skulpturernes afslørende billedliggørelse af de sider af os selv, vi til daglig helst ikke vil kendes ved, har åbenbart været for direkte for andre af vores sydlige nabolande. I Marseille, Paris, Amsterdam og Antwerpen vil man på kommunen ikke engang kendes ved at have deltaget i en europæisk kunsthappening. "Det har Amsterdam ikke været med i", siger pressechefen for Amsterdam kommune, selvom der i Hollands aviser blev bragt store billeder af nysgerrige hollændere, der undersøger skulpturen på Dam Pladsen, dagen efter opstillingen.
I den belgiske by Antwerpen, der var Kulturby 93, og hvis borgmester Bob Cools ellers i anden sammenhæng har udtalt sig om kulturens vigtige rolle netop i racismespørgsmålet, har man ikke hørt om Min Indre Svinehund.
Borgmesterkontoret har skyndt sig, iøvrigt uden at tage stilling til sagen, at sende alt materialet til dem
'der plejer at have med kultur at gøre': Det nu nedlagte Kulturby sekretariat og til byens kunstmuseer. Her er man lettere desorienteret.I begge byer står skulpturen på et lager, men man vil iøvrigt ikke følge sagen op. Til gengæld er man i Bruxelles ved at undersøge, om der kan findes en permanent plads til skulpturen. Det sker så snart sagen har været behandlet i byrådet.
Hvor længe Den Indre Svinehund egentlig fik lov at stå på Bastillepladsen ved monumentet for den franske revolution, er uvist. Fra Paris kommunes kulturafdeling beder man om, at få sendt et billede, så de kan efterforske sagen. Hvor de uddybende materiale med fotos, der i flere omgange er sendt til både borgmestre, kulturafdelinger og pressen, er forsvundet hen, er der ingen der kan svare på. I Frankrig har happeningen iøvrigt ikke været nævnt med et ord i pressen. Det er bemærkelses-værdigt, dels fordi skulpturen her blev opstillet i hele tre byer, bl.a. i Marseille hvor højrepolitikeren Le Pen er meget populær. Dels fordi racismespørgsmålet ikke ligefrem er uaktuelt i Frankrig. Der har været utallige eksempler i den sidste tid. F.eks de fransk/algeriske borgere, der er blevet nægtet indrejse i Frankrig i forbindelse med den eskalerende borgerkrig i den gamle franske koloni Algeriet. Eller politiets ivrighed især i Paris og omegn m.h.t. at checke bilisters pas og papirer, tilsyneladende udfra devisen, jo mørkere lød, jo mere mistænkelig. For ikke at nævne den (set ud fra almindelige menneskeretslige principper) absurde diskussion omkring pigers ret til at bære et tørklæde eller ej på gaden eller i skolen.
Men det mest underlige er, at det ikke kun er for myndighederne at svinehunden er så problematisk. De franske journalister har som de eneste i Europa, helt ignoreret happeningen. En af grundene kunne være, at begrebet
'Min Indre Svinehund' ikke helt forstås i den franske kultur. Men er det ikke mere sandsynligt, at emnet er for kontroversielt, selv for pressen at tage op? I den forbindelse kan nævnes, at en række franske intellektuelle for nylig tog initiativ til en 'Sarajevo-liste', der skulle gøre opmærksom på, hvor lidt engageret offentligheden - og pressen - egentlig er i den aktuelle europæiske virkelighed, der konstant har mere eller mindre direkte overtrædelser af menneskerettighederne på dagsordenen - mest tydeligt selvfølgelig i ex-Yugoslavien.I Geneve var der heller ingen forklaring at hente i pressen for de hundredvis af diplomater, der passerede forbi "Min Indre Svinehund", på vej til møder i FN-bygningen. Svinehunden var placeret lige foran hovedindgangen, men nu er enhver schweizisk embedsmands mareridt blevet til virkelighed: Ingen aner, hverken hvornår skulpturen blev fjernet, eller hvor den er nu, intet sted er den registreret, heller ikke hos politiet: "Undskyld, Deres skulptur er forsvundet, De kan klage til myndighederne", skriver Geneves statsråd i et brev til kunstneren, og det bedyres, at der ledes grundigt efter den forsvundne svinehund i FN-byen. I Zürich har man langt om længe fundet ud af, hvem der har sagen, men præcist hvor skulpturen er og hvad der skal ske med den, er man indtil videre kun ved at finde ud af.
Happeningen er ikke slut Men det er nu ikke Jens Galschiøts hensigt selv at gøre mere ved sagen. Svinehundene lever videre, - dér hvor de nu er. Det er den enkelte bys gave, og gaver tager man ikke tilbage. Det ideelle ville naturligvis være, at alle Svinehundene fik en placering, hvor de bliver set, og dermed skaber debat. Men det er byens eget valg. I de byer, hvor man fortsat ignorerer skulpturen og happeningen, kan man kun håbe at der findes nogle borgere, som mener, at det er vigtigere at se sin indre svinehund i øjnene end at lukke øjnene for, at vi overhovedet har en.
Jens Galschiøt Christophersen har en skulptur tilbage og den vil han sætte op på Den Røde Plads i Moskva, denne gang som en officiel begivenhed. Han er i samarbejde med russere i Moskva gået i gang med at søge tilladelse hos borgmesteren. Det er de skræmmende tendenser til nationalchauvanisme og grov forfølgelse af minoritetsgrupper, der i Rusland i øjeblikket personificeres ved Sjirinovski, der fik 25% af stemmerne ved det sidste russiske valg, som har givet kunstneren ideén.Med en officiel opstilling af skulpturen i Moskva vil man fra det officielle Rusland vise, at der er en alvorlig fare for en totalitær udvikling og at det også er den enkelte russers ansvar, at det ikke sker, mener Galschiøt: Samtidig ønsker jeg at gøre opmærksompå, at vi i den vestlige del af Europa også har en del af ansvaret for de ting der sker i Rusland. Så længe vi ikke ønsker at støtte landet økonomisk ved f.eks. at åbne vores markeder for deres varer, forværres deres krise. Og en økonomisk krise er ofte det, der skaber alt for god en grobund for racisme. Det er meget svære vilkår at opbygge et nyt demokrati på.
Kunsthappeningen "Min Indre Svinehund" har kostet både tid og penge, som kunstneren har betalt af egen lomme. Et underskud på 100 000 er ikke dækket ind, selvom flere fonde har spædet til. I 1994 modtog kunstneren to kulturpriser for svinehundshappeningen (PMFs "Jubi-pris" og FTFs kulturpris sammen med Erik Clausen). Kunstneren modtager stadig med tak økonomisk støtte til dækning af underskuddet.
Return to the top. | Return to the frontpage | To Jens Galschiots index page
Level Up |
||
| 1993: My Inner Beast |